Sådan laver I en skærmpolitik i dit barns klasse

Flere forældregrupper forsøger at udskyde børns digitale debut. Læs, hvordan en københavnsk klasse blev enige om regler for smartphones, spil og sociale medier frem til 8. klasse.

– I dag har min datter første skoledag. Og som alle andre forældre er jeg selvfølgelig ved at revne af stolthed, skrev Filip Engel på LinkedIn i slutningen af foråret og fortsatte:

– Men jeg har faktisk også første skoledag. Jeg skal lære en ny forældregruppe at kende. Og noget af det, vi skal, er at finde fælles skærmregler for børnene.

Filip Engel ved nu godt, hvad han går ind til. For han har nemlig allerede været igennem det med sin søn, der nu går i 4. klasse. Og med mere end 40 kommentarer på sit opslag rammer han en nerve, når han taler om fællesskab og skærmregler. Kommentarerne er variationer over temaet: ”Virkelig vigtig pointe, og stort tak for at dele.” til ”Mega fedt initiativ!”.

Læs mere om børns skærmbrug her: https://mentalt.org/skaerme-og-sociale-medier-endelig-er-forskningen-blevet-mere-klar-i-spyttet/

En tendens

Filip og hans barns klasse lægger sig i slipstrømmen på en tendens, der ikke bare er at finde i Trivselskommissionens anbefalinger fra 2025, men som også er synlig for Louise Fugl Madelaire, som er uddannet læge og har børnepsykiatrisk erfaring. Hun er i gang med som postdoc at udvikle en intervention mod problematisk skærmbrug, og hun ser tegn på bedring både omkring forståelsen og brugen af sociale medier.

– Jeg ser rigtig mange positive ting. Der begynder at være forældrebevægelser, der går sammen om at udskyde smartphones. Jeg tror på, at der kommer til at ske noget, fortæller hun.

For eksempel viser den seneste undersøgelse blandt 3.-klasser i Københavns Kommune, at smartphones introduceres senere end førhen. Og mange steder i landet har skoler aktive mobiltelefonpolitikker, hvor de for eksempel skal afleveres, når skoledagen starter.

 

Hvordan gør man så det?

På Østre Farimagsgades Skole i København blev det et længerevarende arbejde at blive enige. Seks forældre satte sig sammen og kom med et udspil, der blev fremlagt på et forældremøde ca. en måned efter, skolen var startet. Med nogle små ændringer endte det med at blive enstemmigt vedtaget af forældregruppen.

Selvom næsten alle skoler og fritidsinstitutioner i dag endelig er skærmfrie, er der stadigvæk ingen lovgivning resten af døgnet. Det er et svært sted at stå som forældregruppe, og derfor ender mange med ikke rigtigt at gøre noget, Filip Engel, forælder til barn i 3. klasse

Her er, hvad de fandt frem til

De inddelte skærmbrug i tre grupper.

A. For det første ”adgang”, altså til hvad og hvornår skærme måtte bruges uden for skoletiden. Det resulterede for eksempel i, at smartphones kun må bruges til ”opkald og til at sende sms’er til individuelle personer, men kun efter skole og indtil kl. 19 og i weekenden fra kl. 10-19”.

B. At spille spil derhjemme.

C. Sociale medier.

På den måde mener klassens forældre at sikre en digital debut, der mindsker risikoen for afhængighed, mistrivsel og sammenligningspres. Færre konflikter og mindre digital mobning og mere tid til leg, sport og venskaber i den fysiske verden, forklarer Filip Engel.

På samme måde fik de regler for sociale medier, for eksempel ingen sociale medier før børnene er 15 år gamle, ingen gruppechats og lidt mere lempelige regler for spil på skærm. Og der er forskellige regler for spil, alt efter hvad man finder ud af i eget hjem.

Desuden satte de rammer op for legeaftaler og arrangementer, som i udgangspunktet skal foregå uden mobiltelefoner, ligesom andre skærme begrænses. Det støtter op om den mobilfri skole, de går på.

Endelig opfordrer reglerne til løbende og åben dialog i forældregruppen.

Reglerne gælder indtil 8. klasse.

På den måde håber klassen at ende et bedre sted end ellers. Som Filip skriver:

– Selvom næsten alle skoler og fritidsinstitutioner i dag endelig er skærmfrie, er der stadigvæk ingen lovgivning resten af døgnet. Det er et svært sted at stå som forældregruppe, og derfor ender mange med ikke rigtigt at gøre noget.

Og naturligvis kan det være svært at blive enige – præcis ligesom den evige klassediskussion om alkoholpolitik og debutalder i den sammenhæng.

Derfor kom de i mål

Filip Engel mener selv, der var tre grunde til, at klassen nåede i mål med skærmpolitikken:

  1. Vi var konkrete. Alle kan sige ja til abstrakte principper uden at vide, hvad de betyder.
  2. Vi havde en klar proces: først en fælles snak om behovet, så en åben snak om, hvor folk stod henne, og til sidst en mindre gruppe, der lavede et konkret forslag til de andre.
  3. Vi sagde ikke nej til smartphones som sådan, men til funktionerne: internet, sociale medier, gruppe-sms’er osv.

Om det så lykkes helt til 8.klasse … det vil tiden vise. Men til Mediet MenTalt forklarer han:

– jeg oplever, de er en succes. Jeg tror ikke, at alle overholder alle reglerne, men langt de fleste gør. Og det gør det tydeligt for børn og forældre, hvad der er normen. Og det gør, at vi har undgået den negative spiral, hvor alle føler sig presset til at give deres barn lov til mere og mere. Det håber jeg, at vi kan holde fast i.

Du kan se deres regler her og i en mere børnevenlig version her.

Man kan også finde inspiration her og her. Begge steder findes konkrete værktøjer til arbejdet med skærmregler i skoleklassen.

Anbefalinger til arbejdet med skærmpolitik fra Center for Digital Psykiatri

Involvér eleverne i processen

Når eleverne er med til at udforme reglerne, føler de sig hørt og engageret i processen. Dette er med til at sikre, at reglerne bliver meningsfulde og realistiske at overholde.

Hav fokus på onlineadfærd

Det er en god idé at opstille nogle fælles regler for skærmbrug i klassen, som også omhandler, hvordan man taler og skriver til hinanden online. Det kan både være med fokus på onlinekommunikation, men også billeddeling, fælles grupper på Snapchat og Messenger osv.

Lav klare og enkle regler

Hold reglerne enkle og forståelige. Det kan være specifikke tidspunkter, hvor skærme er tilladt, eller særlige situationer, hvor skærme ikke bruges, f.eks. når klassen spiser frokost eller i ét af frikvartererne.

Involvér forældrene

Hvis det er muligt i klassen, kan det være en fordel at involvere forældrene i at lave fælles regler for skærmbrug i klassen. Inviter dem til at deltage i samtalerne og dele deres perspektiver, så I kan skabe en sammenhæng mellem skole og hjem. Når skolen og hjemmet arbejder sammen om reglerne, bliver de lettere for børnene at forstå og efterleve, både i skolen og hjemme.

Senest artikler