Forskning tyder på, at håb og håbefulde tanker kan spille en vigtig rolle, når mennesker kommer sig fra en psykisk lidelse. Men hvad betyder håb mere konkret?
MenTalt.org har talt med Birgitte, der i otte år har delt sine erfaringer i oplæg gennem EN AF OS.
– I dag har jeg et fleksjob, hvor jeg arbejder med frivillighed i sundhedsvæsenet. Jeg kan se over på afdelingen, hvor jeg selv var indlagt for mere end ti år siden. Det er en drivkraft for mig, at jeg kan sige til andre, der har det svært –’Jeg kunne, og du kan også’. At give håbet videre til andre, det betyder meget for mig, siger hun.
DAT-terapi blev et vendepunkt
– For mig har håb betydet alt. Det har ikke altid været håbet, der var startpunktet, men der var håb i flere af mine store beslutninger, siger hun.
Fra Birgitte var knap 19 år til knap 22 år var hun indlagt flere gange. Det skyldtes blandt andet selvskade, og at hun i perioder stoppede med at spise og isolerede sig fra andre, fortæller hun.
– Jeg var sygemeldt og kom ind og ud af åbne og lukkede afsnit. Vendepunktet var for mig, da jeg kom i DAT-terapi. Der havnede jeg i den rette kasse. Det var en sygeplejerske på afdelingen, der foreslog, at jeg havde en diagnose, man kalder for emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse.
Det betød, at jeg kom i DAT-terapi og at gribe den mulighed, der spillede håbet en rolle.
Jeg troede på, at det måske kunne blive bedre.
DAT-terapi (dialektisk adfærdsterapi) kombinerer elementer fra forskellige terapiformer og mindfulness og arbejder med en “dialektik”, altså at to ting kan være sande samtidig: at man kan acceptere sig selv, som man er, og samtidig arbejde på at ændre uhensigtsmæssige mønstre. Formålet er ikke bare indsigt, men også konkret træning i, hvordan man reagerer mere hensigtsmæssigt i svære situationer.
– Det var et forløb, der krævede noget, og hvor der både var grupper og samtaler. Det var første gang, jeg oplevede terapi, der hjalp mig. Jeg stoppede med at selvskade, og jeg har ikke gjort det siden. Jeg fik det meget bedre. Så det var et vendepunkt, fortæller hun.
Endnu bedre blev da hendes – nu – mand, skabte det andet vendepunkt for hende:
– Det var, da min mand friede til mig i slutningen af den periode, hvor jeg havde det svært. Jeg sad og skrev bordkort til vores bryllupsmiddag på et lukket afsnit. At min mand kunne se mig, gav mig tanker om, at det hele nok skulle gå. Selvom jeg var syg, så var der én, der så mig. Når man er syg, sidder man jo ikke bare og kigger ind i væggen. Jeg havde andre sider, end at være syg, og jeg havde jo også mange gode perioder. Der var meget håb i det, fortæller hun.
EN AF OS-indsatsen udfyldte et tomrum
På bagkant af bedring og bryllup drømte Birgitte om en stabil hverdag. Derfor kom hun i praktik.
– Jeg havde svært ved at håndtere pres og evalueringer. Efter et par forsøg på praktik hvor jeg gik fra at være sygemeldt til ret mange arbejdstimer, blev jeg indlagt igen, og min sagsbehandler bemærkede, at det var presset fra arbejdspladsen, jeg ikke kunne håndtere. Derfor forslog hun frivilligt arbejde, fortæller Birgitte.
Birgitte begyndte at arbejde frivilligt gennem EN AF OS-indsatsen. Og det giver noget af den identitet, som er hjælpsom at have i et dagligdagsliv:
– Det er meget vigtigt at fortælle lidt om, hvad man laver. Det er det første, folk spørger om, når man møder nogen for første gang. Dit navn og så hvad du laver. Det er ikke en særlig god start at fortælle, at du ikke laver noget, og du er sygemeldt med en psykisk lidelse. Det tomrum udfyldte EN AF OS for mig, fortæller hun.
– Jeg fik ret hurtigt nogle opgaver gennem EN AF OS. Jeg var med i et projekt, hvor man ville udvikle en app, og igennem det projekt kom jeg i kontakt med mange fagpersoner. En af dem foreslog, at jeg kunne komme i praktik i psykiatrien og arbejde med frivillighed. Efter halvandet år blev jeg fastansat, i starten arbejdede jeg administrativt og de seneste år har jeg arbejdet med frivillighed, fortæller hun.
Håb smitter
Birgitte anvender mange af sine egne erfaringer i sit arbejde:
– Jeg spørger fx ikke mennesker, hvad de laver. Jeg har lært at spørge på andre måder. Jeg vil hellere vide noget andet om dem – deres bedste rejse, deres fritidsinteresser, siger hun.
– På den måde kan det dårlige bruges til noget godt. Der er mange, der er kommet og har sagt tak til mig, efter jeg har holdt oplæg i EN AF OS. De har sagt, at de nu tør de tro på, at de selv eller deres pårørende også får det bedre.
Jeg vil sige, at jeg har oplevet, at håb smitter, fortæller hun.
Forskning i håb
Forskning tyder på, at håb og håbefulde tanker kan spille en vigtig rolle, når mennesker kommer sig fra en psykisk lidelse, fortæller Anna Kristine Waldemar, der er ph.d. og seniorforsker ved Kompetencecenter for recovery ved Herlev og Gentofte Hospital.
– Mere konkret kan håb være, at et menneske forestiller sig noget i fremtiden, ser nogle veje derover og tror på, at man med tiden kan finde kræfterne til at tage skridt derhen.
– Når jeg selv som sygeplejerske har talt med mennesker med psykiske lidelser med fokus på håb, har en af vejene været at tale om det, der har haft betydning tidligere. At finde en spire af noget godt, der er sket tidligere, og som måske kan ske igen. Men det kan også være et nyt ønske for fremtiden og de små skridt henimod en handling. At der er en gnist i forhold til et emne.
