I 2026 lever omkring 98.000 danskere med en spiseforstyrrelse, der kommer til udtryk ved eksempelvis bulimi, anoreksi, ortoreksi eller tvangsoverspisning. Samtidig er antallet af unge med spiseforstyrrelser mellem 2007 og 2023 fordoblet. Blandt andet den stadig stigende brug af sociale medier, hvor der hersker et stort fokus på krop, vægt og udseende, har stået for skud.
Fylder kropstanker som:
- “min mave har for mange deller”
- “appelsinhuden på mine lår og baller er klam”
- “jeg har grimme mormorarme”
Så er The Body Project måske noget for dig, skriver de på The Body Projects hjemmeside
Denne udvikling vil Gjensidige og Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade bremse med et nyt tilbud baseret på interventionsformen kaldet The Body Project.
The Body Project er et videnskabeligt funderet initiativ. The Body Project er hverken terapi eller behandling, men et gruppetilbud, hvor man sammen med en gruppeleder udfordrer samfundets idealer for krop og udseende.
I gruppen vil vi blandt andet arbejde med:
- Tyndhedsidealet – hvad er det, og hvordan udfordrer vi det?
- Pres fra andre om at være tynd og se ud på en bestemt måde
- Social sammenligning
- Sociale mediers betydning for kropsidealer
Kilde:https://spiseforstyrrelse.dk/bodyproject
Her arbejder man med at fremme et sundere kropsbillede og styrke selvværdet hos unge piger. Det sker som led i forebyggelsen af spiseforstyrrelser – et område, hvor tidlig indsats har en markant effekt, fortæller direktør i Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade, Camilla Hersom, på foreningens hjemmeside:
– Deltagere i The Body Project reducerer risikoen for at udvikle en spiseforstyrrelse med op til 60 procent. Det viser, hvor effektiv tidlig indsats kan være, og hvorfor vi ønsker, at flere får kendskab til tilbuddet.
Når først spiseforstyrrelsen udvikler sig, kan vejen tilbage være lang. Ved bulimi er 50 % eller mere helt eller delvist raske efter ti år. Ved anoreksi bliver cirka halvdelen raske efter 10-20 år.
Behovet for at sætte ind i tide genkender man også hos Gjensidige. Her er fagchef for sundhed, Mette Glad, jævnligt i kontakt med kunder, som ønsker at handle på tidlige tegn på mistrivsel:
– Vi får henvendelser fra forældre, som kontakter os med bekymringer, der endnu ikke kræver behandling, men som tydeligt kalder på handling, og der kan vi nu henvise til The Body Project, siger hun på Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskades hjemmeside.
Helt konkret mødes deltagerne i The Body Project i mindre grupper over fire sessioner af en times varighed. Her deler de oplevelser og arbejder med at nuancere urealistiske kropsidealer. Det skaber et trygt rum, hvor unge kvinder lærer at stå stærkere i mødet med det fokus på krop og udseende, de møder i hverdagen.
Projektet er støttet af Sagitta Charity Foundation, og gennem 2026 vil Gjensidige og Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade i samarbejde udbrede gruppeforløbet.
Læs mere om tilbuddet The Body Project.


