Terapi-forløb tager udgangspunkt i børnenes problemer i det sprog, børnene selv bruger

Hvis et barn har psykiske vanskeligheder og har brug for hjælp, tilbyder kommunerne fra 2026 et terapiforløb – kaldet for ’Det lettilgængelige behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel’ (læs mere i boksen).

MenTalt.org dykker ned i virkning og effekt af ’Mind My Mind’, der er et ud af tre tilbud, kommunerne kan vælge.

– I Mind My Mind bruger vi ikke diagnoser, vi arbejder med de problemer, børnene kommer med i det sprog, barnet bruger, forklarer læge Pia Jeppesen, der er professor og forsker ved Region Sjælland og leder af forskningsenheden i Afdeling for Børne- og Ungdomspsykiatri, Region Sjælland.

– Hvis barnet fx er bange for at komme i skole, så sætter vi et mål, der handler om, hvordan barnet kan komme i skole i et antal timer, og vi udarbejder en indsats ud fra, hvordan barnet og familien kan nå det mål, siger hun.

Læge Pia Jeppesen har sammen med Psykiatrifonden og et hold af forskere og psykologer, der har meget erfaring inden for børne- og ungdomspsykiatri, udviklet forløbet.

Det er til børn og unge, der ikke modtager behandling i psykiatrien, hvor forældrene henvender sig til PPR med tegn på fx angst, depression eller adfærdsvanskeligheder.
Kommunerne kan vælge mellem tre ligestillede terapi-forløb, der alle er baserede på manualer og afprøvede metoder som kognitiv terapi.

Sådan arbejder psykologer i Mind My Mind

I de tre tilbud anvender behandlerne kognitiv terapi. I Mind My Mind er der 9-13 samtaler over en periode på 18 uger.

– I Mind My Mind går man efter at finde kernen i den udfordring, familien kommer med. Mange problemer kan forstås som undgåelse. Barnet er fx bange for at sige noget i timerne, og efter noget tid har barnet ikke længere lyst til at komme i skole. Både forældrene og barnet ved, at det er vigtigt for barnets trivsel på længere sigt at komme i skole, men lige nu og her er det blevet meget svært. Kernen er undgåelse, og de tanker og handlinger, der hænger sammen med, at barnet undgår at komme i skole, forklarer Pia Jeppesen.

At bryde ud af en negativ spiral

Fagpersonerne prøver at bryde kernen i problemet ned i mindre bidder og gå trinvis frem.
– Hvis kernen er undgåelse, vil man ofte prøve at finde frem til modige tanker og handlinger hos barnet og være meget opmærksom på, hvordan forældrene også kan understøtte de tanker og handlinger, siger Pia Jeppesen.
– Fx kan man ende i en negativ spiral. Hvis man har et barn, der er virkelig bange for at gå i skole, og man så passer barnet hjemme, forklarer hun.
– Barnet vil gerne leve livet, og derfor arbejder vi med, hvordan vi hjælper med at stille krav og forventninger, barnet kan leve op til, og med at finde modige tanker og handlinger hos barnet, siger Pia Jeppesen.
Det kan naturligvis også handle om helt andre problemer end undgåelse og fx kan konflikter og adfærd også være udfordringen, forklarer Pia Jeppesen.

Mere end terapi

– Hvordan tager man højde for, hvis der fx er et behov for at ændre rammerne for barnet?
– I kommunerne har man været meget optagede af, at man ikke placerer hele problemet hos barnet i disse forløb. Det kan være, det er klassetrivslen, der skal arbejdes med. Der kan også være familiære udfordringer, der kommer til udtryk. Og selvfølgelig kan der også være tale om både og, forklarer Pia Jeppesen.

Derfor har Mind My Mind-metoden redskaber fx til at gøre skolen opmærksom på, hvis der skal arbejdes med trivsel i klassen.

– Jeg er ikke så bekymret for, at man placerer hele problemet hos barnet i Mind My Mind. I indsatsen opdager man ret hurtigt, om der fx er tale om overdreven ængstelse hos barnet, eller om det er andre problemer, der kommer til udtryk. Der er også en forsamtale, hvor fagpersonerne taler med forældre og barn og sikrer sig, at det er det rette tilbud, forklarer hun.

Bedre trivsel og manglende langtidseffekt

Forskerne bag Mind My Mind følger effekten af tilbuddet i Danmark. I målinger af effekt hos Mind My Mind sammenlignede forskerne børn, der modtog hjælp via Mind My Mind med børn, der modtog den hjælp, der tidligere blev givet i kommunen.

Det vil ofte sige tilbud, hvor der ikke lå en metode og en manual, forklarer Pia Jeppesen.

Efter både 17 uger og 26 uger fandt forskerne

• Bedre funktion i hverdagen for børnene, der modtog Mind My Mind.
• Lavere niveauer af angst og depressionssymptomer.
• Det var omkostningseffektivt for samfundet. Det betyder, at den forhøjede livskvalitet, som børnene oplevede, var stor nok til, at det er prisen værd, set i forhold til at betale for lignende gevinster i livskvalitet.

På lang sigt faldt effekten af tilbuddet. Der var altså ikke en langtidseffekt, viser de nyeste resultater.

-Efter tre år havde 25 procent af børnene i begge grupper fået diagnosticeret en psykisk lidelse, fortæller Pia Jeppesen.

– Giver det stadig mening for familier og børn at følge et terapi-forløb gennem kommunen – også når der ikke er en målbar langtidseffekt, der viser færre kontakter til psykiatrien?

– Ja det giver helt sikkert mening, fordi børnene får det bedre, og det gør en stor forskel sammenlignet med fx at rive et skoleår ud af kalenderen. Bedre trivsel i op til 1-2 år er meget værd for et barn og hele familien. Men vi vil gerne blive bedre til at booste de gavnlige effekter, så de holder endnu længere, og så vi også kan forebygge fremtidige psykiske lidelser, siger Pia Jeppesen.

Hvorfor er der ikke er færre, der får en psykiatrisk diagnose på sigt?
– Det ved vi ikke. En forklaring kunne være, at det er nødvendigt i al fald for nogle af børnene, at man bliver ved at give behandling i længere tid, siger Pia Jeppesen.
– Det er vigtigt, at kommunerne ikke undervurderer opgaven, og at der bliver foretaget en vurdering af, om familien stadig har brug for hjælp gennem længere tid, siger Pia Jeppesen.