Stor psykiateruenighed om diagnoser – “Vi skal se det hele menneske”, siger forperson for SIND

– For den enkelte er en diagnose ikke bare et navn eller en kategori. Den kan have stor betydning for den behandling, man får, og dermed også for ens mulighed for at få det bedre og komme sig, fortæller Mia Kristina Hansen, der er forperson i SIND, til Mediet MenTalt.

Så hvis den stilles forkert eller midt i et forløb pludselig skal laves om, skaber det store problemer, fortæller hun. Så meget desto mere opsigtsvækkende var det, da danske forskere i sidste uge kunne fortælle om et fund, de netop havde gjort.

– Vores studie viser, at når to psykiatere stiller en diagnose på samme patient, vil de kun være enige i 55 procent af tilfældene. Det synes vi er bekymrende lavt. Det er faktisk lige så lavt som nogle af de studier, som man lavede i 1970’erne, og som var grunden til, at man overhovedet begyndte at udvikle standardiserede diagnosekriterier, siger professor og overlæge Julie Nordgaard i en pressemeddelelse.

Og hun tilføjer, at det ikke skyldes dårlige psykiatere:

– Det her handler […] om, at der på trods af diagnosesystemerne hersker forskellige forståelser af, hvilke symptomer der skal tillægges størst vægt. Der er behov for, at vi i højere grad er enige, ellers risikerer patienterne at få skiftende diagnoser og behandling.

Deltagerne i studiet kommer fra både Europa og Sydamerika, og resultaterne kan derfor ikke automatisk overføres én til én til danske forhold.

Vi bør både arbejde på at forbedre diagnostikken og overveje, om behov for hjælp og støtte i nogle sammenhænge i højere grad kan vurderes ud fra menneskets konkrete problemer og funktionsniveau frem for alene ud fra en bestemt diagnose. Mateo Boberg, forsker.

En usikker diagnose kan få store konsekvenser, fortæller Mia Kristina Hansen:

– I værste fald påvirker det muligheden for at komme sig. Hvis diagnosen er forkert, kan man risikere at få medicin eller anden behandling, som ikke har den ønskede effekt. Omvendt kan en person have det godt og fungere med den behandling, vedkommende får, men opleve, at behandlingen pludselig ændres, fordi en ny psykiater vurderer situationen anderledes.

For Mia Kristina Hansen er der desværre ikke noget nyt i det. Hun fortæller om et møde så sent som i sidste uge med en pårørende, som fortalte, at hendes søn efter at være blevet mentalundersøgt og gennem en lang udredning endelig havde fået en diagnose. Nu kom der en ny psykiater og sagde noget andet.

Hvad gør vi så?

Problemet er altså hverken nyt eller lille. Derfor virker det naturligt at spørge: ”Hvad gør vi så?” Til det svarer SINDs forperson:

– Ja, det er jo det, der er svært. Men en af løsningerne er ikke altid at hjælpe folk ud fra deres diagnose, men ud fra, hvem de er, og hvilke livsomstændigheder de står i.

Nogle gange er en diagnose situationsbestemt. Derfor er det bedre at hjælpe folk på et individuelt plan.

– Måske skal vi ikke have de der kasser, som folk ikke passer ned i. Som vi har sagt i mange år, skal vi tage mere udgangspunkt i mennesket end systemet.

Hun anerkender, at det er supersvært:

– Vi skal vænne os til også at have fokus på hverdagslivet og det sociale. Det kan godt være, du har en diagnose, men vi skal finde ud af, hvordan du kan få hverdagslivet til at fungere. Det er fint med baggrundsviden om diagnoser, men nogle gange fastholder vi også folk i deres sygdom, når de får deres diagnose. Derfor skal der være bedre mulighed for second opinions, og jeg tror, vi skal lade være med at tænke enten-eller.

Det skal kort sagt være nemmere at få den rigtige hjælp ved at kigge mere på mennesket frem for diagnosen.

Den opfattelse deler ph.d studerende Mateo Boberg, som er førsteforfatter på den videnskabelige undersøgelse:

– I mange år har man i psykiatrien i vid udstrækning antaget, at indførelsen af klare diagnostiske kriterier havde løst problemet med, at forskellige læger kan nå frem til forskellige diagnoser. Vores resultater viser, at det ikke er tilfældet.

Resultaterne bør efter hans mening også få os til at overveje, hvor stor betydning vi som samfund tillægger selve diagnosen, fordi den i stigende grad fungerer som adgangsbillet til behandling, støtte og forskellige sociale ydelser.

– Hvis diagnosen ikke altid kan fastlægges entydigt, bliver det problematisk, hvis meget store konsekvenser for det enkelte menneske afhænger af præcis, hvilken diagnose der bliver stillet. Derfor bør vi både arbejde på at forbedre diagnostikken og overveje, om behov for hjælp og støtte i nogle sammenhænge i højere grad kan vurderes ud fra menneskets konkrete problemer og funktionsniveau frem for alene ud fra en bestemt diagnose, siger han til Mediet MenTalt.

Stor forskel på “træfsikkerheden” af diagnoser

I den videnskabelige undersøgelse skulle psykiaterne vælge, hvilken diagnose en case bedst passede til.

– Cases, som kunne diagnosticeres som skizofreni eller skizotypisk sindslidelse, var der særligt stor uenighed om. Her var enigheden blandt deltagerne i studiet ofte langt under 50 procent, fortæller Mateo Boberg.

Langt bedre så det ud, hvis diagnosen lød på bipolar lidelse eller OCD.

Alligevel mener han godt, at man kan have tillid til, at en diagnose er et kvalificeret bud på, hvad der bedst beskriver ens tilstand på det tidspunkt, den bliver stillet:

– Men man skal også kunne stille spørgsmål til den. Hvis man ikke kan genkende sig selv i diagnosen, eller hvis den ikke giver mening i forhold til ens problemer og sygdomsforløb, er det helt rimeligt at bede sin behandler om at forklare, hvad diagnosen bygger på. Og en diagnose bør kunne genovervejes, hvis der kommer nye oplysninger, eller sygdomsbilledet ændrer sig, forklarer han.