Der er noget ved skolebørnenes fravær, som er svært at få til at give mening.
Når snakken i debatten om folkeskolen falder på fravær, handler det oftest om skolevægring, mistrivsel og diagnoser. Derfor var det overraskende at læse i en nylig rapport fra VIVE, at en del af stigningen i det langvarige bekymrende fravær findes blandt børn, hvor forskerne ikke umiddelbart kan pege på funktionsnedsættelser eller social udsathed som forklaring.
Så hvorfor bliver børnene hjemme, hvis der ikke er noget galt?
Ifølge Mikkel Giver Kjer, som er chefanalytiker i VIVE, skal noget af forklaringen findes i, at der er sket en ændring i kulturen omkring skolegang.
Ned i tallene
Ifølge VIVE-rapporten steg både det generelle fravær og det langvarige bekymrende fravær under covid-19-pandemien, og siden er det forblevet højt. Det findes der ifølge Mikkel Giver Kjer ikke en enkelt forklaring på.
– Man kan kaste sig ud i at sige, at det handler om mobiltelefoner, eller at specialområdet sluger alle pengene eller noget tredje. Men grundlæggende er det jo svært at forklare, hvorfor stigningen er fastholdt efter covid. Det er jo ikke fordi, vi har fået dårligere skoler, eller at lærerne er blevet dummere, eller at vi har fået færre af dem. Så der er noget, som vi ikke helt forstår endnu, siger Mikkel Giver Kjer til mediet MenTalt.
Men ifølge chefanalytikeren kan vi blive lidt klogere på problemet, hvis vi zoomer ind og ser på, hvilke børn der nu har mere langvarigt bekymrende fravær.
For det første kan man se, at noget af stigningen hænger sammen med, at der også er kommet flere børn med særlige behov. Her påpeger Mikkel Giver Kjer, at der også er et mørketal, da der vil være børn med udiagnosticerede særlige behov.
Artiklen fortsætter længere nede.
Ny undersøgelse: børn er længe væk fra skolen uden diagnoser. Handlingsplan på vej.
For det andet viser undersøgelsen, at noget af stigningen kan forklares af socioøkonomiske faktorer. Det er børn fra udfordrede familiesituationer, som ikke vil i skole, fordi deres tøj for eksempel er beskidt, fordi de ikke får lavet lektier, eller fordi de skammer sig over deres madpakke.
De to faktorer – det socioøkonomiske og de særlige behov – står altså for en vis del af fraværsstigningen. Men de kan ikke forklare hele stigningen.
– Der er det jo så, at vi kan se, at 20 procent af det fravær, som børnene med langvarigt bekymrende fravær i indskolingen har, er fravær, hvor mor og far har bedt om fri, og skolen har sagt ok, siger Mikkel Giver Kjer.
Som en del af undersøgelsen har VIVE interviewet skoleledere og lærere, og de fortæller, at de oplever et ”svækket forpligtende fællesskab” omkring skolen – altså at forældrene i mindre grad ser det som vigtigt, at barnet kommer i skole hver dag.
– Det kan være, at man synes ferien på Gran Canaria er vigtig, og så er der lige moster Ruths fødselsdag og alt muligt andet. Når vi ser på stigningen i det lovlige fravær og sammenholder det med det, skolelederne fortæller os, er det vanskeligt ikke at sige, at der også er en kulturforklaring, der spiller ind i det her, siger Mikkel Giver Kjer.
