Skærme og sociale medier: Endelig er forskningen blevet mere klar i spyttet

Billedet har længe været mudret. Forskningen har famlet, og resultaterne har peget i mange retninger. Nu begynder der at tegne sig et mønster.

– Fra famlende og forskelligartede resultater begynder der nu at vise sig mere konsistente resultater, der tyder på en sammenhæng mellem skærmbrug og sociale medier i særdeleshed og forskellige former for mentale sundhedsudfald. Selv de forskningsgrupper, der har været lidt mere tilbageholdende, begynder nu at tale for et forsigtighedsprincip, forklarer Louise Fugl Madelaire, der er uddannet læge og har børnepsykiatrisk erfaring. Hun er nu i gang med som postdoc at udvikle en intervention mod problematisk skærmbrug.
– Der er endnu ikke endegyldige beviser for en årsagssammenhæng. Men det betyder ikke, at der ikke er nogen risiko, fortsætter hun.
De mentale udfordringer, der bliver mere og mere enighed om, at skærmene skaber, er for eksempel angstsymptomer og depressionssymptomer – og i de alvorligste tilfælde selvskade og selvmordstanker.

SoMe er ikke nødvendigvis skadeligt i sig selv

Det betyder ikke, at sociale medier nødvendigvis er skadelige i sig selv. Vi bruger dem til at finde viden, holde kontakten med venner og følge med i vores omverden. Men problemerne opstår af to overordnede grunde. For det første fordi tiden foran skærmen stjæler tid fra vigtigere og sundere beskæftigelser:

– Hvis du bruger rigtig meget tid på sociale medier, så går det måske fra det fysiske samvær med venner. Måske fra sport, fra egentlig bare at sidde og stene lidt eller kede sig, forklarer Louise.
Et studie fra SDU viser, at i familier, hvor man satte fritidsskærmtiden ned til under tre timer ugentligt, brugte børnene 45 minutter mere på fysisk aktivitet. Desuden blev børnenes mentale trivsel bedre:

– Men forsøget kørte kun over to uger, så vi ved ikke så meget om langtidseffekterne, forklarer Louise.

Den anden årsag til, at skærme kan lede til dårlig mental sundhed, er deres udformning og vores brug af dem.

SoMe er mange ting

Hver platform er forskellig og skaber sit eget problem. TikTok består af lynhurtige videoer. Man ser kun det sjoveste, vildeste eller mærkeligste. Netop da fisken bliver fanget, netop da kagen er færdig, makeuppen lagt. Teorien er, at man på den måde hele tiden træner sit belønningssystem til at kræve stadig hurtigere stimuli, så koncentrationskrævende opgaver, for eksempel i skolen, bliver mere krævende.

Anderledes er det med Instagrams idylliserende perfektionstsunami. Hos en 13-årig, hvor modenheden og selvkontrollen ikke er veludviklet endnu, og sårbarheden over for social sammenligning er større end hos voksne, kan der opstå mentale udfordringer:

Nu sammenligner man sig ikke længere med dem i landsbyen, men med de smukkeste i verden og de succesfulde, som Louise formulerer det.
Men det kan også være vejen til dårlige fællesskaber:

– Fra psykiatrien kender vi især til de her netværk af piger, der skader sig selv. De finder sammen her som en måde at søge omsorg og trøst hos hinanden. Men de får også fastholdt hinanden i nogle uhensigtsmæssige mønstre, siger Louise med henvisning til historier om unge, der i løbet af kort tid kan ende med at finde råd til, hvordan man udøver selvskade.

YouTube er primært drengenes domæne. Mediet bliver ofte brugt sideløbende med gaming.

Gennemgående for de sociale medier er mere og mere eksponering for det, man finder interessant. Og det kan være problematisk:

– Det her med at personliggøre feedet, det er jo ikke noget problem, hvis du bare har en eller anden interesse. Hvis du er glad for fiskeri, og pludselig ser du en masse om fisk. Men hvis man begynder at bruge mere opmærksomhed på det mørkere indhold, så kan man blive fastholdt i det. Dermed kommer man til at tage sin sårbarhed med sig, så snart det er algoritmebaseret.
Netop det bliver bekræftet af flere kvantitative studier: Har man psykiske sårbarheder i forvejen, er man mere udsat for at udvikle for eksempel ”gaming disorder”, hvor man er afhængig af computerspil, eller for at blive afhængig af sociale medier.

Det skaber en særlig uheldig dynamik: De unge, der har det svært i forvejen, søger ofte trøst og fællesskab online. Men algoritmerne bringer de unge derhen, hvor de er mest sårbare. Den deprimerede teenager ender med at se mere depressivt indhold. Pigen, der skader sig selv, finder fællesskaber af andre, der gør det samme.

Hvornår er man afhængig?

Der er forskel på at bruge sociale medier meget – og at være afhængig af dem, forklarer Louise:

– Hvis du bruger dem til at styrke relationer, gør det måske ikke så meget, hvor lang tid du bruger på det. Men hvis du sidder og bliver eksponeret for enten idealiseret indhold eller skræmmende, depressivt indhold, så virker det nærliggende, at jo mere tid man bruger på det, des værre får man det. Nogle oplever at miste kontrollen over deres forbrug af sociale medier og gaming – og kan opleve symptomer på afhængighed.

Afhængighedssymptomerne af skærme og sociale medier ligner dem, vi kender fra andre afhængigheder: Det får forrang frem for alt andet. Skolearbejdet bliver ikke altid lavet. Søvnen lider måske. Den unge forsøger egentlig at stoppe, men kan bare ikke:

– Begynder jeg at prioritere det over andre ting, som jeg normalt ville prioritere? Altså vil jeg hellere sidde på sociale medier end tage til fødselsdag? Så er det ikke længere bare et bevidst valg, og det kan være et tegn på, at man ikke længere er i kontrol.

Forældre er rollemodeller

– Børnenes skærmforbrug afspejler forældrenes skærmforbrug. Der findes noget, som hedder ”technoference” i litteraturen. Det er en teknologisk forstyrrelse af samspillet mellem mennesker, forklarer Louise og tilføjer, at der for eksempel er studier, der tyder på en negativ påvirkning af den tidlige udvikling hos børn, når teknologien hele tiden er til stede og forstyrrer samspillet mellem børn og voksne. I øvrigt peger forskning også på, at jo mere tid forældre bruger foran skærmen, jo mere tid bruger børnene foran skærmen.
Derfor handler det ifølge Louise om at sætte rammer for hele familien:

– Sidder man på telefonen, når man spiser? Sørger man for at få skabt nok ”mødepunkter”, hvor man ser sit barn uden en mobiltelefon i nærheden?
Hvad gør vi som samfund?
Når man taler om afhængighed, kan man ikke bare skrue ned. Louise mener, man samtidig bør skrue op for andre ting:

– Når man taler om individet, der skal skære ned for et højt forbrug, kan man ikke tale om at skære ned for noget uden at snakke om, hvad man så skal skrue op for. Jeg tror, det er det samme på samfundsniveau, siger Louise.
Derfor skal vi spørge os selv, hvad det er, de unge egentlig søger, når de er online. Og hvad der er forsvundet af deres liv, som var der tidligere:

– Hvis man kigger på ungdomsmiljøer nu, så ser det jo væsentligt anderledes ud, end det gjorde for 20 år siden, i forhold til ungdomsklubber og fritidsinteresser, som strækker sig op i teenagealderen. Der er færre sammen efter skole, fysisk, end tidligere. Vi skal ikke tilbage i tiden, men vi skal et bedre sted hen.
Derfor mener Louise, det vil være godt at arbejde med miljøet omkring de unge – både socialt og kulturelt – og f.eks. udvikle tiltag, der fremmer noget socialt.

Hun er helt med på, at det ikke er nemt, og vi står et sted, hvor vi mangler svar.

– På en eller anden måde skal vi få fundet ud af, hvad barndom og ungdom skal indeholde. Hvad er det, der giver værdi?
Og så nævner hun et eksempel på, hvordan man kan give de unge en indsigt.

– For et par år siden tog jeg turen ud til en efterskole for at tale med nogle af eleverne der. De havde forpligtet sig til et liv uden skærme de første seks uger på skolen. Og det var første gang, mange af dem mødte et sådant analogt fællesskab i virkeligheden, fortæller Louise og fortsætter:
– Det var tankevækkende at sidde over for de der søde 16-årige og høre dem fortælle. De fleste af dem havde fået en smartphone som 8-9-årige, så for dem var den digitale verden ikke et valg – det var bare virkeligheden. Men nu sad de altså og beskrev noget, der nærmest lignede jomfruelige opdagelser. Nogle oplevede f.eks., at de godt kunne smalltalke, selvom de ikke troede, de kunne, og andre, at de ikke behøvede at ligge og se videoer på YouTube for at falde i søvn, men at det faktisk gik nemmere med at falde i søvn uden.
De fortalte også om, hvordan de kom tættere på hinanden hurtigere end normalt. Uden skærmene imellem sig følte de sig forbundet på en anden måde.

Tegn på bedring – men ikke alle vegne

Der er heldigvis tegn på bedring både omkring forståelsen og brugen af sociale medier.

– Jeg ser rigtig mange positive ting. Der begynder at være forældrebevægelser, der går sammen om at udskyde smartphones. Jeg tror på, at der kommer til at ske noget.
For eksempel viser den seneste undersøgelse blandt 3.-klasser i Københavns Kommune, at smartphones introduceres senere end førhen. Og mange steder i landet har skoler aktive mobiltelefonpolitikker, hvor de for eksempel skal afleveres, når skoledagen starter.

Men skærmbrug og sociale medier rammer ikke socialt ens. For år tilbage var det en bekymring, om de digitale teknologier ikke nåede ud til socialt udsatte. I dag er det præcis omvendt:

– Altså, vi har jo nogen, der kommer ind og gamer 16 timer i døgnet, forklarer Louise, som er læge og har arbejdet i børne- og ungdomspsykiatrien.
– Jeg har en bekymring for den kæmpe sociale ulighed, vi ser i dag. I udsatte familier bruges telefoner og sociale medier mere, ikke mindre. Især når vi så snakker om, hvad vi kan gøre ved det, så er de her unge mennesker jo ekstremt afhængige af, at de har nogle forældre, der kan hjælpe. Og det kan blive svært.