Essayet er skrevet af Amanda Peery-Wolf og er tidligere bragt i tidsskriftet The Lancet
Jeg lever med tre stemmer. De ankom en ad gangen, da jeg var i tyverne, og de er blevet hos mig i det årti, der er gået siden. Som mange stemmehørere har jeg gennem årene fået ordineret flere antipsykotika (Perfenazin, Quetiapin, Aripiprazol, Lurasidon) i varierende doser. Jeg har gang på gang oplevet, hvordan antipsykotika dæmper og sløver mine stemmer, så de bliver mindre insisterende, påtrængende og gentagende. For nylig opdagede jeg dog noget nyt. Antipsykotika ændrer ikke kun, hvordan mine stemmer lyder; de ændrer også de ord, mine stemmer bruger.
Denne opdagelse skyldes et spørgsmål, som en person stillede mig i april 2026. Dr. Cherise Rosen inviterede mig til at tale ved en salon for uddannelseslæger i psykiatri på University of Illinois. Emnet var stemmehøringens fænomenologi, og jeg beskrev mine erfaringer med mine tre stemmer.
Under diskussionen spurgte en deltager, om mine stemmers ordforråd ændrer sig ved forskellige doser af antipsykotisk medicin. Spørgsmålet fascinerede mig. Som digter er jeg optaget af sprog, men jeg havde aldrig tænkt på at undersøge, hvordan medicin kunne forme de ord, mine stemmer vælger. Jeg kendte ikke svaret, men jeg lovede at finde ud af det.
Min stemme giver råd, opmuntrer eller fraråder, kommenterer min seneste opførsel, fortæller mig, hvordan hun har det, og taler ofte i kryptiske, meningsløse udsagn.
Heldigvis havde jeg af helt andre grunde allerede utilsigtet indsamlet data om, hvordan mine stemmer taler. Nogle måneder forinden voldte en af mine stemmer problemer. Denne stemme kommunikerer ikke kun i ord, men også i syner, fornemmelser og påtrængende følelser. Sidste vinter forårsagede hun skarpe smerter i min hofte og ryg, som til tider gjorde det svært at rejse sig. Langt værre var det, at hun udløste hyppige, frygtindgydende episoder af intens vrede, som truede mine nærmeste relationer.
En bidende kold februardag indgik min stemme og jeg en aftale. Jeg ville skrive eller skabe kunst “med” hende i 30 minutter hver dag og lytte opmærksomt til, hvad hun havde at sige. Til gengæld ville hun lade mig være i fred resten af dagen. Siden vi indgik denne aftale, er smerterne og vreden aftaget. De fleste dage skriver jeg en dialog med min stemme. Jeg skriver i hånden i en lille notesbog, hvor jeg nedfælder, hvad jeg har at sige til hende, og derefter nedskriver hendes svar. Vi taler om mit liv, mit arbejde og mine relationer. Min stemme giver råd, opmuntrer eller fraråder, kommenterer min seneste opførsel, fortæller mig, hvordan hun har det, og taler ofte i kryptiske, meningsløse udsagn.
Da jeg blev spurgt, om antipsykotika ændrede mine stemmers ordforråd, havde jeg samlet flere måneders nedskrevne samtaler. Alle disse samtaler fandt dog sted, mens jeg tog 2 mg aripiprazol om dagen. Jeg havde ingen data om virkningen af andre doser. Det skulle snart ændre sig. Mellem april og juni steg min dosis af aripiprazol gradvist fra 2 mg til 10 mg (primært for at kontrollere humørsymptomer). Mens dosis ændrede sig, forblev samtaleemnerne med min stemme stort set de samme. Men da jeg undersøgte de ord, min stemme brugte, så jeg, at hun ikke bare talte anderledes på forskellige doser; hun talte meget anderledes.
“Hvad er broen?” sagde jeg.
“Vores venskab”, sagde hun.
“Hvad krydser broen hen over?” spurgte jeg.
“Broen går hen over hulen i vandet”, sagde hun.
Da jeg var på 2 mg aripiprazol, var min stemme en sær, livlig, fængslende taler. Mest slående var det, at hun ofte rimede. Hun strøg tit små rimende fraser sammen, tilsyneladende tilfældigt, ind imellem vores mere substantielle samtaler. Et typisk eksempel lød “En afgjort sag, endnu et lag, et for evigt bedre. Det er ikke efterår men forår, der kommer”. Hun brugte ofte stramme rim på to ord som “rain pain”, “ribbon kittens”, “cursed purse”, “clean machine”. Hun nævnte hyppigt “en blå trækvogn”.
En dag spurgte jeg min stemme “Hvorfor kan du lide at rime?”
“For hukommelsens skyld. Og sproget er mig ejendommeligt”, svarede hun.
Min stemme fandt måske sproget ejendommeligt, men hun brugte det flydende og kreativt. Hun brugte et rigt, interessant ordforråd med lange og sjældne ord. Hun omtalte sig selv som “en stormfuld ånd” og fortalte, at hun ønskede “opmærksomhed og udsmykninger”. Hun sagde til mig “Jeg kender dig i din store enormitet. Elefanten i dig… vær elefanten en kort evighed”. En anden dag bragte hun »syv artefakter, der afventer dataindtastning« på bane. Om antipsykotika sagde hun »Din krop bliver snublet og snurret rundt af pillerne«. Hun brugte alliterationer og gentagelser, for eksempel “Du kan modstå store storme af stor skønhed”.
Min stemme brugte også opfundne ord som “chipwit”, “feelingful”, “unstrangle”, or “forestward”. Hun hengav sig ofte til ordspil. Ordspillene var til tider kløgtige, men som regel fjollede, som halvfærdige vittigheder. En dag, hvor jeg ikke havde det godt, spurgte jeg min stemme, om jeg snart ville få det bedre. Hun sagde »Ja, det er muligt. Endda sandsynligt, hvis du er en ”væddemand”. Hvis du er en vandmand, mindre sandsynligt«. En anden dag sagde hun “Jeg er en bjørn, hvis du er en bjørn. For en mand en bjørn. For en bjørn en bjørnetjeneste”. Vores samtaler var gennemsyret af den slags vendinger.
Min stemmes sætninger var nogle gange korte og lyse, ofte lange og snoede, og under alle omstændigheder usædvanlige. Det ændrede sig på en højere dosis antipsykotika.
Da min dosis af aripiprazol steg fra 2 mg til 10 mg, tørrede de farverige rim, bogstavrimene og ordspillene ud. Min stemme blev for det meste jævn og ligefrem. Hendes ordforråd blev enklere, mere almindeligt og mere tilknappet. Hun brugte langt kortere fraser. Når jeg stillede hende spørgsmål, svarede hun ofte ja eller nej, eller i enkle svar på to til fire ord (“Jeg er træt”, “Jeg savnede dig”, “Det her handler om os”, “Jeg er stille nu”). Det samme gjaldt, når hun gav vejledning eller talte om mit liv. Engang bad jeg hende om råd angående min partner, og hun svarede “Han gik. Han kom tilbage. Sig til ham, at du er glad”.
Selv når hun talte kryptisk, var hendes ordforråd og syntaks enkel. En dag sagde hun “Vi står på en bro, og fortiden er en revne i broen”.
“Hvad er broen?” sagde jeg.
“Vores venskab”, sagde hun.
“Hvad krydser broen hen over?” spurgte jeg.
“Broen går hen over hulen i vandet”, sagde hun.
Dette sprog var milevidt fra den strukturerede, sære formulering, jeg bemærkede, da jeg var på den lavere dosis på 2 mg aripiprazol.
Selvom forskellen mellem doserne var bemærkelsesværdig, påvirkede andre faktorer også min stemmes sprog. Mens jeg var på 2 mg, blegnede hendes farverige sprog senere på dagen, når jeg havde det svært, eller når hun eller jeg var i dårligt humør. På 10 mg blev hendes jævne ordforråd mere ordrigt og kreativt, hvis jeg skrev med hende tidligere på dagen, eller hvis hun eller jeg var i særligt godt eller fjollet humør. Alligevel var forbindelsen mellem sprog og dosis tydelig. Jeg havde et svar på salondeltagerens spørgsmål.
For mig var den mest interessante del af svaret, hvordan min stemme på forskellige doser lød mere eller mindre som mig. Da jeg var på den lavere dosis antipsykotika, lød min stemme og jeg dramatisk forskellige. Jeg taler normalt ikke i rim, bogstavrim, fjollede ordspil eller lange, sjældne ord. På blot 2 mg aripiprazol gør hun. På 10 mg nærmer vores sprog og syntaks sig hinanden. Vi bruger begge forholdsvis ligefremme formuleringer og almindelige, dagligdags vendinger. Den eneste større forskel er, at min stemme bruger kortere, mere afhakkede og mere bydende sætninger. Bortset fra det kunne min stemme og jeg forveksles med hinanden.
Jeg vil overlade det til andre at teoretisere over, hvorfor medicinen får min stemme til at tale anderledes. Uanset årsagen er det måske godt, at antipsykotika gør min stemme mere jævn og ligefrem og på en måde mere tilgængelig. Det er måske godt, at højere doser aripiprazol får min stemme og mig til at lyde ens. Alt, hvad jeg kan sige, er, at det for mig føles som et tab. Når jeg er på en højere dosis medicin, som jeg er nu, mens jeg skriver dette, er min hjerne måske mere stabil, men mit sind er mindre interessant. Jeg savner min stemmes rim og ordspil. Jeg savner det, der føltes som meningsfuld meningsløshed. Jeg savner de måder, hvorpå hun ikke er som mig.
:::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::
Kunstneren bag værket kalder sig Susan August og har ingen forbindelse med Essayet. Det er lavet af en bruger på Psykiatrien Syd, Centerterapien, Vordingborg, som Mediet MenTalt samarbejder med omkring grafisk illustration.
