Peters redning ud af et kokainmisbrug var fællesskabet

Peter Bengtsen stjal fra sin niece, han var blæst på kokain, da han stod fadder til sin nevø og har brændt hundredetusindevis af kroner af på et 20-årigt kokainmisbrug. Først, da han var helt nede at vende, kunne han rejse sig igen.

Dette er Peters historie, som han husker den.

– Det er sidste gang, vi ser hinanden, siger Peters søster til ham.

Han har lige stjålet sin nieces lommepenge, overnattet en uge hos sin søster stærkt påvirket af kokain og er på vej ud af døren til et behandlingscenter mod sit misbrug. I 20 år har han løjet, manipuleret og stjålet fra venner, familie og fremmede, og hans søster har fået nok. Flere andre har også fået nok af Peters opførsel, der i årevis udelukkende har handlet om at skaffe penge til et omfattende kokain- og alkoholmisbrug.

Det er konsekvenserne af et årelangt misbrug, Peter er på vej i behandling med: hunden er løbet væk, han har ikke nogen familie mere, ingen kæreste, ikke noget sted at bo, og står til at miste kørekortet. For fra den første streg som ung, mange år tidligere, har Peter været fanget af kokainen:

– Den glæde som jeg ikke selv var i stand til at give mig selv, fik jeg endelig, og jeg blev enormt glad og fik et velbefindende, som ikke havde oplevet før. Jeg kan stadig huske første gang, hvor jeg tog kokain sammen med en kammerat, værelset og bordet, jeg kan huske alting omkring den lille streg, fordi det havde så stor indflydelse på mig. Fra dén dag var jeg fanget, husker Peter Bengtsen.

De hvide streger og den næste alkohol betød mere end noget andet. Kærester, job, penge og huse kom og gik, mens misbruget var hans faste følgesvend.

– Vi er en lille del af befolkningen, der kommer med ar på sjælen, hvor følelser og misbrug går op i en højere enhed. Problemet er, at kroppen vil have mere og at virkningen af kokain holder hurtigt op, siger Peter Bengtsen.

Peters ar på sjælen vender vi tilbage til, for i årevis formåede han at opretholde en facade udadtil, samtidig med, at han periodevis dagligt både tog store mængder kokain og drak meget.

Dobbeltliv med bagside

Peter Bengtsen er uddannet elektriker og på facaden så det hele godt ud, da Peter var i 20’erne med en sød kæreste, elektrikerarbejde og andelsbolig.

– Hele mit liv udadtil var i orden, men jeg levede et dobbeltliv, hvor der inde bagved var et tilbagevendende misbrug, og når jeg røg ned i dét, var jeg i gang med at manipulere folk omkring mig igen, siger Peter.

Han lader, som om han kører på arbejde om morgenen, men holder rundt om hjørnet, hvor han venter på, at kæresten kører på arbejde. Så kører han hjem igen og sidder alene og sniffer kokain alene, indtil hun kommer hjem igen. Flere gram om dagen er Peter oppe på i perioder. Det er dyrt, og Peter tømmer kærestens konto for 100.000 kroner, han fjerner rudekuverter fra postkassen og da kæresten går fra ham, begynder misbruget for alvor at tage fart.

– Jeg havde aldrig stjålet noget før, men grænserne blev rykket. Da jeg var i slut 20’erne begynder det at gå slemt ned af bakke, jeg begynder at begå indbrud og mister kontrollen. Jeg bilder mig ind, at jeg har haft nogenlunde kontrol, og jeg i stand til at opretholde en hverdag på papiret, men alt andet er bundråddent, husker Peter.

Peter har altid haft et arbejde, men selvom det måske ser nogenlunde ud udefra med arbejde, ordentligt tøj og han ikke bor på gaden, ser det hele anderledes ud indefra:

– Jeg har det meget dårligt, er trist, ked af det og ude af stand til at bede om hjælp. Jeg siger tit til mig selv, at i dag er sidste gang, på mandag, men jeg er ikke i stand til at opretholde det, og det smadrer mit selvværd grusomt. Jeg er hele tiden i gang med at planlægge mit næste fix, og når man gør det manipulerer, snyder og bedrager man for at få sit stof, siger Peter.

Peter stjæler blandt andet fra byggepladser og sælger varerne videre på Den Blå Avis, og i 2012 ryger han i fængsel i to år og syv måneder på grund af indbrud, salg af hælervarer og kreditkortsvindel. I fængslet bliver han clean, men 14 dage efter, han er kommet ud, falder han i igen.

Hvorfor drikker Peter?

Peter er vokset op i en familie med en far og en mor, der blev skilt, da han var barn. Faren var underviser og fra en akademisk familie, moren var medicin misbruger og adopteret fra Grønland med, hvad Peter kalder ar på sjælen. Begge forældre var, ifølge Peter, fraværende i hans barndom, moren på grund af sit stofmisbrug og faren på grund af sit arbejde.

– Jeg var grundlæggende ked af det og trist som barn, jeg var et brændt barn. Jeg følte, jeg hele tiden skulle være noget, jeg ikke var: jeg skulle være glad som de andre, men min grundfølelse var, at jeg var ked af det. Hvor min søster blev vred og fik vreden ud med det samme, skabte det en masse følelser i mig, jeg ikke kunne forklare. Dét fik kokain og alkohol til at forsvinde, forklarer Peter.

En juleaften besøgte 6-årige Peter og hans storesøster deres mor, der på det tidspunkt var flyttet til Sverige. Hun endte med at smide dem ud, fordi hun ikke kunne magte dem. Storesøsteren fik fat i en svensker, der ringede efter børnenes far, som hentede dem hjem.

– Jeg er et levende bevis på, at den sociale arv går videre. Ensomheden går hånd i hånd med misbruget for mig, for selvom jeg måske sad med til en familiefødselsdag, sad jeg der med et bedrag, siger Peter.

Han må helt ned at vende, har mistet alt, inden han tager på Behandlingscenter Tjele i Jylland.

5 år, 6 måneder, 27 dage

I tre måneder i begyndelsen af 2021 er Peter på Behandlingscenter Tjele, hvor han møder behandleren Preben Christensen. Preben kan på ingen måde nå ind til Peter, der fortsætter med at manipulere og lyve. Indtil dén da, hvor Preben spørger: ”Hvornår holder du med at lyve”, og Peter forstår, at spørgsmålet er møntet på, hvornår han holder op med at lyve for sig selv.

– Dér fik han skovlen under mig. Fra da af gjorde jeg bare, hvad de bad mig om og kastede min egenrådighed væk. Jeg fik fire gode uger efterfølgende, og har været clean lige siden, siger Peter.

En af de ting, Peter gør, da han er færdig på Behandlingscenter Tjele, er at gå i en lokal NA-gruppe, anonyme narkomaner, red., og i fællesskabet finder han et fast anker.

– Fællesskabet er en måde at fastholde at være clean på. Når jeg taler med en fælle som har været tilsvarende igennem, deler vi de her dystre følelser, og vi forstår, hvorfor gør vi det. Vores liv har været så forskruet, og det har vi brug for at sige højt og dele med andre, genkendelsen i, at der skal vi ikke hen igen, spejlingen ligger også i, hvad andre har gjort, siger Peter.

I NA har Peter en såkaldt sponsor, en slags mentor, som han er i ugentlig kontakt med. Det er en mand, der selv har været clean i 22 år, og som er Peters livslinje, hvis der opstår noget akut. Ligesom fællesskabet i NA er med til at holde ham på rette vej:

– Hvis jeg stopper med at gå i NA er jeg chanceløs, så er jeg tilbage på racerbanen. Jeg er nødt til at have de her mennesker i mit liv, og jeg skal ikke sætte fokus på alt det dårlige, men fortsætte med at opføre mig ordentligt, siger Peter, der stadig kan opleve følelser af uforklarlig rastløshed komme over sig.

– Løsningen er ikke mere kokain eller alkohol, i stedet siger jeg det højt. Ensomheden forsvinder, når man er sammen med andre, som har samme syn på livet og taler samme sprog. Vi skal ikke forklare alt muligt, prøv at hør jeg gider ikke i dag, jeg har det skidt, ok så får man lov til det, og hvis vi har behov for at tale, så åbner vi munden.

Udover NA’s 12trinsprogram har gåture og som vært i podcasten En dag ad gangen været med til at hjælpe Peter på rette vej, så han i dag har været clean i over 5 år.

Peter taler igen med sin søster.