Redaktionelle retningslinjer

Grundlæggende principper

MenTalt,org drives af en uafhængig redaktion efter publicistiske principler og arbejder under frihedsbrev.

MenTalt.org er tilmeldt pressenævnet.

MenTalt.org arbejder ud fra en bred vifte af nyhedskriterier, der er bredere end de klassiske VISAK og skal gennem god, kritisk journalistik præsentere ny, aktuel, vigtig og/eller interessant viden om psykisk sundhed og sygdom.

MenTalt.org giver i sin journalistik ny indsigt og forståelse, nuancerer komplekse emner og fungere som en ressource- og videnbank for mennesker med psykiske lidelser, pårørende og personer med interesse i mental sundhed.

MenTalt.org præsenterer så vidt muligt evidensbaseret og/eller erfaringsbaseret viden om mental sundhed og sygdom og kvalificerer samfundsdebatten om psykiatri, forebyggelse, behandling og sociale forhold.

MenTalt.org arbejder delvist ud fra principperne for konstruktiv journalistik, der fokuserer på løsninger, perspektiver og handlemuligheder, samtidig med at vigtige problemer ikke negligeres eller nedtones.

Redigering og indholdsproduktion

Redaktionen skal hjælpe læserne videre til mere viden, blandt andet i videnskabelige tidsskrifter, internationale udgivelser og andre faglige kilder via en aktiv linkpolitik.

MenTalt.org er ikke nødvendigvis først med det nyeste. Men valid med det vigtigste.

MenTalt.org bidrager til debatten om psykiatri, mental sundhed og psykosociale spørgsmål gennem artikler, kommentarer, kronikker og debatindlæg.

MenTalt.org har fokuser på læserrespons og dialog og giver læserne plads til kommentarer, debatindlæg og andet indhold på SoMe.

Ansvarlighed, afstigmatisering og inkluderende sprog

Potentielt stigmatiserende indhold undergår gennemsyn af et fagligt ekspertpanel bestående af forskere, psykiatribrugere, praksis fagfolk og personer med erfaring indenfor mental sundhed. Ekspertpanelet sikrer indholdet ikke er potentielt skadeligt for læserne.

Særligt indhold, der omhandler selvskade, spiseforstyrrelser, personlige krisehistorier og diagnose- eller behandlingsrelateret indhold med fokus på symptomers alvorlighed, skal omgås ekstra varsomt og gennemgå evaluering forud for publicering.

MenTalt.org arbejder for at reducere stigmatisering af mental sygdom og mennesker med psykiske lidelser gennem brugen af respektfuldt og objektivt sprog.

MenTalt.org anvender internationale retningslinjer for ansvarlig journalistik om mental sundhed og sygdom, baseret på retningslinjer fra Canada.

AI kan bruges aktivt i både identifikation og udarbejdelse af indhold til MenTalt. Der må ikke udgives noget indhold, hvor AI har medvirket i udarbejdelsen, uden det er faktatjekket og en fra redaktionen har gennemlæst og godkendt dens samlede indhold.

Gennemsyn artikler før offentliggørelse

For at sikre mod misbrug af MenTalt.orgs research og oplysninger og for at sikre smidighed i arbejdsgangen, gælder følgende regler for kilder, der ønsker at se, hvordan MenTalt.org bruger deres oplysninger og citater, inden publicering:

– Artikler og oplysninger fra artikler har status af fortroligt arbejdsmateriale, indtil de er offentliggjort. De må derfor ikke – hverken helt eller delvist – omtales for eller videregives til tredjepart.

– Kilder har adgang til at få rettet faktuelle fejl samt forkerte eller fejlopfattede citater. Artiklernes vinkel, opbygning, valg af øvrige kilder og vægtning af oplysninger kan kilder derimod ikke kræve ændret, men vil være et punkt for drøftelse.

– Artikler skal betragtes som udkast. De kan, også efter et gennemsyn hos kilden, blive redigeret yderligere fx pga. ekspertpanel-gennemlæsning.

– MenTalt.org fastsætter en deadline for kilder til at reagere, der gør det muligt for redaktøren at planlægge offentliggørelsen af artiklerne hensigtsmæssigt. Ønsker om ændringer efter denne deadline kan som udgangspunkt ikke efterkommes.