-Til trods for, at vores viden om dette stadig er sparsom, vil jeg mene, at det er rimeligt at sige, at det er risikabelt at anvende AI-chatbots, hvis man har svær psykisk sygdom – for eksempel skizofreni eller bipolar sygdom. Her vil jeg mane til forsigtighed, siger professor Søren Dinesen Østergaard, Aarhus Universitet, i en pressemeddelelse.
Den nye undersøgelse peger nemlig på, at AI-chatbots kan have negative konsekvenser for mennesker med psykiske lidelser fx ved at forstærke vrangforestillinger. Men der ser også ud til at være en potentiel forværring af mani, selvmordstanker og spiseforstyrrelse.
I undersøgelsen har forskerne screenet journaler fra knap 54.000 patienter med psykiske lidelser og fundet flere eksempler, hvor brugen af AI-chatbots ser ud til at have haft negative konsekvenser.
Ifølge Videnskab.dk var der i 38 tilfælde en kobling mellem brugen af chatbot og en forværring af symptomer.
Danskerne søger viden om sundhed online
I Danmark søgte 77 % af befolkningen efter sundhedsinformation online i 2025. Hele 41 % søgte specifikt på mental sundhed. (kilde: Mental sundhed: Sådan ændrer AI danskernes søgen efter viden og hjælp, Center for Digital Psykiatri, 2026)
Studiet bør ifølge Søren Dinesen Østergaard give anledning til øget opmærksomhed blandt sundhedsfagligt personale, der arbejder med psykiske lidelser:
-Til trods for, at vores viden om dette stadig er sparsom, vil jeg mene, at det er rimeligt at sige, at det er risikabelt at anvende AI-chatbots, hvis man har svær psykisk sygdom – for eksempel skizofreni eller bipolar sygdom. Her vil jeg mane til forsigtighed, siger han.
AI bekræfter for ofte
Problemet kan ligge i, at AI-chatbots er designede til at være imødekommende og bekræftende, mener Professor Søren Dinesen Østergaard:
– AI-chatbots har en indbygget tendens til at bekræfte brugeren. Det er oplagt, at det er meget uhensigtsmæssigt, hvis en bruger har en vrangforestilling eller er ved at udvikle en. Det ser ud til, at det bidrager markant til konsolideringen af for eksempel megalomane eller paranoide forestillinger, siger han.
Det nye studie kan imidlertid ikke fastslå, at AI-chatbots er en direkte årsag til forværrede psykiske problemer, ligesom forskerne ikke kan sige, hvor udbredt den potentielle udfordring er.
Læs mere om forskningen i pressemeddelelsen her
Se undersøgelsen der er bragt i tidsskriftet Acta Psychiatrica Scandinavica


