Nyt forsøg skal skabe bedre overblik for familier med unge i mistrivsel

Et af de store problemer, når et barn eller en ung mistrives, er, at familien bruger energi og tid på at finde hoved og hale i alle de mange tiltag, foranstaltninger, samtaler, indgange i systemet, skole, kommune og fagfolk.

Nu søsætter det femårige projekt Bedst for Os, som støttes af Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond med 200 mio. kr., et initiativ, der skal sikre, at hjælpen opleves som sammenhængende og meningsfuld for den enkelte familie.

Familien skal have en mere aktiv rolle

Det nye tiltag kaldes Familiens Team. Det er en ny tværsektoriel samarbejdsmodel, som skal afprøves med afsæt i Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland.

Familiens Team skal sikre, at familien ikke blot inddrages, men støttes i aktivt at bringe deres viden, ressourcer og håb ind i de beslutninger og planer, der lægges. Formålet er, at den unge og familien oplever en tryg, koordineret og hjælpsom proces, hvor de også selv er betydningsfulde eksperter.

Samtidig udpeges faste faglige tovholdere, som sikrer koordinering på tværs af psykiatri, kommune og øvrige relevante aktører.

Udviklet på tværs af kommuner og faggrupper

Familiens Team er udviklet i et samarbejde mellem unge og familier, ledere og medarbejdere fra de fire partnerskabskommuner (Hjørring, Mariagerfjord, Thisted og Aalborg), medarbejdere og ledere fra Børne- og Ungdomspsykiatrien, peermedarbejdere og forskere.

Familiens Team er netop blevet igangsat den 28. august og bygger blandt andet videre på Familiens Digitale værktøjskasse, der blev lanceret 1. juli.

Senest artikler