De fleste har nok hørt om elektrochok-terapi og tænkt, at det lyder ret vildt og måske lidt skræmmende. Det er der faktisk en god grund til – de gamle film fra hospitalerne ser ikke særlig rare ud. Men den behandling, man bruger i dag, er meget anderledes end det, man så i de gamle film.
Elektrochok-terapi hedder på fagsprog ECT, og det bruges til at hjælpe folk, der har så svær en depression, at ingen anden behandling rigtig virker.
Hvad siger den nye forskning?
Forskere fra Canada, USA og Wales har kigget på data fra mange tusind patienter – også fra Danmark og Sverige. Og resultaterne lover godt i artiklen fra The British Journal of Psychiatry:
- Op til 60 ud af 100 patienter med svær depression får det bedre af ECT
- Risikoen for at dø af selvmord er i mange tilfælde halveret hos de, der får ECT
Er der bivirkninger?
Ja, det er der. Den mest kendte bivirkning er hukommelsesproblemer – man kan have svært ved at huske ting i en periode. Man kan også få muskelsmerter og hovedpine. I meget sjældne tilfælde kan det være farligt, fordi man bliver bedøvet under behandlingen.
Selv om der er bivirkninger, er forskerne ikke i tvivl. De kalder ”ECT en livreddende, essentiel behandling af alvorlig psykiatrisk sygdom”.
Studiet viser desuden:
- ingen sammenhæng mellem demens og ECT
- ingen sammenhæng mellem blodpropper i hjernen og ECT
- uklar sammenhæng mellem blodpropper i hjertet og ECT


