”Trump er narcissist”, sagde Jakob Elleman-Jensen til DR efter et besøg i det amerikanske handelsministerium i 2025, og narcissisme bliver brugt ofte om alt fra selvoptagede ekskærester til egoistiske forældre. Men narcissistisk personlighedsforstyrrelse er en psykiatrisk lidelse, som vi risikerer at både misforstå og underkende, hvis vi anvender den om alle selvoptagede og nævenyttige idioter, mener professor i psykologi.
– Det er ofte kun selvglade, selvovervurderende idioter, man forbinder med narcissister, og man kan derfor bruge begrebet om personer, man ikke kan lide og som man føler sig truet af. Ved at bruge diagnoser siger man, at de er anderledes, at de er syge og på den måde kan man tage afstand fra dem og selv komme ovenpå, siger Carsten René Jørgensen, professor i psykologi ved Aarhus Universitet.
Den populære opfattelse af narcissisme er en person, der er forelsket i sig selv og som har udadvendte, kontrollerede og dominerende træk, men narcissistisk personlighedsforstyrrelse er en alvorlig psykiatrisk lidelse, der ofte gemmer på noget meget skrøbeligt og følsomt.
– Den grænseoverskridende, grandiose og udadvendte side af narcissisten er kun den ene del af lidelsen. Den er ofte en facade for noget meget sårbart, skamfuldt og ensomt, og et forsvar og forsøg på at holde sårbarheden væk, siger Carsten René Jørgensen.
Omkring 2/3 af mennesker med diagnosen er mænd, mens 1/3 er kvinder.
Stor grad af ensomhed
En af de primære udfordringer ved lidelsen er, ifølge Carsten René Jørgensen, at folk med narcissistisk personlighedsforstyrrelse grundlæggende kan føle sig mindreværdige og have en oplevelse af, at det kan være farligt, hvis nogen kommer ind bag den grandiose facade. Det kan føre til, at man holder folk på afstand, og hvis nogen kommer bag facaden og tæt på, har man enormt brug for at have kontrol over dem:
– Det kan føre til toksiske parforhold, hvor man fx gaslighter sin partner. Det er i virkeligheden drevet af, at de ikke kan klare, at nogen ser, de ikke har kontrol over alt, siger professoren. Og her nærmer vis os, at der er store problemer med vores autoriserede diagnose for narcissistisk personlighedsforstyrrelse, fordi den kun indfanger de grandiose dele af narcissismen, ikke de sårbare dele som ligger bag den grandiose facade.
En anden central del af lidelsen er, at et menneske med narcissistisk personlighedsforstyrrelse både har behov for at fremstå som en fandens karl og brug for, at nogen beundrer og bekræfter dem, samtidig med, de ikke kan klare at have dette behov.
– Selvom man tilsyneladende har et menneske tæt på, er det en kæreste, man kontrollerer så meget, at det ikke et uafhængigt menneske, men nærmest som en AI-kæreste, man har instrueret til at elske én. Men skal man reelt kunne bruge anerkendelse til noget, skal den jo komme fra selvstændige personer, og derfor kan mange med narcissistisk personlighedsforstyrrelse føle sig meget ensomme, siger Carsten René Jørgensen.
“Synd for syge, de bliver sammenlignet med idioter”
Et gennemgående træk ved lidelsen er en såkaldt dårligt organiseret personlighed. Vores personlighed er organiseret på forskellige niveauer og mere eller mindre godt; det kan fx være et unuanceret og ustabilt selvbillede, at man opfatter andre mennesker sort/hvidt eller, at man opdeler verden i meget firkantede og unuancerede kategorier i et forsøg på kontrol. Samtidig kan opfattelsen af andre være farvet af, hvordan man har det i øjeblikket, og man kan have svært ved at tænke nuancerede tanker om, hvad der foregår i én selv og andre mennesker. På psykologisk fagsprog hedder sidstnævnte mentaliseringsevnen, altså evnen til at tænke psykologisk, evne til at forstå andre indrefra og sig selv udefra. Denne evne er ofte skrøbelig hos mennesker med narcissistisk personlighedsforstyrrelse.
På grund af kompleksiteten i narcissistisk personlighedsforstyrrelse mener Carsten René Jørgensen, at man stigmatiserer folk ved at brug begrebet som et skældsord:
– Hver gang, man stempler folk på dén måde, lukker man ned for nysgerrigheden omkring og evnen til tænke over, hvad der sker i de mennesker og kan ligge bag deres måske selvoptagede facade. Det er faktisk synd for de mennesker, der lider af sygdommen, at de bliver slået i hartkorn med folk, der bare er nogle idioter, slutter Carsten René Jørgensen.
Læs videre her
Narcissisme-begrebet stammer fra den græske mytologi, hvor guden og ynglingen Narkissos, eller på engelsk Narcissus, bliver forelsket sig i sit spejlbillede. Gudinden Nemesis hævner dette, og hvor han dør, vokser en lilje, narcis, op.
Hvis du vil læse mere om narcissistisk personlighedsforstyrrelse er Carsten René Jørgensens bog ”Narcissisme – i samtidskulturen, personlighedspatologi og psykoterapi” udkommet i 2025 på Hans Reitzels Forlag.





