“Ja, men vi har jo nok alle lidt ADHD.”
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet mødt med den sætning, siden jeg blev udredt for ADHD for fem år siden som 40-årig. Nogle gange suppleret med “Du ligner ellers ikke en, der har ADHD” og måske endda krydret med “så du har det nok i en meget mild grad”. Den slags brainsplaining er op ad bakke, fordi det sætter mig i en situation, hvor jeg føler, at jeg skal forklare mig og retfærdiggøre mig selv. En slags sofistikeret gaslighting serveret med et smil.
Frygt for ADHD-mærkatet
En undersøgelse fra Psykiatrifonden og Epinion i 2025 viser, at seks ud af ti med en psykiatrisk diagnose er tilbageholdende med at dele deres diagnose med fx familie, venner eller på arbejdspladsen af frygt for at blive forskelsbehandlet eller mødt med fordomme.
Det flugter desværre med min egen oplevelse. I mit netværk har jeg fx sygeplejersker, præster, læger, håndværkere, social- og sundhedsassistenter og journalister, der ikke er åbne om deres ADHD. De frygter at blive forskelsbehandlet, og de gider ikke blive stemplet som ”ham” eller ”hende” med ADHD.
Et af de spørgsmål, der så sikkert som amen i kirken bliver stillet, når jeg er ude at holde foredrag om ADHD, er, om jeg vil anbefale andre at være åbne om det på jobbet. Jeg ville ønske, jeg kunne svare ubetinget ja. Men jeg er også realist. Jeg har mødt tilpas mange andre voksne med ADHD, der har dårlige erfaringer med at dele det med kollegaerne eller chefen. Der findes nemlig stadigvæk en del arbejdspladser, der desværre ikke helt ved, hvordan de skal håndtere neurodivergens. Så mit svar på det spørgsmål er altid, at det afhænger af arbejdspladsen, ledelsen og kulturen. Det er ikke altid den rigtige løsning at være transparent. Selvom det burde være sådan.
Jeg har selv valgt at være helt gennemsigtig om min ADHD fra første dag. Det var et bevidst valg, fordi jeg ikke gider bruge energi på at holde det skjult. Men det har ikke altid været nemt. Det er en konstant afvejning af ord og en læsning af rummet, jeg er i. Jeg skal være forberedt på, hvordan jeg italesætter, hvad betyder det for min personlighed, og hvilke egenskaber og kompetencer der følger med de fire store bogstaver. Jeg skal være klar til at styre samtalen om ADHD, ellers er der en sandsynlighed for, at jeg skal lægge øre til en trættende enetale baseret på floskler og fordomme.
Du kan jo godt sidde stille
For nylig var jeg til et møde med en pressechef i en stor dansk organisation. Vi talte om mental sundhed og om ADHD, og som afrunding på vores ellers hyggelige snak fik hun sjusset sig frem til, at jeg nok havde ADHD i en meget mild grad, fordi hun havde bemærket, at jeg jo godt kunne sidde stille på stolen. Hun mente det nok som en form for kompliment. Men hun kunne næsten lige så godt have klappet mig blidt på hovedet og rost mig for at have opført mig pænt.
Jeg tror ikke nødvendigvis, at det handler om onde hensigter, når folk møder mennesker med ADHD med deres hjemmestrikkede analyser. Jeg tror snarere, det handler om uvidenhed og en akavethed og nok også en oprigtig intention om, at jeg skal føle mig okay. Og så for at sige et eller andet der lyder imødekommende, ender det med at have den modsatte effekt, hvor jeg føler mig trængt op i en krog.
Lynguide til at tale om ADHD
Jeg ved godt, at det kan være svært eller føles ubehageligt at tale om emner, hvor man er bange for at sige noget forkert og træde folk over tæerne. I get it. Jeg kender det fra mig selv.
Så her er nogle tips til dig, der gerne vil tale om ADHD, men som ikke helt ved, hvordan du skal gribe det an. Den kan bruges uanset om det er henover kaffeautomaten på kontoret, til en fest eller nede i padelklubben:
Tip 1: Hvis du har mødt ét menneske med ADHD, har du mødt ét menneske med ADHD.
Der findes ikke nogen bestemt måde at have ADHD på, og man kan ikke se det på folk. Myten om, at alle med ADHD fx har konstant uro i kroppen, afbryder samtaler og taler højere end alle andre, holder ikke i virkeligheden. ADHD lige så vel kan komme til udtryk i form af uro og tankemylder oppe i hovedet.
Tip 2: Stil nysgerrige og respektfulde spørgsmål.
En god samtalestarter kan være åbne spørgsmål som fx: Hvad betyder det for dig at have ADHD? Hvordan påvirker det din hverdag? Hvilke ting kan være svære for dig – og hvad kan hjælpe dig? Hv-spørgsmålene åbner samtalen op og signalerer nysgerrighed og respekt. Så kan personen, du står overfor, selv vurdere, hvor meget og hvor lidt vedkommende vil fortælle.
Tip 3: Hold dine meninger og egne analyser for dig selv.
Med mindre du bliver spurgt, så er de fleste af os ikke vildt interesserede i at høre på lange belæringer om, hvad du mener om ADHD. Så med mindre det er noget, du faktisk har en faglig indsigt i (og du bliver spurgt), så foreslår jeg, at du holder dine meninger for dig selv og i stedet stiller nysgerrige spørgsmål.
Fremtiden er neurodivers
Siden jeg for cirka fem år siden fandt ud af, at jeg har ADHD, tænker jeg tit tilbage på tiden omkring år 2000, da jeg som 19-årig begyndte at fortælle folk omkring mig, at jeg var kærester med en anden mand. Dengang var der ikke så meget fokus på seksuel orientering og kønsidentitet, og det var nok derfor, jeg ofte blev mødt med spørgsmål om, hvorvidt jeg så var manden eller kvinden i forholdet (og hvem der så tog sig af vasketøjet).
Der er heldigvis sket meget siden, men jeg har følelsen af at stå det samme sted i dag i forhold til neurodivergens. Det er nyt land for de fleste af os, vi famler lidt i blinde, prøver os frem, og det bliver nogle gange lidt akavet. Det er jo også nyt for en stor del af os, der er sendiagnosticerede. Vi skal ofte lære os selv at kende på en ny måde, og vi skal lande i det.
Mens vi alle sammen bliver mere erfarne og klogere på neurodivergens, så lad os fortsætte samtalen med hinanden. Vær ikke bange for at spørge. Men stop gerne lige op engang, før du åbner munden, og husk åbenheden og respekten.
