Den stigende mistrivsel blandt unge er reel. Men diagnosesystemerne er også under pres. Stigningen i diagnoser og henvisninger for ADHD og autisme er markant. Alligevel tyder forskningen ikke nødvendigvis på, at der er lige så mange flere, der faktisk har ADHD eller autisme.
Mange oplever, at støtte i skole, kommune eller hverdag først for alvor bliver mulig, når der ligger en diagnose.
Det presser familier til at søge udredning, selv når behovet måske først og fremmest er praktisk støtte, ro, struktur, specialpædagogisk hjælp eller en tidlig indsats.
Det presser psykiatrien, fordi flere sendes videre til udredning.
Og det presser barnet eller den unge, fordi vejen til hjælp bliver længere og mere tung.
Derfor er det et problem, når vi har systemer, hvor adgang til støtte alt for ofte afhænger af, om man har en diagnose.
HVIS VI SKAL HJÆLPE FLERE BEDRE, MÅ VI GØRE TO TING PÅ ÉN GANG: TAGE MISTRIVSEL ALVORLIGT – OG PASSE PÅ, AT DIAGNOSEBEGREBET IKKE BLIVER SÅ BREDT, AT PSYKIATRIEN MISTER MULIGHEDEN FOR AT HJÆLPE DEM, DER ER MEST SYGE,OLE JAKOB STOREBØ, LEDER AF CENTER FOR EVIDENSBASERET PSYKIATRI
Rette hjælp på rette sted og tid
Udfordringen er ikke at afvise menneskers lidelse. Tværtimod. Udfordringen er at sikre rettidig, ligeværdig og evidensbaseret udredning og behandling — og samtidig blive bedre til at diagnosticere ud fra beviseligt god viden i et fælles sprog for diagnoser.
Hvordan sikrer vi for eksempel, at brede begreber som ”neurodivergens” bruges på en måde, der hjælper mennesker, uden at de erstatter præcise kliniske vurderinger?
Hjælp uden diagnose
Jeg tror ikke, løsningen er blot at flytte mere diagnosticering ud i primærsektoren til fx psykologer, kommunale indsatser, lokale behandlingstilbud eller de praktiserende læger. Erfaringer fra Finland, hvor en meget stor andel af børn i visse områder tilbydes medicinsk behandling, hvilket ikke er optimalt, bør i hvert fald mane til eftertanke.
Løsningen må snarere begynde et andet sted: med en grundlæggende anerkendelse af, at mennesker ikke “faker” psykisk lidelse. Når børn, unge og voksne har det svært, skal de kunne få hjælp tidligere og tættere på deres hverdagsliv – også uden at der nødvendigvis først skal stilles en psykiatrisk diagnose.
Når kommunale indsatser i praksis først bliver tilgængelige med en diagnose i hånden, skaber det et voldsomt pres på psykiatrien. Vi har brug for, at flere problemer bliver grebet tidligere i skolen, kommunen og de nære tilbud, så psykiatrien kan koncentrere sig om dem, der er mest syge. De nye lettilgængelige behandlingstilbud er vigtige, netop fordi de kan give børn og unge hjælp tidligere og tættere på hverdagslivet – uden at hjælpen nødvendigvis først skal gøres afhængig af en psykiatrisk diagnose. Det svære bliver at sikre, at indsatserne fortsat bliver evidensbaserede.
I dag er det sådan, at mennesker med alvorlig psykisk sygdom, for eksempel skizofreni, i mange områder af Danmark alt for ofte primært tilbydes medicinsk behandling, selv om de har behov for en mere specialiseret og bredere indsats.
Psykiatrien skal være for de syge
Det er en vanskelig balance, når man siger, at psykiatrien skal være for de syge. For vi skal ikke tilbage til en tid, hvor psykisk sygdom blev mødt med skam og afstand. Men vi skal måske tilbage til en tydeligere forståelse af, at psykiatrien først og fremmest skal kunne behandle psykisk sygdom. Det kan godt lade sig gøre uden at stigmatisere.
Når vi siger, at alle mennesker i større eller mindre grad kan have psykiske vanskeligheder, kan det mindske skam. Men det kan også gøre grænsen mere uklar mellem almindelig mistrivsel og egentlig psykisk sygdom.
Måske er tiden derfor kommet til igen at insistere på, at kategorier også har en vigtig funktion. Ikke fordi mennesker skal reduceres til diagnoser, men fordi præcise inddelinger kan hjælpe os med at skelne mellem forskellige former og grader af lidelse – og dermed også med at prioritere hjælp, behandling og ressourcer mere retfærdigt. Måske er der brug for en balance, hvor dimensionelle indsigter kombineres med meningsfulde diagnostiske kategorier?
Ikke alt er psykisk sygdom.
Diagnoser bør ikke bare beskrive dimensioner på skalaer. De bør også hjælpe os med at forstå, hvad vi står over for, og med at vælge den rette behandling. Derfor har vi brug for diagnoser, der bygger på et teoretisk fundament, på klinisk erfaring og på en reel forståelse af sygdommen.
Graden af oplevede problemer skal ikke nedgøres. Den skal forstås, anerkendes og mødes med relevant hjælp. Men ikke alt er psykisk sygdom.
Hvis vi skal hjælpe flere bedre, må vi gøre to ting på én gang: tage mistrivsel alvorligt – og passe på, at diagnosebegrebet ikke bliver så bredt, at psykiatrien mister muligheden for at hjælpe dem, der er mest syge. Måske kan et mindsket pres på udredning gøre, at psykiatrien kan fokusere mere på behandling af den psykiske sygdom, således at både dem med svær ADHD og skizofreni kan få den rigtige evidensbaserede medicinske og psykoterapeutiske behandling.
