Johanne fik hurtigt hjælp til skolevægring, og fik det meget bedre

Historierne om skolevægring, børn, der er hjemme fra skole i månedsvis og forældre, der ikke kan arbejde, flyder over i landets medier, som snak over middagsbordet og blandt urolige forældre. Men der er mulighed for at få hurtig hjælp. Det oplevede Gitte og Ole, da deres 10-årige datter Johanne en morgen ikke ville i skole.

Et sammenbrud

Johanne på 10 år var en populær og aktiv pige, der altid havde haft mange veninder og legeaftaler. Fritiden blev brugt sammen med pigerne og i den lokale håndboldhal, hvor hun susede rundt og tyrede bolde i netmaskerne efter skole. Derhjemme var Johanne en mere tænksom og bekymret pige end sine to ældre søskende i huset i Vesthimmerland, der udover de tre børn består af mor, afdelingsdirektør i en bank, Gitte og far direktør i en maskinforhandler Ole. Det lignede et helt almindeligt børneliv for en pige, der både havde masser af venner, fritidsinteresser og en stabil familie.

Men en forårsmorgen brød Johanne sammen. Hun var ligbleg i hovedet og ville bare ikke i skole.

– Det er sket før, at hun ikke have lyst til at skulle af sted, men vi troede, det handlede om, at hun hellere ville blive hjemme og se YouTube. Det var ikke sket før,  at hun blev helt bleg, og ikke ville afsted, så denne her morgen valgte vi at sige: du skal ikke i skole i dag. Det er én dag, det drejer sig om, siger Gitte.

Begge forældre blev chokerede over den fysiske reaktion.

– Det var meget fysisk, og man tænker jo: hvor pokker kom det lige fra? Hun havde mange veninder og legeaftaler, og så ville hun ikke i skole, husker Ole.

Johanne fik lov til at blive hjemme dén dag for at komme sig, men Ole og Gitte tog straks affære. De måtte have hjælp, og det skulle være med det samme.

– Vi vidste begge to, at det her kunne vi ikke selv håndtere. Vi havde brug for nogle, der kunne noget andet og se hende udefra. Heldigvis er der nogle rigtig gode lærere på hendes skole, og en en åben rådgivning med skolepsykolog på skolen, hvor vi drøftede scenariet. Vi var meget klare i spyttet og sagde: vi er ikke klogere end andre, og vi har brug for hjælp, siger Gitte.

Et hurtigt tilbud satte gang i tingene

Gitte og Ole får at vide, at der er mulighed for et Cool Kids-forløb, hvor de vil kunne få hjælp, men der er månedsvis af ventetid. Forældrene ved, at de ikke kan vente så længe på at få hjælp, de overvejer at bruge deres egen sundhedsforsikring, men spørger alligevel ind til andre tilbud.

Tilfældigvis er Vesthimmerland kommune i færd med at strikke et nyt tilbud sammen, et såkaldt Lettilgængeligt Tilbud, der ikke indeholder udredning i psykiatrien, men hvor forløbet består af et parløb mellem forældre, skolen og kommunen. De vil kunne gå i gang i løbet af få uger, hvis de passer ind i tilbuddet.

Familiens situation matcher et af de hurtige forløb, og de kommer i gang med samtaler hver anden uge. Begge forældre skal være med til alle møder, og der er besked om, at intet arbejdsmøde er vigtige end det her

Johanne fik én dag hjemme, og så skulle hun afsted i skole igen. Henne i skolen stod der i begyndelsen en lærer klar til at tage imod Johanne.

– Man vil gøre alt, hvad man kan for at hjælpe. Men man er meget i tvivl om, hvilken vej man skal gå i situationen. Det skal gribes rigtigt an: presser vi for hårdt på eller pakker vi hende ind i vat? De første dage var hun dybt ulykkelig, og ville ikke ind i bilen til skole. Det gjorde ondt at tage af sted, men hun var nødt til at komme op på hesten igen, og skolen samlede hende godt op, siger Ole

Ole kørte Johanne i skole, for Gitte kunne ikke holde til, at pigen var så ulykkelig

– Til at starte med bebrejdede jeg mig selv: hvad har jeg ikke set, siden det kunne blive så fysisk? Hvordan kan hun være kommet herud, uden vi har set det?, husker Gitte.

Forløb til både barn og forældre 

Det lettilgængelige forløb er både for forældre og barn, og her oplevede både Gitte og Ole, at de fik nogle konkrete værktøjer til at hjælpe Johanne. Ole nævner den såkaldte trappestige, hvor der øverst er et konkret mål, fx at komme til håndboldtræning. Det øverste trin kan barnet ikke overskue, så længere nede på stigen placerer man fx at man tager over i hallen, eller at man kan tage over i hallen med forældrene og kigger på fra sidelinjen, eller at man selv kører over og kigger.

– De fælles redskaber er en stor hjælp. Johanne får mærket efter, hvordan hun har det, og det kan hjælpe forældrene til at vide, hvornår man skal skubbe på. Der er meget, man skal lære hen af vejen, siger Ole.

Et andet værktøj, der har hjulpet Johanne og hendes forældre, er skalaen fra 1-10, der afspejler, hvor bange, Johanne er i forhold til forskellige ting . Her handler 1-3 om ting, Johanne godt kan, 4-8 at man kan arbejde med tingene og 8-10 kan Johanne ikke tage imod information, men vil bare overleve situationen. Mange redskaber er til både forældre og børn, og nogle værktøjer lærer også forældrene noget nyt:

– Det er stik mod vores opdragelsesprincipper, at man skal belønne nogen for at gøre noget, for hvad skal de lære af det. Det havde været et klart nej for to år siden, men vi har fået parkeret mange principper et andet sted, for at Johanne kunne komme videre, siger Gitte.

Selvom forældrene ikke er blevet rene curling-forældre, og stadig anser det at være pligtopfyldende som en central del af opdragelsen, er der i dag plads til, at man engang imellem kan få lov til at droppe lektierne.

– Vi forældre bliver også udfordret af gode værktøjer, og ændrer faktisk adfærd. Vi får vendt nogle ting på hovedet, og psykologen får åbnet vore øjne for, at nogle gange skal man tage kampen og andre gange skal man ikke, siger Gitte.

Forløbet foregår i starten med samtaler á 1,5 timer hver anden uge. Familien får sammen med psykologen et fælles sprog for, hvordan de kan tale om de udfordringer, Johanne kæmper med. Og så er de voksne i familien også begyndt at sige, når der er noget, de er nervøse og urolige for, og tale om, at alle engang imellem har lidt ondt i maven over dét, der gør én nervøs.

Et hurtigt forløb blev redning

Forløbet var ifølge forældrene meget intensivt med megen dialog, og samtalerne med psykologen skød i mange forskellige retninger de første gange. Men trods det følte Ole og Gitte, de var i trygge hænder hos psykologen, hvilket gav dem håb for forløbet.

– Det er altafgørende, at man selvfølgelig er meget fortvivlet i starten og tænker, hvor skal det ende henne, men at vi hurtigt kom ind på rette spor. Så selvom vi ved, det er en proces, der tager lang tid, så får vi også en hverdag, der kan hænge sammen. Fordi der er en løsning og en retning, siger Ole.

Johanne fik det løbende bedre og bedre. Nogle dage var det to skridt op af trappestigen, andre dage tre trin tilbage, og nogle ting skal øves mange gange. I dag er Johanne 11 år, og er ifølge Gitte og Ole nået rigtig langt. Hun bruger flere af redskaberne fra forløbet, fx når hun selv cykler i skole, hvor hun tæller de røde blomster i grøften for at aflede sig selv fra de mange tanker.

– Johanne er en tænksom lille pige, og hun har stadig en knude i maven nogle gange. Hun har stadig sine udfordringer og vil altid have behov for nogle redskaber, men jo hurtigere, de bliver en naturlig del af hendes måde at tænke på, jo bedre kan hun bruge dem, siger Gitte.

Skolen var en vigtig medspiller under hele forløbet, og de stillede ressourcer til rådighed. Familiens tilknyttede psykolog og en af skolens lærere talte sammen for at sikre sig et fælles sprog for og forståelse af Johannes specifikke udfordringer. Den hurtige indsats og hjælp betød alt, er både Ole og Gitte sikre på i dag:

– Hvor kunne det ikke være endt henne? Hvis vi skulle have ventet et halvt år, så havde Johanne stået et meget værre sted. Vi er ikke erfarne med sådan noget, og det er en hel familie, der bliver påvirket. Men vi følte os i gode hænder, at vi blev trukket i den rigtige retning og at der var håb forude for, hvordan vi kunne navigere os gennem det her. Vi ved godt, vi er meget heldige og det er vi meget taknemmelige for og bevidste om, siger Gitte.

Det lettilgængelige forløb i Vesthimmerlands kommune trappedes langsomt ud, i takt med, at tingene blev bedre, og familien følte, det passede godt med Johannes tempo og at intet blev presset hurtigt igennem.

– Forløbet har hjulpet os rigtig meget. Jeg kan kun anbefale det til nogen i samme situation, at hvis der er mulighed for at komme på sådan et forløb, så skal man gøre det, slutter Ole.