Året var 2014. Egentlig var Sebastian Klein på vej til hospitalet – han skulle have tjekket, hvorfor hans hænder hele tiden snurrer. Men han nåede aldrig dertil.
I bilen på vejen dertil brød Sebastian Klein sammen. Så i stedet for den afdeling, han egentlig skulle til, kørte han mod den psykiatriske skadestue. I månederne forud havde han haft symptomer, som han var overbevist om var fysiske: svimmelhed, snurrende fingre, et forsinket syn, hvor hjernen sakkede bagud, når han drejede hovedet.
– Jeg troede, at jeg var et alt for stærkt, sundt og raskt menneske til, at jeg nogensinde kunne fejle noget så åndssvagt og svagt som en psykisk lidelse, fortæller han om den opfattelse, han havde, før han blev syg.
Sebastian Klein havde en fin karriere, en god familie – alt spillede. De ualmindelige symptomer havde fået ham til at besøge alle mulige specialister og alternative behandlere. Lige lidt hjalp det. Og alvoren var blot taget til.
– Det inde i mit hoved måtte jeg ryste på plads. Så jeg bankede mit hoved ind i en dørkarm for ligesom at få det til at sætte sig på plads. Jeg nåede også til at tænke, at hvis jeg nu blev kørt alvorligt ned af en bus, så ville jeg komme på hospitalet. Så ville det hele nok rette sig. Det var jo sådan nogle tossede tanker, fortæller han ligefremt.
Pludselig holdt han ud for den psykiatriske skadestue på Amager, efter i to-tre måneder at have haft det skidt.
– Det er jo superstressende hele tiden at tro, at der er noget fysisk galt. Omvendt ved jeg jo også godt, at man ikke bryder sammen på den måde af en fysisk sygdom.
Personalet på den psykiatriske skadestue indlagde ham. Han var indlagt i en uges tid – som en åben indlæggelse, så han kom også hjem indimellem. Hans kone tog orlov fra sit job som lærer for at passe ham, da han ikke måtte være alene med sine selvskadetanker.
Skadestuen skulle blive en stor hjælp.
– Det var mentalt hele lortet. Jeg troede bare ikke, det kunne føles sådan, siger Sebastian Klein.
Godt humør på trods
På den psykiatriske skadestue forklarede Sebastian Klein personalet, at han var sikker på, at årsagen til hans tilstand er fysisk. Han var ikke tydeligt ked af det, han græd ikke – han smilede, jokede og intellektualiserede. Personalet stod bare og kiggede.
– De kan jo bare… De kan jo ikke rigtig gøre så meget, husker han.
– Det var et rigtig fint sted. Der var nogle frivillige, som jeg havde en fornemmelse af, også havde været igennem noget psykisk sygdom, og som på en eller anden måde var der for at hjælpe andre, siger han
Måske fordi Sebastian Klein selv var så overbevist om, at det hele måtte være fysisk, tog det noget tid for ham at forstå, hvor alvorligt det egentlig var. Den første aften sad en af de frivillige bare hos Sebastian og kiggede på ham. Inde ved siden af råbte en kvinde pludselig på hjælp.
Han spurgte den frivillige, om han ikke skulle ind og hjælpe hende.
Den frivillige svarede, at de kørte med prioriteret rækkefølge, alt efter hvem der havde det værst – og det var altså Sebastian Klein. Det kom bag på ham.
– Fordi jeg jo havde den der idé om, at nej, så galt er det heller ikke.
Klik, klik, klik, klik
Indlæggelsen står noget tåget for Sebastian Klein. Han fik beroligende medicin, men på et tidspunkt i løbet af ugen kunne han mærke, at det ikke var nok. Derfor bad han bagvagten om noget mere. Men bagvagten måtte ikke give ham mere og sendte ham i stedet ud i regnen for at få frisk luft. Sebastian forsøgte at ringe til sin kone, hvilket han vidste vil hjælpe. Men telefonen kunne ikke nå igennem, så han gik ind igen. Og så eskalerede det.
Medicinen virkede fantastisk. Medicinen virkede så sindssygt godt. Fra den ene dag til den anden, fortæller han.
– Til sidst var jeg i et full-blown angstanfald. De andre på skadestuen kunne se, at den var helt gal. Jeg kan huske, at alle de andre bare forsvandt ind på deres værelser. Klik, klik, klik, klik, dørene blev låst, gangene var tomme. Og jeg gik rundt og skreg. Jeg ved ikke, om jeg skreg af dem, eller hvad jeg gjorde, men jeg gik rundt, og jeg var fuldstændig oppe at køre. Og så, på et eller andet tidspunkt, faldt jeg bare sammen og lå på gulvet helt mast, fortæller Sebastian Klein.
Bagvagten og en hjælper havde fulgt hans angstanfald opmærksomt bag en glasrude. Da han var faldet til ro, gik de ind til ham og forklarede, at et angstanfald sjældent varer mere end en halv time. De ventede på, at han faldt ned af sig selv og sørgede for, at han ikke var til skade for sig selv eller andre.
HVORFOR KOM DET?
Sebastian ved ikke selv, hvorfor det kom.
– Jeg ved det ikke. Jeg kan da godt have nogle teorier om, at det hang sammen med, at mine forældre var døde nogle år før. Og så havde jeg meget, meget travlt. Jeg havde sagt ja til flere opgaver, end jeg vidste, jeg kunne nå. Og fritid var der heller ikke meget af. Jeg så jo mig selv som en benhård provider. Så det kan også have noget med det at gøre. Men der var ikke sådan én ting, hvor jeg kunne sige, at det var det der. Jeg tror, at der har været en masse forskellige ting.
– Men den frustration over, at to mennesker bare kigger på mig, mens jeg er i, hvad der føles som en gigantisk livskrise… det var vildt. De var pissecool, de havde styr på det.
Vejen videre
Under indlæggelsen var Sebastian på besøg derhjemme. Men der var ikke meget glæde.
Mens Sebastian lå på sofaen og ikke måtte være alene, fortalte han sin kone, at han ikke kunne være hendes mand længere – at hun skulle finde en anden far til deres to børn på otte og 11 år.
– Jeg er færdig. Mit liv er overstået. Det var sådan, jeg havde det på det tidspunkt, siger han.
Pludselig var rollerne mellem ham og hans kone blevet vendt om på.
– Jeg var jo ham, der kunne det hele. Og lige pludselig kunne jeg ingenting. “Far skal bare have ro.” Og “far skal bare ligge på sofaen”, sagde min kone til ungerne.
Efter en uges tid blev han udskrevet og startede i terapi. Terapeuten forsøgte at udfordre hans negative selvbillede – at hjælpe ham med at se, at han stadig godt kunne. Men det virkede ikke rigtig for ham.
Sebastian Klein er klar i mælet om, at det er pillerne, der har hjulpet.
– Medicinen virkede fantastisk. Medicinen virkede så sindssygt godt. Fra den ene dag til den anden, fortæller han.
Efter at have fået Venlafaxin i en høj dosis – og ventet halvanden måned på, at den skulle virke – vågnede han en morgen og mærkede, at svimmelheden var væk. De sovende fingre. Det hele.
– Det var væk. Det hele var væk. Det var fandeme sygt, siger han og griner. Og så gik jeg jo fra at ligge på en sofa og have været en grøntsag i mere end halvanden måned til at rejse mig op. Fordi lige pludselig var det væk.
Det var det øjeblik, han endelig accepterede, at det jo nok havde været psykisk. Hvis det havde været fysisk, ville medicinen ikke have virket sådan.
Han blev siden diagnosticeret med depression, angst og stress.
– Men der kommer jo aldrig rigtigt en diagnose, der passer, mener han.
Ikke den samme
Sebastian Klein er i dag funktionsdygtig, aktiv og arbejder. Men han er ikke den samme.
– Sebastian 2.0 er en klart dårligere version end den oprindelige udgave, som døde i 2014, siger han direkte.
Den Sebastian, der eksisterede før 2014, lavede frivilligt arbejde, sagde ja til alt, styrede økonomi, mails og logistik i familien og arbejdede alle weekender. Han var en selvudnævnt supermand. Den Sebastian findes ikke længere.
Jeg er færdig. Mit liv er overstået. Det var sådan, jeg havde det på det tidspunkt, siger Sebastian Klein
– Der er rigtig mange af de ting, som jeg i dag må lade være med, fordi jeg simpelthen er bange for at gå ned. Jeg har haft snerten af det to gange siden, siger han
Første gang tog han piller tidligt og undgik tilbagefald. Anden gang klarede han det ved at slappe af, lade være med at engagere sig og gøre mindre. I dag har han lært at genkende tegnene.
Hans psykiske lidelse har også gjort ham mere sårbar over for kritik.
– Det nager mig. Før i tiden kunne jeg bære verden på mine skuldre. De skuldre er ikke helt så mentalt stærke, som de var.
I dag opfatter han sig selv som rask.
Når man lytter til Sebastian Klein emmer hans levende talestrøm hverken af skyld eller skam over at være blevet syg. Han nævner det ikke en eneste gang. Han er afklaret og har ikke noget imod at kalde sig selv – og andre i samme situation – for “tosser”.
Men der er ingen tvivl. Hvis han i dag selv kunne vælge, ville han hellere have været sygdommen foruden. Men han forstår den nu – og han tror på, at den var psykisk hele vejen igennem.
– Det var mentalt hele lortet. Jeg troede bare ikke, det kunne føles sådan, siger Sebastian Klein.
