Fordomme og manglende viden kan skabe afstand mellem mennesker og gøre det sværere for dem, der lever med psykisk sygdom, at deltage i fællesskabet. Et initiativ i Frankrig forsøger at modvirke fordomme og stereotyper gennem et såkaldt “levende bibliotek”. Her fungerer mennesker med egne erfaringer med psykisk sygdom som “bøger”, der kan “lånes” til en samtale. En besøgende tager rollen som “læser” og får mulighed for at stille spørgsmål og høre personens mentale historie ansigt til ansigt.
Konceptet er udviklet af netværket Zone of Expression Against Stigma (ZEST). Samtalerne varer typisk omkring en halv time og foregår i et roligt miljø, hvor begge parter kan stille spørgsmål og dele perspektiver.
Når en historie fortælles direkte af den person, der har oplevet den, bliver psykisk sygdom mindre abstrakt og mere menneskelig. Ifølge ZEST har programmet haft en positiv effekt. Mennesker med erfaring med psykisk sygdom oplever forbedret selvværd og at få kontrollen tilbage.
Eva har haft en god oplevelse som ”levende bog” for en klasse studerende fra Ecole de Psycologues Praticiens i Paris:
-Min historie er mørk, men jeg opdagede gennem de studerende, at mødet som ”levende bog” endte positivt. Det var en overraskelse – noget ændrede sig takket være mødet. Det er det, jeg har manglet i mit liv: at være i relation med andre. For jeg holder meget af mennesker, og dér tror jeg, at magien opstod. Der skete noget den dag, fortæller Eva til ZEST på deres franske hjemmeside.
En besøgende ”læser” fortæller nuanceret om sin oplevelse hos det levende bibliotek:
-[…] På den ene side præsenterer det rørende historier om patienter og/eller fagfolk, hvis liv tog en dramatisk drejning, og minder os om, at ingen er immune. På den anden side tilbyder det historier, der opfordrer til tolerance og forståelse, og som kan få os til at reflektere over tidligere oplevelser eller møder, der ikke resonerede med os, siger den besøgende læser til ZEST.
Deltagerne bestemmer selv rammerne
I arrangementerne kan de såkaldte “levende bøger” selv bestemme, hvordan de vil deltage. De kan vælge, om de vil tale med én person eller en mindre gruppe, og hvor mange samtaler de ønsker at gennemføre i løbet af arrangementet.
Ifølge ZEST-teamet er det vigtigt, at deltagerne føler sig trygge. Ud fra deltagernes erfaringer tilpasser de modellen for arrangementerne. På denne måde fandt de ud af, at det var vigtigt at forklare bibliotekets regler for læsere og koordinatorer, som tjekker ind hvert 10. minut for at sikre et respektfuldt og sikkert miljø.
Initiativet er udviklet i samarbejde mellem koordinatorer og mennesker med egne erfaringer med psykisk sygdom. Samarbejdet betyder, at personer med levede erfaringer ikke kun deltager som fortællere, men også er med til at forme arrangementerne og undervisningen omkring dem.
De første målgrupper for arrangementerne har været studerende, brandmænd og sundheds- og omsorgspersonale. Tanken er, at dialogen kan give mennesker, der i deres arbejde eller uddannelse møder psykisk sygdom, en bedre forståelse af de mennesker, det handler om.
Forskning peger på både muligheder og udfordringer
Konceptet Levende bøger, findes også andre steder i verden, for eksempel i Hong Kong. Et studie i tidsskriftet International Journal of Environmental Research and Public Health har analyseret erfaringer med levende biblioteker-metoden i en mental sundhedsorganisation i Hongkong.
Forskerne fandt, at samtaler mellem deltagere kan bidrage til større forståelse og social inklusion. Personlige møder kan – som de også finder i det franske ZEST – gøre psykisk sygdom mindre abstrakt og skabe dialog mellem mennesker, der ellers sjældent mødes.
Men studiet samtidig på, at metoden også kan indebære udfordringer. Når personer i bedring fortæller deres historie igen og igen, kan det være følelsesmæssigt krævende. Forskerne understreger derfor, at arrangementer kræver klare rammer og støtte til de deltagere, der deler deres erfaringer. Og så er metoden stadig relativt ny i mental sundhedsarbejde, så der er behov for mere forskning for at dokumentere effekten i større skala.
Levende Bøger, hvor fokus er på mental sundhed, findes endnu ikke i Danmark.
Ét af flere initiativer
Det konkrete projekt beskrives som et af flere casestudier i WHO’s Mosaik-værktøjskasse, der samler eksempler på initiativer, som forsøger at reducere stigmatisering og diskrimination i forbindelse med psykisk sygdom.
Eksemplet viser, hvordan aktiviteter kan skabe møder mellem mennesker og åbne for samtaler om et emne, der ellers kan være svært.





