Hvorfor får så mange børn og unge ADHD-diagnoser? Danske forskere finder ét af svarene

En bekymret bedsteforælder skrev til Mentalts brevkasse, hvor et ekspertpanel sidder klar til at svare på spørgsmål: Mit barnebarn har asperger, hvordan hjælper jeg hende bedst? Bedsteforælderen er bestemt ikke alene, for flere børn og unge bliver diagnosticeret med ADHD- og autisme, ligesom også voksne danskere får diagnoserne i højere grad end tidligere.

Et hold danske forskere satte sig for at undersøge, hvorfor der er sket så markant en stigning i antallet af danskere med netop ADHD- og autismediagnoser. Forskerne zoomede helt ind på generne fra mere end 37.000 danskere, der var blevet diagnosticeret med ADHD eller autisme fra 1994 til 2016. Det giver god mening at undersøge generne, for begge sygdomme har en arvelighed på omkring 80%.

Vores arvemasse ændrer sig ikke så hurtigt, som stigningen i antallet af psykiatriske diagnoser. Forskerne mente derfor, at generne kunne være en mulig puslespilsbrik i det komplicerede puslespil om de stigende antal ADHD- og autismediagnoser. De undersøgte de tusindvis af små genetiske variationer i generne, der er forbundet med en højere risiko for ADHD og autisme.

Færre genetiske sladrehanke

Efter mange og lange timer og dage med data fra de 37.000 danskere kunne forskerne konkludere, at danskere diagnosticeret i nyere tid er mindre genetisk disponeret for ADHD og og autisme end tidligere. Der er altså ikke en arvelig og dermed genetisk forklaring på, hvorfor der har været denne dramatiske stigning i antallet af ADHD- og autismediagnoser.

Tværtimod viser deres forskning, at en del af forklaringen kan findes i den måde, man i dag diagnosticerer ADHD og autisme på, så diagnoserne både rummer mennesker med mildere symptomer og derfor en bredere gruppe af danskere.

– Kriterierne og kulturen, for hvordan psykiatriske diagnoser stilles, kan til gengæld ændre sig hurtigt. Vores studie viser, at personer diagnosticeret i 2016 derimod har mindre genetisk risiko end personer diagnosticeret i 1994, siger Andrew J. Schork, lektor på Institut for Neurovidenskab på Københavns Universitet og seniorforfatter på studiet til Københavns Universitet.

Forskerne konkluderer altså, at det er selve praksissen omkring diagnoserne, der har ændret sig, og at tærsklen for at få en diagnose er blevet lavere.

– Vores resultater underkender ikke mennesker med ADHD eller autisme. De viser derimod, at den kliniske praksis, diagnosemanualer og samfundets forståelse af diagnoserne er blevet bredere over tid, siger Sonja LaBianca, postdoc ved Institut for Biologisk Psykiatri under Amager og Hvidovre Hospital og studiets hovedforfatter til Københavns Universitet.

Forskningen er publiceret i det anerkendte tidsskrift JAMA Psychiatry