Det kunne SM ikke. Vi ved ikke, hvad SM rigtig hedder. Hun er hemmelig. Men vi ved, at hun havde en meget usædvanlig hjerne. I midten af hendes hjerne manglede der nemlig noget vigtigt. Amygdalaen.
Amygdalaen er en lille, mandelformet klump. Men den har en vigtig opgave: Den er hjernens alarmsystem og sender frygtsignaler ud i kroppen. Når du skal løbe, gemme dig, skrige, tage benene på nakken. Hos SM var den ødelagt. Men spørgsmålet var, om hun, alligevel kunne blive bange?
Spøgelseshus, slanger og horrorfilm
En gruppe forskere med Justin Feinstein fra universitetet i Iowa i USA i spidsen fik ideen med at undersøge SM. På den måde håbede de at finde ud af, hvordan frygten virker neuralt. Resultatet er at læse i tidsskriftet Current Biology.
Noget af det værste mange ved, er edderkopper og slanger. Derfor tog Justin og de andre forskerne hende med til en forretning for eksotiske dyr for at kigge efter, om hun viste tegn på frygt.
Ekspedienten i forretningen spurgte, om hun ville holde en slange. Det ville SM da gerne. I løbet af de 3 minutter hun stod med den i hænderne, aede hun dens skællede hud, som var det en kat, hun rørte ved dens tvedelte tunge og nåede også lige at sige: ”Den er sej”. Mere end 15 gange spurgte hun, om ikke hun måtte holde nogle af de rigtig store og farligere slanger i stedet for.
Bange blev hun ikke.
Så lænede hun sig frem for at røre en kæmpestor og giftig edderkop, men heldigvis nåede ekspedienten at stoppe hende, inden den stak hende.
Men forskerne gav ikke op. De tog SM med i et spøgelseshus fyldt med udklædte monstre og mørke gange. Det synes hun var sjovt, og faktisk skræmte hun selv en af monstrene, da hun prikkede en af dem i hovedet for at mærke dens hud.
Endelig forsøgte forskerne sig med at vise SM gyserfilm, som tit har været brugt til at måle frygt i videnskabelige forsøg. Hun spurgte, hvor man kunne købe filmene.
Forskerne kiggede på hinanden. De var både imponerede og lidt … forvirrede. Her havde de fundet en kvinde uden frygt. Og det måtte betyde, at amygdalaen virkelig var frygtens hovedkvarter.
De skrev en videnskabelige artikel. Tog sig en kop kaffe. Og tænkte sig lidt om. To år senere fik nogle af de samme forskere en ny idé. De ville prøve at skabe frygt med noget, man ikke kunne se. Men med noget, man kunne føle.
…Men da hun ikke kunne trække vejret
Igen fik de fat i SM. Denne gang bad de hende om at trække vejret gennem en maske fyldt med kuldioxid – CO₂.
Men hvis man indånder for meget af det, føles det som at blive kvalt. Som om man drukner i luft. Det er ikke farligt, hvis bare man hurtigt får rigtig frisk luft, men det føles vildt ubehageligt.
SM trak vejret ind.
Og så skete det.
Hun greb ud i luften. Hendes øjne blev store. Hun begyndte at trække vejret febrilsk. Hendes hjerte galopperede afsted og sveden sprang frem på hendes pande.
Hun fik en panikreaktion. Hun blev bange.
Det undrede forskerne. Hvordan kunne det lade sig gøre, når hun ikke havde en amygdala?
Men det passede. Og det ændrede vores opfattelse af frygt.
Forsøget viste nemlig, at frygt ikke kun bor ét sted i hjernen, som man ellers troede. Men flere steder. Og SM? Hun hjalp forskerne med at forstå noget, vi alle har mærket,men aldrig helt har kunnet forklare. Nemlig hvordan frygt opstår i os.
HVORDAN VIRKER FRYGT I KROPPEN?
Når du bliver bange, sker der en masse ting i din krop, og det går lynhurtigt. Meget af det starter i hjernen, hvor den lille klump, der hedder amygdala, fungerer som en slags alarmklokke. Den registrerer, at noget er farligt og sender straks besked videre til resten af hjernen. Det er lidt som at trykke på en stor, rød panikknap.
Alarm beskedensendes videre til andre dele af hjernen og ud til kroppen. Blandt andet til binyrerne, som begynder at sprøjte hormoner ud i blodet – især adrenalin og kortisol. De gør, at dit hjerte begynder at hamre, dine muskler spændes, og du trækker vejret hurtigere. Dine pupiller bliver større, så du kan se bedre, og du begynder måske at svede. Alt sammen for at gøre dig klar til at kæmpe eller flygte.
Når faren er væk, falder kroppen langsomt til ro igen. Pulsen sænkes, musklerne slapper af, og du kan få en følelse af træthed – som om kroppen siger: “Puha, det var tæt på.”
Artiklen her udkommer inden længe som et kapitel i en bog til børn og unge på Gads forlag.


