Hvad skal man sige: er skizofren, har skizofreni, med skizofreni?

Visse dele af ordforrådet bliver hyppigere udskiftet end andre. Vi har kaldt et bord for et bord i halve og hele årtusinder, og ord som ”løbe” og ”stor” kan også spores tilbage til de allertidligste dansksprogede kilder. De virkede dengang – de virker endnu. Men ord som ”afsindig” og ”vanvittig” i betydningen ’som har mistet sin forstand’ bruger vi ikke mere. Vi bruger heller ikke et ord som ”dåre”, men har for længe siden udskiftet det med andre ord. Ligeledes har ”maniodepressiv” langsomt veget pladsen til fordel for ”bipolar”.

Når der er så stor forskel på udskiftningstempoet i den ene og den anden slags ord, skyldes det at der er forskel på den funktion de har i samfundet. Ord som ”bord”, ”løbe” og ”stor” holder længe, for der er ikke ligefrem uenighed om hvad de betyder, og der er ikke mange der slår sig på dem. Men når det gælder ord for psykiske tilstande, forstyrrelser og lidelser, er der dels ikke altid enighed om hvad de dækker over, dels er der stærke følelser knyttet til dem. Det skyldes ikke ordene i sig selv, men de emner de berører.

For eksempel bliver vi hele tiden klogere på sindet og psykiske tilstande, og nogle gange indser vi at en betegnelse er uheldig fordi den giver forkerte associationer. I min opvækst i 1970’erne kunne man stadig træffe på ordet ”ungdomssløvsind” for ”skizofreni”. Men for det første var det jo ikke kun unge der levede med skizofreni, for det andet var sløvhed ikke nødvendigvis det mest karakteristiske træk hos de folk det drejede sig om.

En betegnelse kan altså være misvisende, men den kan også være stigmatiserende, og alene det kan gøre at man begynder at bruge nye ord. Efter sigende er det en af grundene til at man er gået bort fra ”maniodepressiv”.

Nye ord kan bidrage til at man bliver drejet væk fra sine forudfattede meninger og måske bliver bedre til at tage stilling til hvad det egentlig indebærer at leve med forskellige lidelser og forstyrrelser.

De senere år har termen ”neurodivergent” (også kaldet ”neuroatypisk”) vundet frem. Idéen er at hvis den måde man er skruet sammen på, ikke følger de såkaldt neurotypiske mønstre, er man neurodivergent. Termen bruges i høj grad om folk med forstyrrelser som autisme, ADHD og OCD, men der er også nogle der mener at skizofreni, bipolaritet og andre psykiske tilstande kan betegnes som neurodivergente.

Der foregår således en løbende udskiftning af kliniske termer, og for folk udenfor psykiatrien kan det være vanskeligt at følge med. Som Sprognævnsmedarbejder taler jeg med mange som gerne vil gøre det rigtigt, både i betydningen korrekt og i betydningen respektfuldt. Men de synes det er svært, og det er ikke kun de kliniske termer der volder hovedbrud.

Man kan for eksempel komme i tvivl om hvordan man omtaler nogen man kender: ”en af mine venner som er skizofren ..”, ”en af mine venner som har skizofreni ..”, ”en af mine venner med skizofreni ..” eller ..?

Hvis man siger ”som er skizofren”, har man samtidig sagt at det er en del af vedkommendes definerende træk og noget man ikke kan se bort fra. Dette kan nemt blive opfattet som at den pågældende person bliver reduceret til sin diagnose, og at alt det andet der også hører til at være menneske, er sekundært. Hvis man i stedet siger ”som har skizofreni” eller ”med skizofreni”, nedtoner man det med skizofrenien.

Den første måde at udtrykke sig på kaldes i internationale kredse for ”identity first”, den anden for ”person first”.

Sat sådan op virker det ret oplagt at man bør vælge løsning nummer to, altså ”person first”. For hvem vil dog ikke gerne være med til at fremhæve det særligt individuelle ved en person, og i øvrigt lyder det ikke ret menneskevenligt at reducere nogen til deres diagnose.

Men så let skal det ikke være.

I visse aktivistiske kredse anser man ”person first”-modellen for at være noget der er opstået blandt neurotypiske der (som sædvanlig, sukkes der) udviser berøringsangst overfor alt det de ikke forstår. Et velment, men mislykket forsøg på at være venlig og imødekommende. Et forsøg som i bedste fald er ligegyldigt, i værste fald føles nedladende.

En del personer ser nemlig sådan på sagen at det at være skizofren, depressiv eller noget helt tredje slet og ret er et grundvilkår. Et grundvilkår der automatisk er en integreret del af identiteten. Altså noget det ville være mærkeligt at se bort fra. Dette er en del af en større bevægelse hvor også fysisk handicappede insisterer på at være netop det, altså handicappede. Som når digteren Casper Eric påberåber sig retten til at blive set og hørt og på at blive taget alvorligt som handicappet.

Desuden kan det at ”have skizofreni” nemt komme til at blive associeret med andre ting man ”kan have”, for eksempel skoldkopper, influenza eller hovedpine, dvs. dårligdomme som muligvis er forbigående, og som muligvis kan kureres ved hjælp af medicin. Men man kan ikke nødvendigvis gå ud fra at skizofreni kan kureres. Ej heller bipolaritet. Ingen af delene har umiddelbart en slutdato, og medicin kan måske nok være til hjælp, men ikke som ”helbredelseskur”.

Sat op på denne måde virker det pludselig oplagt at man egentlig bør vælge ”identity first”-modellen og altså give folk mulighed for at være sig selv med alt hvad det indebærer af stort og småt, godt og skidt.

Men internt er der faktisk ikke enighed om dette. Man finder både tilhængere af ”identity first”-modellen og ”person first”-modellen. Nej, let skal det ikke være.

Det er absolut ikke ligemeget hvordan man udtrykker sig på dette felt, men søreme heller ikke ligetil at gøre det rigtigt. Det bedste man kan gøre, er at træde varsomt og i øvrigt slå ørerne ud. Hvis nogen fortæller en at man har trådt forkert, fortæller de også gerne hvordan og hvorfor, og på den måde kan man blive klogere og i bedre stand til at være i samtale om disse ting.