Det eneste, der virkelig falder, er humøret. Så meget, at det kan måles.

Et nyt studie publiceret i tidsskriftet Social Science & Medicine viser, at særligt én gruppe er hårdt ramt: mennesker med store faste udgifter til bolig.

Mentalt er de mere ude at svømme end under coronakrisen

Forskerne fulgte næsten 19.000 australiere over en periode fra 2012 til 2024. De sammenlignede tre perioder: tiden før pandemien, coronaårene 2020 til 2021 og inflationskrisen fra 2022 til 2024 – i Danmark var inflationen i 2022 på 7,7 %. Den mentale sundhed blev målt løbende og vurderet ud fra symptomer på bl.a. angst og nedtrykthed i de seneste fire uger.

Det mest slående fund i undersøgelsen var, at mennesker med store boliglån – det vil sige med månedlige udgifter til boliglånet, der udgør over 30 procent af husstandsindkomsten – oplevede en særlig kraftig påvirkning af deres mentale sundhed under inflationskrisen. Det gjaldt især dem, der havde problemer med at betale lånene til tiden, hvis mentale sundhed var påvirket mere end under coronakrisen.

Hvorfor er lån til bolig så slemme?

Forskerne peger på, at lån taget i forbindelse med bolig ofte rækker langt ind i fremtiden og har lav fleksibilitet. Til gengæld kan de rumme stor usikkerhed, især hvis der er tale om lån med variabel rente, der rummer utryghed om betalingen af næste måneds renter, bidrag og afdrag.

Forskellige økonomiske vanskeligheder påvirker den mentale trivsel forskelligt

Forskerne undersøgte syv forskellige former for økonomiske vanskeligheder:

  1. Kunne ikke betale regningen for el, gas eller telefon til tiden
  2. Bad venner eller familie om økonomisk hjælp
  3. Kunne ikke betale boliglån eller husleje til tiden
  4. Fik ikke alle måltider
  5. Kunne ikke varme hjemmet op
  6. Pantsatte eller solgte noget
  7. Bad velfærds- eller velgørenhedsorganisationer om hjælp

En deltager blev regnet for at have økonomiske vanskeligheder, hvis vedkommende svarede ja til mindst én af hændelserne. Resultaterne viste, at flere af disse former for økonomisk pres hænger sammen med dårligere mental sundhed. Værst var nr. 3: ikke at kunne betale boliglån eller husleje til tiden.