Man tager telefonen. Også sent om aftenen. Man aflyser måske middagen med vennerne, fordi ens søn eller datter har en dårlig dag. Man holder sig klar, fordi tanken om ikke at gøre det giver dårlig samvittighed. For hvad nu hvis noget sker?
Forældre til unge med psykiske problemer står ofte i en særlig svær konflikt: De vil hjælpe deres barn, men de skal samtidig passe på sig selv og resten af familien.
Og netop derfor er grænser nødvendige, siger psykolog Jens Einar Jansen, der også er ph.d., forsker i pårørenderelationer og forfatter til bogen ”Tæt på, men udenfor – Råd og viden om livet som pårørende til et menneske med en psykisk lidelse” (Gyldendal, 2022).
– At sætte grænser betyder ikke, at man ikke har omsorg eller kærlighed. Det handler om at være tydelig om, hvad man kan klare, og hvad man ikke kan klare. Nogle gange beskytter man faktisk relationen ved at sætte nogle gode grænser. Hvis man ikke gør det, kan man selv blive så belastet, at man næsten bliver syg af det.
Skylden gør grænsen svær at sætte
Det er noget særligt at være forælder. Hvor man måske lettere kan sige nej til en ven eller en søskende, oplever mange forældre et næsten grænseløst ansvar for deres barn – uanset alder.
Og ansvaret bliver ofte fulgt af skyld.
– Man kan være påvirket af skyld og skam, selv om man udefra godt kan se, at det ikke er ens skyld. Man tænker måske: Er det noget, jeg kunne have gjort anderledes? Burde jeg have gjort noget? Var det vores skilsmisse, der gjorde, at min søn eller datter fik det dårligt?
Den slags tanker kan gøre det svært at tillade sig selv at have et almindeligt liv.
– Man føler, at man altid skal være den, der stiller op og er der og strækker sig længere og længere. Og mange unge, der er hårdt ramt psykisk, bliver også ensomme i perioder. Måske har de kun forældrene. Så bliver det virkelig svært at finde ud af, hvad der er en okay grænse.
Når man står i en omsorgsrolle i længere tid, kan man blive så belastet, at man bevidst eller ubevidst begynder at trække sig fra relationen. Man bliver frustreret og vred, og der opstår konflikter. Så grænser er faktisk også en måde at passe på relationen.
Jens Einar Jansen møder ofte pårørende i sin klinik som har stor hjælp af at få at vide, at de skal dyrke deres fritidsinteresser, de skal se nogle venner, og det er okay at være glad og nyde livet også. Fordi de får dårlig samvittighed bare ved, de gør de ting.
Grænsen er ikke det samme som et svigt.
FAKTABOKS: 5 råd, når du skal sætte grænser
1. Sig konkret, hvad du ikke kan holde til
Sig eksempelvis: Jeg kan ikke være tilgængelig hele døgnet – frem for: Du kræver for meget.
2. Hold fast i kærligheden
Gør det tydeligt, at grænsen ikke betyder, at du afviser dit barn.
3. Tag faresignaler alvorligt
Dårlig søvn, stress, konstant alarmberedskab og problemer i arbejde eller parforhold kan være tegn på, at belastningen er blevet for stor.
4. Bevar dit eget liv
Det er okay at se venner, dyrke interesser og have gode oplevelser, selv om dit barn har det svært. På den måde lader man batterierne op og bevarer evnen til omsorg.
5. Få hjælp til at vurdere grænsen
Tal med relevante fagpersoner eller pårørendetilbud, hvis du er i tvivl om, hvad der er rimeligt.
Sådan trækker man grænsen uden at trække støtten
Ifølge psykolog Jens Einar Jansen handler grænsesætning først og fremmest om at blive konkret om, hvad man kan holde til.
– Man kan sige: “Jeg vil gerne hjælpe dig, støtte dig og være der for dig. Men jeg kan ikke holde til at stå til rådighed hele tiden,” siger han.
Det kan for eksempel betyde, at man siger:
Jeg vil gerne tale med dig, men jeg kan ikke holde til tale i telefon flere timer hver aften.
Eller:
Jeg vil gerne hjælpe dig med det her, men hvad skal der til for at du selv kan gøre det? Kan vi arbejde henimod det?
Eller:
Jeg har planer i aften, som er vigtige for mig at holde fast i. Vi kan måske tale sammen i morgen?
Grænsen skal altså så vidt muligt handle om, hvad man selv kan og ikke kan, frem for om hvad barnet gør forkert.
Vær tydelig om, hvad du stadig gerne vil
En grænse behøver heller ikke kun bestå af et nej.
Tværtimod kan det være vigtigt samtidig at fortælle, hvad man gerne vil.
Hvis man ikke længere kan tage telefonen hele tiden, kan man for eksempel sige:
Jeg kan ikke være tilgængelig hele dagen, men jeg ringer til dig i eftermiddag.
Eller hvis man har brug for en pause, kan man sige:
Jeg har brug for at være alene i aften. Det betyder ikke, at jeg ikke vil være der for dig.
På den måde bliver budskabet ikke: Jeg vil ikke hjælpe dig.
Det bliver: Jeg vil gerne hjælpe dig, men jeg kan ikke hjælpe hele tiden eller med alting.
Start med de små grænser
Grænsesætning behøver ikke begynde med en stor konfrontation.
For nogle forældre kan det første skridt være at lade telefonen ligge under middagen. At tage til den fødselsdag, man ellers ville have aflyst. At holde fast i sin løbetur eller sin aftale med en ven.
Det kan også være at beslutte, at man ikke taler om problemer og sygdom hele aftenen, eller at der er bestemte ting, barnet selv skal forsøge at klare.
For en familie, hvor én persons problemer længe har fyldt meget, kan den slags små grænser faktisk være store.
Sæt en grænse, du faktisk kan holde
En anden vigtig pointe er at være realistisk.
Hvis man beslutter, at man aldrig mere vil tage telefonen om aftenen, men allerede næste dag bryder sin egen regel, bliver grænsen uklar.
Derfor kan en mindre grænse, man faktisk kan holde fast i, være bedre.
Det kan være:
Jeg tager ikke telefonen, mens jeg er på arbejde, medmindre det er akut.
Jeg kan hjælpe med én praktisk ting i dag, men ikke fem.
Jeg vil gerne lytte, men jeg har kun overskud til at tale en halv time.
Grænser handler altså ikke om at være hård eller mindre omsorgsfuld.
De handler om at finde en måde at hjælpe på, som ikke betyder, at forælderen langsomt bliver tømt for kræfter.
For hvis man konstant tilsidesætter sit eget liv, kan resultatet til sidst være, at man bliver så presset, frustreret eller vred, at relationen lider.
– Når man står i en omsorgsrolle i længere tid, kan man blive så belastet, at man bevidst eller ubevidst begynder at trække sig fra relationen. Man bliver frustreret og vred, og der opstår konflikter. Så grænser er faktisk også en måde at passe på relationen, siger Jens Einar Jansen.
Målet er derfor ikke at være mindre til stede.
Det er at finde en måde at være der på, som man også kan holde til på længere sigt.
Hvordan ved man, at grænsen er nået?
Der findes ikke en præcis grænse for, hvor man møder sin grænse. Men der er faresignaler. Et af de tydeligste er, hvis man konstant befinder sig i alarmberedskab.
– Hvis man hele tiden går i en stress- eller alarmtilstand, får svært ved at sove og kan mærke, at man er presset og stresset, er det faresignaler. Det samme gælder, hvis ens arbejde, parforhold, venner eller resten af familien begynder at lide under det.
Et andet signal er, hvis hele familiens liv begynder at dreje sig om den unge, der har det svært.
Eller hvis forældrene får dårlig samvittighed, hver gang de gør noget for sig selv.
– Hvis man kæmper med en stærk skyldfølelse, hver gang man trækker sig lidt, dyrker sine egne interesser eller ser sine venner, så skal man tage det alvorligt.
Her kan det være svært selv at vurdere, hvad der er rimeligt.
Derfor anbefaler Jens Einar Jansen, at man søger sparring hos nogen med erfaring på området, eksempelvis i psykiatrien, kommunen, hos egen læge, en psykolog eller en pårørenderådgivning.
For når man har været presset længe, kan man miste blikket for sine egne grænser.
Kan det nogensinde være okay at sende sit barn væk hjemmefra?
Det er måske den mest smertefulde grænse af alle.
I historien om Kasper på 24 år, der bor hjemme og har det svært psykisk, og som lyver for sin familie for at få fred, ender faderen med at konfrontere Kasper med en besked om at ”…når jeg kom hjem dagen efter, så skulle han være ude. Så måtte han finde noget andet. Jeg sagde: ”jeg skal nok være der for dig, men det bliver ikke her”, fortæller Kaspers far.
Sådan var virkeligheden for Kasper og hans far.
Men kan man bede en psykisk sårbar søn eller datter om at flytte?
Svaret afhænger helt af situationen, understreger Jens Einar Jansen.
– Man kan ikke svare generelt på det her. Man bliver jo nødt til at kigge på, hvad det er for en søn eller datter, man har. Og hvad handler det om? Har han eller hun en depression? Handler det om misbrug? Er det en alvorlig psykotisk ledelse? Er man voldelig?
Hvis en ung er svært deprimeret eller eksempelvis har selvmordstanker, kan det være meget problematisk at efterlade vedkommende alene.
Omvendt kan en udflytning være nødvendig, hvis der er vold, trusler eller alvorlig utryghed i hjemmet.
– Hvis der er vold eller trusler, og man som familie føler sig meget utryg, kan det være nødvendigt og okay. Det kan faktisk være det rigtige at gøre.
Men hvis barnet skal flytte, bør det så vidt muligt ske med en plan og overveje, hvem der kan tage over. Er der en kontaktperson i kommunen? Behandling? Venner, kæreste eller andre voksne?
– Så hvis vi ikke skal bo sammen, hvordan kan vi så sørge for, at du har støtte? Så det ikke bliver sådan, at man slet ikke har nogen kontakt. Men tværtimod, hvordan kan vi blive ved at have god kontakt, men uden at bo sammen. Som det faktisk også sker i historien om Kasper, siger Jens Einar Jansen
For grænsen behøver ikke betyde, at man opgiver sit barn.
Den kan være nødvendig, netop fordi man gerne vil kunne blive ved med at være der.
Som Jens Einar Jansen slutter:
– der er ikke nogen der kan holde til at være på hele tiden.
