Du står i køkkenet og er i gang med at vaske salaten. Spørger, som du altid gør:
– Hvordan var din dag?
Svaret kommer uden øjenkontakt fra ham på 16: – Fin nok. Og så starter den velkendte film i hovedet: Trives han? Er der noget, jeg ikke ser? Burde jeg gøre mere?
Bekymringerne flytter ind sammen med barnet, når man bliver forælder. De kan ligge som en konstant summen i baghovedet, og de bliver ikke mindre af strømmen af nyheder om børn og unge, der mistrives. Tallene er alvorlige, fortællingerne stærke. Men spørgsmålet er, om vi som forældre bør være helt så bekymrede.
For nylig viste en undersøgelse fra Rockwoolfonden blandt knap 7000 danske unge i alderen 15-19 år, at 60% i høj grad trives i familien. Hvert sjette barn trives ikke inden for hjemmets fire vægge. Det er alvorligt. Men det tyder også på, at flertallet faktisk har det okay.
Så hvordan finder man som forælder ud af, om ens teenager trives eller ej.
Julie Bek, børnepsykolog i Børns Vilkår, møder ofte forældre, der er i tvivl. Ikke fordi deres barn nødvendigvis mistrives, men fordi de er usikre på, hvad de skal lægge mærke til – og hvornår de er berettiget bekymrede.
– Altså, først og fremmest trives de fleste børn jo godt nok, og mange forældre har faktisk en god grundfornemmelse af deres barns trivsel. Den fornemmelse er vigtig at holde fast i, især i en tid, hvor fortællinger om mistrivsel kan få selv robuste forældre til at tvivle på deres egen dømmekraft, fortæller hun.
Samtidig peger hun på, at det ikke altid er let at afkode en teenagers trivsel.
1. Se i det lange perspektiv
Overgangen fra barn til ung indebærer en naturlig afstand. Hvor man fra sin seksårige ofte får direkte besked, hvis noget er galt, forsvinder den umiddelbare adgang, når barnet bliver teenager.
– …og sådan skal det være, fortæller Julie Bek.
– Unge mennesker løsriver sig, søger privatliv og udvikler deres egen verden. Det kan opleves som et tab af kontrol for os forældre, der tidligere var naturligt involveret i skole, fritid og venskaber. Men der er en kvalitet i at læne sig ind i, at vi ikke skal vide det hele. Det er faktisk en god ting. Løsrivelsen er helt naturlig.
Når kontakten bliver mindre, kan det være fristende at reagere hurtigt, når teenagehumøret svinger, og store følelser formuleres i store ord.
– Derfor er det vigtigste overhovedet at vurdere ens teenagers trivsel i det lange perspektiv. Der må gerne være dårlige dage. Unge kan sige, at alt er håbløst den ene dag og erklære, at det går fint den næste. Det betyder ikke nødvendigvis, at den unge mistrives.
2. Er alt det sjove blevet kedeligt?
Hvis man har brug for en mere konkret pejling, kan man begynde med at se på den unges hverdag, foreslår Julie Bek. Deltager den unge i hverdagslivet? Passer han eller hun skole, fritidsjob og fritidsaktiviteter nogenlunde?
– Der må gerne være pres i perioder, for eksempel op til eksamen. Men hvis undgåelse eller tilbagetrækning bliver den nye normal, er det værd at være opmærksom. Har den unge relationer? Det behøver ikke være mange, tætte venner, men der skal gerne være nogen. Et tegn på fællesskab, forklarer hun.
3. Spørg nysgerrigt – og gerne i bil
Næste skridt er at spørge. Ikke på den sædvanlige forældre “der-er-nok-noget-i-vejen-lad-os-fikse-det” måde, men ægte nysgerrigt.
– Hvis den unge pludselig ikke længere vil til en aktivitet, være sammen med tidligere venner eller i skole, kan man stille sig nysgerrigt og sige: “Jeg har lagt mærke til, at du ikke har lyst til det længere. Hvad mon det handler om?”
Måden, man spørger på, er ifølge Julie afgørende.
– En god indgang kan være at tage udgangspunkt i egne iagttagelser: “Jeg oplever, at du virker lidt presset. Hvad tænker du selv om det?”
Det handler ikke om at afsløre eller kontrollere, men om at åbne en mulighed for samtale.
4. Vær klar, når den unge er det
For nogle fungerer det bedst at tale, mens man kører bil. For andre opstår samtalen i forbifarten, mens man laver mad eller sidder ved køkkenbordet.
– Forældre skal stille sig til rådighed og være klar, når den unge er klar. Det kræver, at man kan lægge det, man er i gang med, fra sig, når øjeblikket endelig opstår, forklarer Julie Bek
Samtidig skal man finde en balance, siger hun. Unge har ret til privatliv og autonomi. Man kan ikke spørge hele tiden eller overvåge i trivslens navn. Tag dybe indåndinger. Og husk, at de fleste børn og unge trives godt nok.
Hvis man efter to til tre måneder oplever en tydelig forværring, er der grund til at handle.
Hvis der er grund til bekymring
Hvad man kan gøre, afhænger af problemets karakter. Handler det om skole, er dialog med lærer eller studievejleder oplagt.
– Det, der ofte ligger lige for, er at søge sparring. Det kan være hos professionelle i den unges hverdag eller hos andre forældre. Man kan også benytte kommunens åbne rådgivningstilbud eller kontakte Forældretelefonen hos Børns Vilkår.
Drejer det sig om følelsesliv, kan det være relevant at undersøge, om den unge har mod på at tale med en anden voksen end forældrene. Den praktiserende læge er også en mulighed, og er vant til at tale med unge om trivsel, fortæller Julie Bek.
Relationen skal samtidig bevares. Derfor bør den unge ofte inddrages i beslutningen om at søge hjælp. Hvis den unge ikke ønsker at inddrage professionelle, og man som forælder stadig er bekymret, er det en mulighed, at man selv opsøger forældrerådgivning, så man bliver bedre klædt på til at hjælpe. Andre gange må man som forælder handle ud fra sin egen bekymring, før man inddrager den unge.
Men selv hvis den unge viser tegn på mistrivsel, er det vigtigt ikke at lægge hele sit liv om efter det, forklarer Julie Bek:
– Man bør selvfølgelig vise omsorg og nærhed, men uden at være invaderende. Man skal stadig stille relevante krav. Hvis en forælder bliver hjemme fra arbejde hver gang den unge har det svært, risikerer man, at gøre følelserne større og mere styrende, end de kan bære. Det kan blive en tung byrde for den unge. Og man kan ofte godt tage opvasken, selv om man er ked af det, om end nogle unge er i så dyb mistrivsel, at også det kan være udfordrende.
Sid på hænderne
Et sidste fokuspunkt er at etablere gode stunder uden udspørgen. En løbetur sammen eller en fælles tv-serie skal ikke automatisk bruges som anledning til endnu en samtale om trivsel og “hvordan går det”.
– Forældrene skal – og det er ikke nemt – forsøge at sidde på hænderne og skelne mellem deres egen frustration og barnets behov. Det er ikke en reparationsopgave, der skal løses her og nu. Vi glemmer nogle gange, at vi som forældre skal være gode nok, ikke perfekte. Det er ikke et tegn på dårlig tilknytning, hvis den unge ikke fortæller alt. Måske ville vi heller ikke selv ønske at kende alle detaljer, hvis vi kunne, slutter Julie Bek.
