Kassedamen i Netto var den eneste Jørgen talte med. Indtil en sms tikkede ind.

– Jeg skal lige sætte min telefon på lydløs. Det kunne lige passe, at min mor ringede midt i det hele, siger manden i sort t-shirt til højre.

Manden til venstre i sofaen er i rødt. Han griner. Jørgen i sort og har en psykisk lidelse, Jens Jørgen i rødt og uden. Ligesom under covid-19 mødes vi på skærm. For der er langt til Esbjerg. Jeg bilder mig ind, at man kan høre de jyske vidder og salten fra Vadehavet i deres dialekt. Midaldrende mænd fra Esbjerg er nok sådan nogle, der mest grynter og nikker let og overbærende, når talen falder på psykiske udfordringer og personligt bøvl.

Det er ikke den eneste fordom, der bliver udhulet under vores snak om venskab, psykisk sygdom, ensomhed, at have svært ved at bede om andres hjælp og, som tiden går, et mere og mere ligeværdigt venskab.

Den der sms

– Vi vidste, hvem hinanden var, men havde ikke så meget med hinanden at gøre, lægger Jørgen fra land i starten på deres fælles fortælling.

– Den eneste, jeg egentlig snakkede med, var kassedamen i Netto
Jørgen, psykisk lidende

Jørgen og Jens Jørgen kom i den samme kirke, men uden at være venner. Gennem kirken var de med i et mandefællesskab og kendte til hinanden derfra, men var ikke mere end bekendte.

Det ændrede sig under coronaen. Under en onlinegudstjeneste gav Jørgen udtryk for, at det – godt nok var lidt svært med alt det, der var lukket ned.

Jørgen havde ikke noget arbejde og er førtidspensionist.

– Den eneste, jeg egentlig snakkede med, var kassedamen i Netto.

Efter onlinegudstjenesten tikkede der en sms ind fra Jens Jørgen: om ikke han skulle komme forbi efter arbejde dagen efter.

– Ja, du gav udtryk for, at du ikke havde set nogen i 14 dage, og det skulle da være løgn, siger Jens Jørgen.

– Jeg kunne da godt smutte ned og drikke en kop kaffe med dig.

Der lå ikke den store overvejelse i det. Dengang arbejdede han alligevel lige i nærheden.

– Jeg har altid været god til at følge indskydelser, fortæller han.

– Jeg var allerede selv ramt af coronaen, der var ikke mange mennesker, man kunne se, og jeg havde trods alt min familie derhjemme.

Jens Jørgen er far til to store drenge og har været gift i 25 år.

På det tidspunkt vidste han godt, at Jørgen bøvlede med det psykiske, men tænkte ikke videre over det.

– Jeg har altid haft nemt ved at tale med folk, og så er jeg uddannet ergoterapeut. Desuden har jeg før arbejdet med mennesker med fysiske og psykiske udfordringer. Og så har jeg selv haft en lang stressygemelding på et tidspunkt, fortæller Jens Jørgen.

For mange mennesker med en psykisk lidelse er det svært at række ud og bede om hjælp. Så hvordan turde Jørgen gøre det, spørger jeg. Men sådan så Jørgen det ikke dengang:

– Faktisk gav jeg vist bare udtryk for, at det var svært. Jeg havde slet ikke forventet, at nogen ville reagere på det, men jeg blev selvfølgelig superglad.

Kaffen dagen efter blev til en øl. Og en gåtur ud i naturen. Man måtte jo ikke sidde indenfor. Naturen skulle blive en trædesten til det kommende venskab.

Særlige regler for deres venskab?

Som menneske med en psykisk lidelse svinger ens energi måske mere end for folk uden. Hvordan håndterede de det i starten af venskabet?

– Vi aftalte allerede fra starten, at det var helt legalt at sige, at “du skal ikke komme forbi i dag”. Eller “i dag kan jeg kun holde til en halv time”, forklarer Jørgen og fortsætter:

– På et tidspunkt kunne jeg kun holde ud at være social en time eller sådan noget, men jeg vidste jo godt, at Jens Jørgen skulle hjem til familien, så det blev alligevel sjældent mere end en time.

For mig er det jo også rart, at der bliver lagt øre til. Når jeg har været her, er jeg måske også lidt mere hel
Jens Jørgen, ven til en med psykisk sygdom

Når de mødes i dag, starter de med at spørge ind. Hvordan er energiniveauet i dag, og hvad har vi lyst til? En halv time eller…? Også planerne kan ændres, uden at man behøver komme med alle mulige undskyldninger. For det er jo aftalt, at sådan er det bare:

– Jeg kan huske engang, vi havde aftalt at cykle en tur, og jeg havde bare ingen energi. Jeg var helt flad, siger Jørgen med eftertryk.

– Jeg overvejede egentlig at skrive, om vi ikke bare skulle aflyse. Men så nåede jeg frem til, at jeg jo bare kunne foreslå at cykle en lille tur. Så kommer du, og jeg finder cyklen frem, og jeg får ikke sagt, at batterierne er flade. Og vi ender jo med at få en god cykeltur. Godt nok på 20 kilometer.

Så fleksibiliteten har stor betydning. Det samme har det fælles ansvar for at mødes.

– Hvis vi ikke lige har set hinanden i 14 dage eller noget, så rækker vi begge ud. Det er ikke nødvendigvis mig, der altid skal tage kontakten, siger Jens Jørgen.

Til gengæld er det en stor fordel, at Jens Jørgen kan fortælle andre venner og bekendte, hvis Jørgen er indlagt.

– Så siger jeg til dem, at de lige kan vente en uge eller to med at ringe, for han er jo ikke lige til at få fat i.

Jørgen har været indlagt på psykiatrisk afdeling fire gange under corona og tre gange siden.

Mere ligeligt med tiden

Efter 5-6 år er venskabet blevet mere ligeligt. De har begge brug for hinanden. Jens Jørgen har aldrig været en del af psykiatrien, men kender godt til mentale udfordringer:

– Vinterdepressionerne står på spring, og nogle gange er det lidt svært at komme afsted på arbejde i Varde. Og over for Jørgen behøver jeg jo ikke forklare mig. Han kommer ikke med en hel masse forslag med det ene og det andet. Det er en hjælp bare at få lov til at blive lyttet til af en, der kender til, hvordan det hele nogle gange kan være.

– Ja, der er mange ting, hvor jeg godt kan sætte mig ind i, hvordan du har det, siger Jørgen og vender sig mod Jens Jørgen.

– Når energien mangler og den slags. Hvis man synes, man er den eneste, der har problemer, kan man jo godt føle sig som en belastning, men når rammerne åbner sig op, og Jens Jørgen fortæller om sine udfordringer, bliver venskabet mere lige. Også selv om han ikke har en psykiatrisk diagnose.

I dag mener Jørgen i sort og Jens Jørgen i rødt ikke selv, at der er forskel på deres og andre venskaber. Det, der startede som et mere ulige venskab mellem en med en psykisk lidelse og en uden, minder i dag mere om to mennesker, der bare mødes.

– Det første stykke tid var det jo kun en times tid, og så kunne jeg sætte kryds ved det, men sådan ser jeg det slet ikke i dag, forklarer Jens Jørgen.

– Med vores fælles interesse for naturen behøver vi jo ikke lave et eller andet fancy sammen. I alle venskaber er det vel sådan, at det ændrer sig over årene. Efter et par år er man jo et helt andet sted, end der hvor man startede. Sådan som vores venskab er i dag, ville jeg aldrig nogensinde have været foruden, siger Jørgen.

Nogle gange er Jørgen ude at spise ved familien hos Jens Jørgen, og de har holdt jul sammen en enkelt gang.

Naturen som fællesnævner

I dag er samværet blevet til længere ture. Jørgen og Jens Jørgen har en fælles kammerat, som de overnatter i shelter med.

– Han er naturnørd og elsker fugle og svampe. Han er vist mere konkret tænkende end os. Vi tager på tur to-tre gange i løbet af vinteren.

– Ja, vi ved jo, hvad der skal laves, forklarer Jens Jørgen.

– Det er nærmest som et ældre ægtepar. Vores kammerat og Jens Jørgen står for aftensmad, og Jørgen står for morgenmad.

De tager afsted ved fire-fem-tiden om fredagen, hugger noget brænde og drikker en øl.

– Vi nyder alle tre den ro, som naturen giver. Og så snakker vi jo bare.

Ikke snakke, der altid handler om følelser, eller hvis noget bøvler.

– Jeg kan huske en gang, vi lå på nogle bænke ude i mørket og bare kiggede på stjerner. Det var fantastisk bare at være, fortæller Jørgen.

Reglen på turene er ligesom, når de mødes på tomandshånd: Hvis Jørgen bliver udmattet af det sociale, kan han altid trække sig.

Jeg trækker lidt på spørgsmålet på det næste spørgsmål, der kan være kildent: Hvad får I hver især ud af venskabet?

– Uha, det er jo mange ting, siger Jørgen og lader pausen svæve eftertænksomt, inden han fortsætter.

– Det der med, at have en god ven, som bare er der for en. En, som jeg tør være åben over for. Det er jo guld værd. Det er bare rart at kunne vende nogle ting, hvis jeg er sur på psykiatrien, eller hvad det kan være. Det betyder rigtig meget for mig.

Jens Jørgen nikker og uddyber:

– For mig er den praktiske hjælp også vigtig, fortæller han.

– Jeg havde vand i kælderen engang, og så stod Jørgen jo bare klar til at hjælpe. Men det vigtigste er måske, at jeg kan vende nogle ting med Jørgen, der kan være svære at vende andre steder. For mig er det jo også rart, at der bliver lagt øre til. Når jeg har været her, er jeg måske også lidt mere hel, funderer Jens Jørgen.

– Og for mig er det jo også rart at vide, at man kan “bruges til noget”. At man gør noget for andre, er der stor værdi i, siger Jørgen.

– Men altså, hvis du ikke havde rakt ud under corona til en start, vel, så havde jeg ikke set dig, slutter Jens Jørgen og vender hovedet mod Jørgen.

De to midaldrende mænd i rødt og sort på skærmen vinker farvel.