”Granatchok”, ”Rape Trauma Syndrome”, ”soldaterhjerte”, ”Battered Woman Syndrome”, ”nostalgi” og ”KZ-syndrom”.
Det, vi i dag kalder ”posttraumatisk stressforstyrrelse” (PTSD), har haft mange navne gennem historien – og nogle af dem afslører, hvor misforstået tilstanden har været.
For eksempel kommer navnet ”granatchok” af, at man under første verdenskrig troede, det var de fysiske rystelser fra granateksplosionerne, der havde skadet hjernen.
Men selvom vi i dag har en langt bedre forståelse af, hvad det gør ved mennesker at opleve noget slemt, florerer der stadig et utal af myter og misforståelser omkring PTSD og traumer. For at komme nogle af dem til livs, har MenTalt talt med Dorte M. Christiansen, som er lektor og forsker i traumer ved SDU’s Videnscenter for Psykotraumatologi.
Fakta: Hvad er PTSD?
PTSD er en diagnose, man kan få, hvis man har symptomer inden for følgende tre symptomgrupper efter at have oplevet noget voldsomt psykisk belastende:
- Genoplevelsessymptomer – såsom flashbacks og mareridt.
- Undgåelsesadfærd – hvor man for eksempel undgår ting og steder, der minder en om traumet, eller at man isolerer sig.
- Fortsat trusselsoplevelse – hvor kroppen bliver ved med at være i alarmberedskab, eksempelvis som om man stadig er i krig.
Det amerikanske system har også en fjerde gruppe, der hedder ”ændring i negative tanker og følelser” – altså at man tænker mere negativt om verden end før og er mere ked af det.
Alle symptomerne skal være til stede samtidigt i mindst en måned og i en grad, der påvirker funktionsniveauet.
Man kan også få det, der hedder ”kompleks PTSD”, hvor man også skal leve op til kriterierne for PTSD, men derudover har symptomer inde for tre hovedområder:
- Problemer i affektregulering – altså at have svært ved at være i en negativ følelsestilstand og regulere sine følelser.
- Negativt selvbillede og ustabil identitet.
- Relationelle vanskeligheder som tilknytningsproblematikker eller at have svært ved at stole på andre.
Myte 1: Et traume er noget, du oplever
Den første myte handler om, hvad ordet ”traume” overhovedet betyder.
Dorte M. Christiansen oplever nemlig, at mange bruger det lidt forkert. De kommer til at kalde noget, de har oplevet, for et traume.
-Men som forskere skelner vi mellem hændelser, som kan være traumatiske, og så selve traumet, som er den skade, der kan ske på grund af hændelsen, forklarer hun og fortsætter:
-Det er ligesom, at et fysisk traume ikke er selve busuheldet, men den fysiske skade, der sker ved uheldet. Det kommer folk tit til at blande sammen.
Myte 2: PTSD er noget, kun krigsveteraner har
Når PTSD bliver omtalt i medierne og i fiktion, handler det tit om krigsveteraner. Men hvis man tror, at PTSD primært er en veteranlidelse, tager man altså fejl.
-Jo, der er mange krigsveteraner med PTSD, men det er bestemt ikke dem, der fylder mest i statistikkerne. Seksuelle overgreb er ansvarlige for langt flere tilfælde af PTSD – faktisk omkring 50-60 procent af tilfældene. Det er også en af de begivenheder, der er forbundet mest med PTSD, forklarer Dorte M. Christiansen.
Hun tilføjer, at der også er flere, der har PTSD efter fysiske overgreb i barndommen og psykisk vold, end der er krigsveteraner med PTSD.
-Og ved mænd er det også mere udbredt, a det er ulykker, der er årsagen – altså at man for eksempel er kommet til skade på sit job. Eller at man har været vidne til forfærdelige ting som politi, first responder i brandvæsenet, lokomotivfører, sygeplejerske eller som ansat i psykiatrien.
Myte 3: Der er én rigtig måde at komme gennem en traumatisk oplevelse
Som den tredje myte nævner Dorte M. Christiansen den udbredte opfattelse af, at der er rigtige og forkerte måder at reagere på, når man oplever noget traumatisk.
Hun forklarer, at der er mange måder at reagere på i selve situationen.
-Det er enormt individuelt, om man har en kamprespons, en flugtrespons, eller om man bliver passiv – der er ikke en reaktion, der er mere korrekt, siger hun.
På samme måde er der ikke én rigtig måde at reagere på i tiden efter den traumatiske oplevelse. For eksempel har nogle måske mest brug for at tage fri fra arbejde, mens andre har brug for at fokusere mere på at arbejde.
-Det, man skal være opmærksom på, er, om personens måde at reagere på varer ved i længere tid – for så bliver det patologisk, forklarer Dorte M. Christiansen.
Hun påpeger, at der er en tendens i samfundet til at tænke, at man helst skal få talt med en psykolog så tidligt som muligt.
-Men ikke alle får gavn af at snakke med professionelle med det samme. For mange er det egentlig bedre at tale med pårørende. Igen kommer det an på den enkelte, siger Dorte M. Christiansen.
Det er ikke fordi, man nødvendigvis får den forkerte behandling hos en psykolog, forklarer hun. Men det kan blive problematisk, hvis personens nærmeste skubber noget over til systemet, som venner, partner, familie eller kollegaer egentlig skulle stå for.
-Så bliver det en afvisning. Det professionelle kan aldrig erstatte støtten fra netværket, siger Dorte M. Christiansen.
Myte 4: ”What doesn’t kill you makes you stronger”
Det var den tyske filosof Friedrich Nietzsche, der først skrev, at ”det, der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere”.
Frasen er siden blevet en fast del af hverdagssproget og popkulturen, hvor den blandt andet er blevet sunget af Kanye West og Kelly Clarkson.
Det er en ide, der har sat sig i vores forståelse af, hvad det vil sige at gennemgå noget svært. Problemet er ifølge Dorte M. Christiansen bare, at det ikke passer.
-Det kan være en rigtig skidt måde at se det på. Mange overlever jo forfærdelige ting, men bliver mærket – det er jo det, traumer er. Nogle kan godt få det, vi kalder ”posttraumatisk vækst”, men det er oftere noget, folk bliver påduttet. En forventning om, at ”det kan godt være, at du har været ude for den ting, men jeg er sikker på, at du nok sætter mere pris på dine børn og naturen” og alt sådan noget. Det er sjældent, at der kommer noget positivt ud af det pres, siger Dorte M. Christiansen og tilføjer:
-Men det betyder ikke, at livet er ovre, hvis man er traumatiseret. Man kan stadig godt leve et godt liv.
Myte 5: Man får automatisk ptsd af en katastrofeoplevelse
Den sidste myte er, at en forfærdelig oplevelse altid vil sætte sig som et traume eller PTSD.
Det er ikke kun noget, almindelige mennesker går og tror – sådan tænkte man også i psykiatrien.
-Den oprindelige definition af ”traume” kommer fra græsk og betyder ”skade”. Det er den psykiske skade, man pådrager sig fra en udefrakommende begivenhed, fortæller Dorte M. Christiansen.
Hun forklarer, at man især før i tiden lagde meget vægt på, at en person skal være blevet udsat for noget ekstremt truende eller katastrofeagtigt, før der kan være tale om PTSD – det kalder man ”stressorkriteriet” i en diagnosekontekst. I det nuværende diagnosesystem, ICD-10, som efterhånden har en del år bag sig, er stressorkriteriet meget rigidt i forhold til, hvor katastrofeagtig en oplevelse patienten skal have haft, men i det kommende diagnosesystem, ICD-11 bliver der mere plads til, at der kan være forskel fra person til person.
-Men vi er ved at gå væk fra det, fordi forskningen har vist, at man ikke nødvendigvis får PTSD af at gennemleve en katastrofe. Vi kan jo for eksempel se, at det ikke er alle, der udsættes for en bilulykke, der får PTSD. Voldtægt er en af de ting, flest udvikler PTSD efter at have oplevet, men selv der ser vi, at det kun er omkring 50 procent af dem, der søger hjælp, der har udviklet PTSD efter tre måneder, forklarer Dorte M. Christiansen.
Omvendt viser forskningen også, at mange også udvikler PTSD, selvom de ikke har oplevet noget udtalt katastrofalt. Ifølge Dorte M. Christiansen er der mange faktorer udover selve oplevelsen, der afgør, om man udvikler PTSD.
-Det handler ikke om, om man er svag eller ej. Det er formentligt et samspil mellem sociale faktorer og sårbarhedsfaktorer. Vi har alle glas, der er fyldt forskelligt op. Hvis du smider en stor sten i et halvtomt glas, flyder der lige så meget vand over, som hvis du smider en lille sten i et fyldt glas, siger Dorte M. Christiansen.
Hun forklarer, at det har stor betydning, om man bliver støttet af sine nærmeste, om man bliver mødt med forståelse eller fordømmelse, og om man skal kæmpe med institutioner som kommunen eller forsikringsselskabet.
