Følelseskolde, akavede, barnlige, geniale og taktløse robotmennesker.

Det indtryk kan man få af autistiske mennesker, hvis man kun lærer dem at kende gennem de mange portrætteringer af autisme i film som Rain Man og serier som The Big Bang Theory.

Hvis man derimod kun lærer autisme at kende gennem nyhedsmedierne, kan det virke som noget samfundsnedbrydende eller sygeligt – for eksempel i debatterne om fejlslagen inklusion og utrygge klasserum, eller når Donald Trump hævder, at brugen af paracetamol under graviditet øger risikoen for autisme.

Fordommene og myterne om autisme er mange. Men i virkeligheden er autistiske mennesker hverken robotter, budgetposter eller baktusser – de er mennesker af kød og blod.

For at komme nogle af fordommene til livs har MenTalt ringet til Ea Carøe, som er psykolog og faglig direktør og stifter af Molis – en landsdækkende psykologisk praksis, som har speciale i autisme og ADHD. Hun fortæller her om en række myter om autisme, som skal efterlades i fortiden.

Myte 1: Alle autister har særlige evner

Den første myte er ideen om, at alle autister har noget, de er umenneskeligt gode til. For eksempel som det ses i filmen Rain Man fra 1988, hvor Dustin Hoffman spiller en autistisk mand, der kan løse komplekse regnestykker på et splitsekund i sit hoved.

– Man kalder det ”savant syndrom”. Men det er altså ikke en del af det at have autisme. Der er en overrepræsentation af savante blandt autister, men man kan også godt være savant uden at have autisme, siger Ea Carøe.

Nogle studier skønner, at omkring ti procent af autistiske mennesker har savante evner. Når myten om, at det gælder alle autistiske mennesker alligevel hænger ved, er det formentligt fordi, det skaber fascination, når en person har en usædvanlig evne, vurderer Ea Carøe.

– Samtidigt er det jo også kendetegnende for autisme at mange har særinteresser. Man fordyber sig i og får en masse viden og kompetencer inden for et særligt område. Når man har dyrket en interesse i mange år, kan det jo godt komme til at ligne, at man har savante evner, forklarer hun.

Problemet med myten er ifølge Ea Carøe, at de autister, som ikke har savante evner, nærmest kan føle sig som “forkerte autister”.

– Hvis man i forvejen føler sig forkert i verden, fordi man adskiller sig fra flertallet, så hjælper det ikke, hvis man ovenikøbet får at vide, at man er autist på en forkert måde, fordi man ikke har savante evner, siger Ea Carøe.

Myte 2: Autister mangler empati.

En af de mest sejlivede myter om autisme, som Ea Carøe møder, er, at autister skulle mangle empati.

– Det er en stor misforståelse. Det at have autisme er at være til stede i verden på en anden måde. Med til det hører, at det er nogle andre signaler, man sender. Så empati viser sig også anderledes, og for ikke-autister kan det godt tolkes som, at der ikke er empati, forklarer Ea Carøe.

Hun forklarer, at forskellen kan være ting som at autistiske mennesker har lidt længere bearbejdningstid, før de reagerer på en situation, eller at de kan tænke, at det er en større hjælp at fjerne problemet end at trøste.

– Men forskellen kan faktisk også ofte være, at de er hyperempatiske, hvor de virkelig opfanger signaler og stemninger i rummet, men kan have svært ved at omsætte det til handling – ikke fordi de mangler empatien, men fordi de mangler nogle strategier eller færdigheder til at håndtere alt det, de mærker og føler, siger hun.

Ea Carøe oplever, at mange bliver enormt ramt af fordommen, netop fordi de tit har mere empati end gennemsnittet.

–  Det er sårende for dem at opleve, at andre har den fordom. Især fordi jeg oplever at autister ofte har høje standarder for etik og moral, så når man bliver mødt med den fordom, rammer det meget ind i identiteten og selvværdet, forklarer hun.

Myte 3: Autister kan ikke holde øjenkontakt

Mange har nok hørt, at autistiske mennesker ikke kan holde øjenkontakt. Men ifølge Ea Carøe er det altså en myte.

– Det er ærgerligt, for det har givet folk en opfattelse af, at man ikke kan være autist, hvis man kan holde øjenkontakt, siger hun.

Hun forklarer, at autistiske mennesker sagtens kan holde øjenkontakt, men at doseringen tit er anderledes.

– Nogle holder måske mindre øjenkontakt, men det modsatte kan også gælde – altså at man har mere øjenkontakt, som kan vise sig som et stirrende, fastholdende blik. Men folk lægger måske mere mærke til det, hvis man holder mindre øjenkontakt, forklarer Ea Carøe.

Hun fortæller, at de, der har svært ved det, ofte fortæller, at øjenkontakt er overvældende.

– Der er mange sanseindtryk at forholde sig til, når man snakker med nogen – kropssprog, tone, lugt og alt muligt andet. Så kan det blive overvældende også at skulle forholde sig til alt den sansemæssige information, der kommer ud af øjnene. Så man kigger egentlig væk for at spare energi og koncentrere sig om det, den anden siger, forklarer Ea Carøe.

Myte 4: Autisme skyldes dårlig opdragelse

En sidste myte, som ifølge Ea Carøe lever i bedste velgående er, at autisme skulle skyldes dårlig opdragelse.

Det er en myte der har hængt ved i årtier. I gamle dage tænkte man, at autisme skyldtes følelseskolde og afvisende mødre – såkaldte ”køleskabsmødre”. I dag hører man mere, at autistiske børns udfordringer må skyldes, at forældrene ikke sætter nok grænser og stiller nok krav.

– Men autisme er altså en medfødt neurologisk betinget tilstand. Det er lidt som at have et andet styresystem – en anden måde at være i verden på, som forældrene tuner ind på fra dag ét, siger Ea Carøe.

Hendes erfaring er, at forældrene oftest har en god fornemmelse for, hvad barnet har brug for, og at det blot skaber større stressbelastning, hvis de i stedet følger råd om en anderledes eller mere striks opdragelse.

– Når de møder den her fordom om opdragelse, bliver deres kompas slået ud af kurs. Forældre har mere brug for at blive styrket i det, de fornemmer og mærker, og som de har erfaret gennem mange år. De ved, hvilke nedsmeltninger, det kan medføre, hvis ikke barnet for eksempel får lov til at spise aftensmad alene, siger Ea Carøe.