ADHD fylder mere i mediebilledet end nogensinde før.
Den eksplosive stigning i antallet af danskere, der har en ADHD-diagnose, trækker jævnligt overskrifter og bliver igen og igen genstand for debat i avisspalterne og på de sociale medier.
Vi taler meget om, hvor mange der har diagnosen, og om færre eller flere burde have den. Men glemmer vi at tale om, hvad ADHD overhovedet er?
For at tage livtag med nogle af de misforståelser, der kan opstå, når en psykiatrisk diagnose bliver politisk dagsorden, har MenTalt ringet til direktøren i ADHD-foreningen, en psykiatriprofessor og en tidligere minister og bedt dem sætte ord på nogle myter om ADHD, der gerne må dø ud.
Myte 1: Alle har da lidt ADHD
– ”Har vi ikke alle en snert af ADHD?”, er noget af det, jeg er mest irriteret over at høre, siger Manu Sareen.
Han er foredragsholder, vært på ADHD & Autisme Podcast med Manu Sareen, og tidligere minister. Og så har han selv ADHD.
– Eller ”nu har alle efterhånden ADHD”. For virkeligheden er, at prævalensen faktisk kun er omkring fem procent i befolkningen. Jeg mener, at vi kun har diagnosticeret omkring tre procent af befolkningen, så vi er ikke tilnærmelsesvis deroppe, hvor man kan bruge det udsagn, fortsætter han.
Han fortæller, at han ofte må forklare folk, at der skal mere til for at få en ADHD-diagnose, end at man kan relatere til et enkelt symptom.
– Det er jo summen af alle kernesymptomerne, der giver ADHD. Altså det er jo ikke ADHD, bare fordi man er kreativ eller er lidt hurtig. Men det er som om, der bare er mange, der har fået den opfattelse, siger Manu Sareen.
Han har svært ved at udpege en årsag til, at folk får den opfattelse.
– Måske har man ikke sat sig så grundigt ind i begrebet. Eller måske har man ladet sig forføre af ting, man har læst i medierne. Jeg ved det ikke. Men det undrer mig. Jeg går jo heller ikke rundt og tror, at alle har sukkersyge eller det ene eller det andet, fordi der bliver snakket meget om det i aviserne, siger Manu Sareen.
Myten har den konsekvens, påpeger han, at der er mange med ADHD, der føler sig misforstået på arbejdspladsen, i familien eller i skolen.
– Det er jo pisseirriterende at blive mødt med det udsagn på arbejdet, når man endelig har taget sig sammen til at fortælle om sin ADHD. Det er jo ikke det, man skal mødes med, siger Manu Sareen.
Myte 2: Ingen ro eller koncentration
Det er på tide, at vi efterlader forestillingen om, at folk med ADHD hverken kan sidde stille eller koncentrere sig, i fortiden. Det mener Per Hove Thomsen, som er overlæge og professor i børne- og ungdomspsykiatri ved Aarhus Universitet. Han forsker i ADHD og har for nyligt udgivet en opdateret 2. udgave af sin bog ”Kort & Godt om ADHD”.
– Billedet af ADHD er en dreng, der hænger i gardinerne og flagrer rundt, og som aldrig sidder stille på sin stol. Sådan er det da også for nogle, men mange børn og voksne med ADHD kan jo godt sidde stille og kan også godt koncentrere sig under optimale omstændigheder, siger Per Hove Thomsen.
Det er ikke et spørgsmål om, om man har mere eller mindre ADHD. Professoren forklarer, at mange har udtalte opmærksomhedsproblemer, der bare er skjulte for omverden.
– De er så især præget af indre uro og tankemylder. Nogle beskriver det som ”popcornhjerne” – altså hvor tanker popper op og forstyrrer koncentrationen, fortæller han.
Når det gælder opmærksomheden, er det ifølge Per Hove Thomsen heller ikke fordi, folk med ADHD slet ikke kan koncentrere sig. Problemet er nærmere, at de har en mindre fleksibel opmærksomhed.
– De fleste af os kan godt skrue op og ned for opmærksomhedsblusset alt efter, hvor meget fokus en opgave kræver. Man kan dosere sin energi der, hvor den er relevant. Men det kan være sværere, hvis man har ADHD, forklarer han.
Evnen til at styre, hvad opmærksomheden går til, kan svinge meget, alt efter hvor meget energi man har, fortæller professoren.
– Men hvis man har fuld strøm på hjernen, sidder et sted uden forstyrrelser og er motiveret for det, man laver, så kan man sagtens koncentrere sig. Man kan endda komme til at udtrætte sig selv, fordi man bliver alt for optaget og bundet af en opgave, siger han.
Fortællingen om, at ADHD er noget med at hænge i gardinerne, er formentligt opstået, fordi fokus har været på det, der skaber størst ravage og opmærksomhed, vurderer professoren.
– Og det er jo den der mere tydelige hyperaktivitet. Det er jo mere ”træls” for lærere og forældre, hvis man aldrig ved, hvor de er, og man hele tiden skal passe på dem, end med de børn, der sidder og falder hen, forklarer han.
Det ensidige fokus på den hyperaktive version af ADHD gør ifølge Per Hove Thomsen, at de, der ikke passer ind i billedet, ikke bliver anerkendt for deres vanskeligheder på samme måde
– Og hvis de overhovedet bliver opdaget, så sker det på et senere tidspunkt. Vi ved for eksempel fra de danske tal, at piger, som oftere har denne type ADHD, bliver erkendt tre til syv år senere. Der er formentligt også mange, der går helt under radaren, fortæller han.
Han tilføjer, at der heldigvis er kommet et større fokus på den mere stille ADHD, men at der stadig er brug for at udbrede viden. Som lærer eller forælder er det en god idé at være opmærksom på, om et barn har et svingende funktionsniveau og problemer med at følge med i timen.
– Senere hen også problemer med det sociale, da opmærksomhedsvanskelighederne kan betyde, at man zoner ud et øjeblik og derfor ikke fanger, hvad der aftales, eller hvad reglerne i en leg var, siger Per Hove Thomsen.
Myte 3: Dårligt opdraget
”Er det ikke bare dårlig opdragelse?”
Den fordom om børn med ADHD lever i bedste velgående, fortæller Camilla Louise Ganzhorn, direktør i ADHD-foreningen.
– Den bliver folk stadigvæk mødt med i kommunen, i familien og nede i Brugsen. ”Skal du ikke bare stille nogle krav?” ”Skulle du ikke bare lige lave nogle strammere rammer?” ”Lidt skældud ville nok hjælpe.” ”Sæt nu lige barnet på plads”, fortæller Camilla Louise Ganzhorn.
Hun fortæller, at de i ADHD-foreningen har svært ved at forstå, at den ikke går væk, med den viden vi har i dag.
– ADHD og opdragelse er jo to vidt forskellige ting. Vi ved jo i dag, at det er en udviklingsforstyrrelse med en stærk genetisk komponent. Det er klart, at både opvækst og omgivelser kan påvirke, hvordan de her symptomer eller udfordringer eller funktionsnedsættelser kommer til udtryk, men de skaber ikke ADHD, siger Camilla Louise Ganzhorn.
Hun fortæller, at hun lige har været på sommerlejr med en masse familier med børn, der har ADHD.
– Jeg har aldrig før set forældre, der kæmper så hårdt for netop at sætte grænser og få opdragelsen til at fungere. Derfor er det bare sådan en hård myte for dem at få smidt i hovedet, siger Camilla Louise Ganzhorn.
Hun tilføjer, at hun godt kan forstå, at andre forældre føler, at det er svært, når de i en skolekontekst oplever, at et andet barns adfærd gør det svært for deres eget barn at være i skolen eller påvirker dets læring.
– Selvfølgelig må man reagere, når ens barn oplever, at det ikke er trygt at være i skolen på grund af et andet barn. Og når man så leder efter en forklaringsmekanisme, er det her med opdragelsen bare det nemmeste at ty til, når man ingen viden har om det, forklarer Camilla Louise Ganzhorn.
Men det gør det stadig ikke okay at sige, pointerer hun.
For forældrene til det pågældende barn, er det en svær situation at navigere i.
– Ofte bliver man jo overvældet og overrasket over, hvad der kan føles som et angreb i situationen, og så får man ikke sagt det, man gerne vil. At skulle forsvare sit barn – for eksempel på et forældremøde – er ikke en nem situation at stå i, siger Camilla Louise Ganzhorn.
Det bedste råd, hun kan give, er, at man skal tage det i opløbet ved at informere folk om, hvad der er på spil for ens barn, hvad man kæmper med, og hvad man gør for at håndtere det.
– Altså inden man overhovedet kan nå til et forældremøde, hvor det kan gå galt, eller en grim Lectio-besked. Det giver en lille åbning. Det giver stadigvæk ikke o.k. til, at barnet kan gøre, hvad det vil – det vil forældrene heller ikke have – men det giver alligevel en fælles forståelsesramme, man kan tale ind i. Forældre skal jo ikke stå og forsvare deres barn. De skal forklare – ikke forsvare.
