Lars Vedel Kessing oplever, at der blandt både patienter, pårørende og i samfundet generelt er mange, der tror, at man ikke kan leve et normalt liv, hvis man har bipolar lidelse.
Det ærgrer ham, eftersom han som professor og overlæge ved Københavns Universitet og Psykiatrisk Center København i mange år har forsket i bipolar lidelse og derfor ved, at diagnosen ikke nødvendigvis spænder ben for det gode liv – hvis man altså får den rette behandling.
MenTalt har bedt professoren om at forklare, hvad en bipolar-diagnose betyder for ens fremtidsudsigter i 2026.
Det er blevet bedre
Lars Vedel Kessing fortæller, at det er en opfattelse, der går langt tilbage.
– Det kommer af, at man før i tiden så bipolar som en af de store ”sindssygdomme”. Man havde en forestilling om, at hvis man havde sådan en, så var det meget svært at fungere i samfundet. Men det ved vi i dag, at man godt kan, siger han.
Hollywood og medieverdenen har dog dyrket den gamle og lidt overdrevne opfattelse af bipolar lidelse – og det har sat sig fast.
– Når vi ser mennesker, der skal forestille at have bipolar lidelse, på film, er det ofte skåret hårdt til. Tit er det noget med en, der ødelægger et møde på sit arbejde, en familiemiddag eller måske et bryllup, fordi vedkommende er manisk og slet ikke kan gå i samspil med de øvrige personer. Sådan noget kan selvfølgelig forekomme, men det er bare meget mindre hyppigt, end mange går og tror, siger Lars Vedel Kessing.
Professoren understreger dog, at bipolar bestemt ikke er en mild lidelse.
– Begge typer af lidelsen er alvorlige nok til, at det kan påvirke ens evne til uddannelse og ens arbejdsevne, og det kan øge risikoen for skilsmisse og for, at man kommer til at bo alene. Men pointen er, at hvis du får et tidligt behandlingstilbud, så er langtidsprognosen betydeligt bedre for langt de fleste patienter, siger Lars Vedel Kessing.
Han forklarer, at behandlingen er blevet meget bedre i dag. Hvis man har fået stillet diagnosen bipolar lidelse inden for de seneste to år, kan man i dag blive henvist til en ambulant Regionsfunktion I alle regionerne, hvor man kan få medicinsk og psykologisk behandling. Man begyndte på de tidlige behandlingstilbud tilbage i 2004, og det har ledt til færre indlæggelser.
Men når mange stadig tror, at man ikke kan deltage i samfundet, hvis man har bipolar lidelse, kan det føre til, at man selvstigmatiserer, fortæller professoren.
– Det vil sige, at personen dømmer sig selv og siger ”jeg får nok aldrig en uddannelse, et godt arbejde, en familie eller børn, fordi jeg har en alvorlig psykisk lidelse, og sådan er det bare”. Det kan være tungt at leve med den forestilling, siger Lars Vedel Kessing.
Han tilføjer, at det også kan have den konkrete konsekvens, at det kan skabe nogle barrierer på arbejdsmarkedet, da ledere ikke tør satse på at ansætte en person med bipolar lidelse på grund af lidelsens ry – også selvom vedkommende klarer sig fint.
God behandling – godt liv
Det gode liv med bipolar lidelse kommer ikke af sig selv. Det kræver for det første, at man får den rette behandling tidligt i sit sygdomsforløb, men det kræver også, at den behandling varer ved.
Selvom Lars Vedel Kessing gerne vil sprede budskabet om, at bipolar lidelse ikke er så farligt, som mange går og tror, er det ham også magtpåliggende, at danskerne forstår, at lige meget hvor god behandlingen er, kommer man ikke af med lidelsen.
– Du skal lære dig selv at kende på en ny måde, efter du har udviklet en bipolar lidelse. Du kan godt leve et normalt liv, men du skal nok fortsat have kontakt til behandler i mange år. Det kan være hospitalspsykiatrien eller en privatpraktiserende psykiater, eller det kan være din egen læge, hvis du er så velbehandlet, at der kun er behov for, at du lige kommer ind til et tjek hvert halve år, siger Lars Vedel Kessing.
Han oplever, at patienter ofte tror, at de kan stoppe med medicinen, så snart de har været stemningsstabile i noget tid. Men sådan forholder det sig ikke.
– Det er sådan, at hvis man har en aktuel depression eller mani, skal man først hjælpes ud af den. Men den anden del af behandlingen er at forebygge, at der kommer nye depressioner og manier, siger han.
Og det gør man altså ved fortsat at tage sin medicin. For selvom man er velbehandlet, forsvinder sygdommen ikke. Den gemmer sig stadig bagved medicinen og de psykologiske behandlingsformer.
– Det ved vi, fordi vi i praksis ser folk, der siger ”Jeg har det jo godt, så nu behøver jeg ikke at tage min medicin længere” og så stopper, ”for det er jo heller ikke sundt at gå og tage medicin”. Men det fører desværre ofte til indlæggelser, fordi patienten så har fået tilbagefald med depression og mani, fortæller Lars Vedel Kessing.
Han tilføjer, at man kan godt trappe ud af medicinen, men det skal være på et tidspunkt, hvor alle rammerne omkring en er gode, og man ikke har problemer med hverken kæreste, ægtefælle, venner, uddannelse eller arbejde. Oftest tager det flere år, før man når til et punkt, hvor det giver mening.
– Jeg tror, det er en meget normal reaktion at tænke, at man ikke behøver at tage medicin, når man har det godt. Men sådan er det jo med meget medicin. Hvis du har sukkersyge, og du stopper med at tage dine insulinindsprøjtninger, vil dine symptomer også komme tilbage, siger han og fortsætter:
– Du kan godt få et normalt liv både med og uden medicin. Men jeg synes ikke, at det skal være et mål i sig selv at komme af med den medicinske behandling. Dit mål skal være at have et godt liv og fungere godt fysisk, psykisk og socialt – at du er et sted i dit liv, hvor du gerne vil være. Det er det vigtigste.
