Fordom eller fakta: Er man et dårligt menneske, hvis man har en borderline personlighedsforstyrrelse?

Forskning har vist, at borderline er en af de mest stigmatiserede psykiske lidelser.

Mennesker med personlighedsforstyrrelsen, borderline, bliver ofte set som manipulerende, opmærksomhedssøgende, farlige og følelsesmæssigt utilregnelige.

Borderlineeksperter som Bo Sayyad Bach, der er klinisk professor ved Psykiatrien i Region Sjælland og Institut for Psykologi ved Københavns Universitet, bruger meget energi på at luge ud i disse fordomme.

For at forstå, hvorfor den gængse opfattelse af borderline er skæv, skal man først forstå, hvor den kommer fra. Ifølge Bo Sayyad Bach skal svaret både findes i, hvordan borderline beskrives i faglitteraturen og i historien om, hvordan begrebet borderline blev til.

Borderline i dag

Det er vigtigt at forstå, at borderline er en af flere forskellige personlighedsforstyrrelser. Helt grundlæggende har alle mennesker en personlighed, som har nogle funktioner, der skal hjælpe os med at overleve. Når de funktioner bliver forstyrret, kalder man det en personlighedsforstyrrelse – og borderline er en af måderne, det kan komme til udtryk på.

Sådan forklarer Bo Sayyad Bach det. Han forsker i personlighedsforstyrrelser og er med til at udvikle værktøjerne til at diagnosticere dem i det kommende ICD-11-diagnosesystem. I ICD-10, som Danmark har brugt siden 1994, er borderline en undertype af diagnosen emotionel ustabil personlighedsstruktur.

I praksis følger man dog ofte de amerikanske kriterier, hvor man for at få borderline-diagnosen skal opfylde fem kriterier ud af ni. Ifølge Bo Sayyad Bach betyder det, at diagnosen har en mangfoldighed af forskellige udtryk, og at to personer med borderline kan være meget forskellige. Fælles for alle kriterierne er dog, at den adfærd, de beskriver, skal ses som en slags copingstrategier – og det er vigtigt at huske, påpeger han.

– For eksempel kan selvskade være en måde at regulere sig selv på. Eller måske gør man noget hasarderet eller tager stoffer, fordi man bare skal væk fra en eller anden følelse, forklarer Bo Sayyad Bach.

Men, tilføjer han, det er bare alt for sjældent at nuancer som disse kommer med – både blandt nogle sundhedsprofessionelle og i den brede befolknings syn på borderline. I stedet kommer fokus ofte til at være på alt det negative ved de mennesker, der har borderline, og det bliver set som en særskilt kategori af særligt ubehagelige mennesker.

Bo Sayyad Bach har tidligere fortalt til MenTalt om, at vi med det kommende ICD-11-system faktisk er på vej væk fra borderlinediagnosen, blandt andet fordi der er brug for et mere nuanceret syn på de mennesker, der har en personlighedsforstyrrelse. Lad os derfor nu se nærmere på historien bag den diagnose, vi forlader.

Historien bag

Med til det negative syn på borderline, og personlighedsforstyrrelser generelt, hører en opfattelse af, at det ikke blot er noget dårligt, en person kan komme til at fejle. Det er selve personen, der er dårlig eller har en moralsk brist. Denne negative opfattelse har rødder helt tilbage til diagnosens oprindelse.

Bo Sayyad Bach fortæller, at personlighedsforstyrrelser gjorde sit officielle indtog i sundhedsvæsnet efter 2. verdenskrig, da begrebet så småt blev skrevet ind i klassifikationssystemet ICD-6. Inspirationen var den tyske psykiater Kurt Schneiders definitioner – og de var blandt andet bygget på hans observationer af prostituerede i Hamborg.

– De var ikke på nogen måde privilegerede. Det var folk, der levede på gaden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det jo var nogle lidt afstumpede typer. Men sådan var man jo nødt til at være i det miljø. Det er der, det stammer fra, at personlighedsforstyrrelse, herunder borderline, er noget problematisk og samfundsnedbrydende, fortæller Bo Sayyad Bach.

Som eksempel på, hvordan det stadig kan ses i nutidens borderlinediagnose, nævner han kriteriet ”impulsivitet”.

– Man bruger betegnelsen ”promiskuøs adfærd” som eksempel på det. Når mine unge studerende hører det, kan de blive småforargede, for hvad vil det sige at være promiskuøs? Og hvor går grænsen? Det er et meget sensitivt emne, siger han.

Han tilføjer, at der bestemt er grund til at diskutere, om ”promiskuøs” er det rigtige ord at bruge, men at den reelle grund til overhovedet at nævne seksuel adfærd i beskrivelsen er, at man i praksis ofte oplever, at disse patienter kan udsætte sig selv for ”skadelig seksuel aktivitet”.

– De kan være virkelig hårde ved sig selv og mishandler sig selv ved at lade sig udsætte for fare af seksuel karakter. Men når man prøver at gå ind og vurdere det, er der nogle gange en hårfin grænse mellem det og så det, som nogle i vores postmoderne kultur vil sige, er en slags moralsk snerpethed, forklarer Bo Sayyad Bach.

Også konteksten for, hvordan borderlinebegrebet har været brugt, har haft betydning for synet på det. I de første mange år blev det i praksis mest brugt som et mærkat i retssystemet.

– Retsligt sidestillede man borderline med at være på grænsen til sindssyge grundet en karakterbrist. Man har altså brugt betegnelsen instrumentelt i samfundet til at finde ud af, hvem der skulle institutionaliseres og rehabiliteres til at blive bedre samfundsborgere, siger Bo Sayyad Bach.

Det udviklede sig så til at blive et udtryk for patienter, der var uden for terapeutisk rækkevidde.

– Det er først endnu senere, at man har lagt vægt på, at personen også lider og kan behandles. Det var der, vi også fik den ængstelig-evasive personlighedsforstyrrelse, som er den anden behandlingspakke, vi har i regionerne. Man kan sige, at ved ængstelig-evasiv vendes lidelsen indad, mens den ved borderline både vendes indad og udad.

Psykiatrisprog

Selvom man er blevet mere opmærksom på, at der ligger lidelse bag borderlinepatienternes livsmønster, hænger det negative image ved – for eksempel i beskrivelserne af borderline fra ICD-10.

– Beskrivelserne og kriterierne er jo negativt ladet. Men det skal de på en måde også være, fordi det er noget negativt eller dysfunktionelt, der skal afhjælpes – ellers ville vores sundhedssystem ikke allokere ressourcer til det. Men problemet er, at det dysfunktionelle portrætteres meget udefra, siger Bo Sayyad Bach.

Han nævner personlighedsforstyrrelsesegenskaber som “stridbarhed”, “utilregnelighed”, “udadreagerende adfærd” og “voldsom vrede” som eksempler på den negative portrættering og påpeger, at der ligesom med ordet ”promiskuøs” er en faglig grund til, at det bliver beskrevet på den måde. Det kan dog gå tabt, fordi fokus kommer til at være på den negative oplevelse af patientens adfærd i stedet for grundene bag.

– En patient, der er ”stridbar”, er der jo ikke nogen behandlere, der vil arbejde med. Vi ved fra amerikanske studier, at der er mange professionelle, der undlader at diagnosticere borderline, fordi det kan være svært at få kollegaer til at overtage patienter med denne diagnose. Professionelle kan også komme til at omtale det negativt, fordi de har oplevet det som belastende og hårdt. Det er et eksempel på, at der blandt professionelle også er stigmatisering, fortæller Bo Sayyad Bach.

Når selv fagfolk kan komme til at tage noget af denne negative framing af borderline til sig, så sker det i endnu højere grad i den brede befolkning.

– Det er vigtigt at huske, at diagnostiske beskrivelser aldrig har været beregnet til at blive brugt af patienter og alle andre. Hvis jeg går til en mave-tarm-kirurg eller en speciallæge i intern medicin, så har de sikkert en forståelse af alle mulige ting, der sker inde i min krop, der kan virke lidt skræmmende, og som jeg ikke får at vide hvad man kalder på deres fagsprog. Jeg får bare den mest centrale information på hverdagssprog. Det er lidt det samme med psykiske diagnoser. De er jo egentlig ikke udviklet til lægfolk, siger Bo Sayyad Bach.

Men, forklarer han, i de sidste årtier er der sket en udvikling, hvor psykiatrisproget er blevet noget, som mange læser om på internettet og har en holdning til.

– Problemet med det psykiske er, at det på overfladen er et sprog, som folk har nemmere ved intuitivt at forstå. Folk går ikke bare lige på samme måde ind og læser om mave-tarm-sygdomme og bruger det mod hinanden – det virker mere teknisk og komplekst for dem, siger Bo Sayyad Bach og fortsætter:

– Rent anekdotisk oplever mange af os til selskaber og familiekomsammener, at alle har en holdning til psykiatri og psykologi, og især spektakulære emner som borderline, narcissisme og psykopati. Men hvis jeg nu var specialist i leversygdomme eller sådan noget, så ville der næppe være nogen, der ville sige, at de vidste så meget om det.