”Som om du var borderline // Ingen ved, der’ en djævl’ i dig”.
Sådan synger popstjernen Tobias Rahim i sit 2020-hit ”Borderline”. I sangen skitserer Rahim en kvinde med en ”stram” attitude, der fra den ene dag til den anden går fra at elske til at hade ham, og som lever i selvbedrag.
Sangen er et eksempel på, hvordan det psykiatriske begreb borderline i daglig tale ofte bliver brugt til at beskrive personer, man ikke bryder sig om. Der findes mange fordomme om, at folk med en borderlinediagnose blandt andet er følelsesmæssigt ustabile, manipulerende, opmærksomhedskrævende og uærlige – men bag disse fordomme ligger en grundlæggende misforståelse om, hvad borderline overhovedet er.
For kan man overhovedet være borderline, som Tobias Rahim synger? Er det noget, man har? Eller er det ingen af delene? For at blive klogere på dette, har Mentalt ringet til klinisk professor ved Psykiatrien i Region Sjælland og Institut for Psykologi ved Københavns Universitet, Bo Sayyad Bach. Han forsker i personlighedsforstyrrelser og er med til at udvikle værktøjerne til at diagnosticere dem i det kommende ICD-11-diagnosesystem.
Han fortæller som det første, at man faktisk er ved at bevæge sig væk fra borderlinediagnosen – og at den er kontroversiel, da der ikke rigtigt er videnskabeligt belæg for den.
– Den største myte er, at det er en type – at der er noget, der er typisk borderline. For det er der ikke. De mennesker, der får diagnosen, ligner ikke hinanden. Det, at den favner så bredt, er noget af det uhensigtsmæssige ved diagnosen. Man har kaldt den en skraldespandsdiagnose, fordi den ofte blev givet til dem, der ikke rigtigt passede ind i andre diagnoser eller kategorier, siger Bo Sayyad Bach.
Vi taler mere og mere om mental sundhed, sygdom og psykiatri omkring middagsbordene. Men ved vi så meget, som vi tror? Mediet MenTalt undersøger vores misforståelser og fordomme om psyken – denne gang om, hvorvidt man kan være borderline.
Du kan også blive klogere på:
Følelsesmæssig tredjegradsforbrænding
For at komme nærmere hvad borderline er, er vi først nødt til at gå tilbage til den oprindelige tanke bag begrebet.
Bo Sayyad Bach fortæller, at borderlinebegrebet ikke oprindeligt var tænkt som et syndrom eller en type person. Det var tænkt som et udtryk for sværhedsgraden af nogle af de dysfunktionelle måder, mennesker tænker og handler på, som regel i kølvandet på at have levet et utrygt eller traumefyldt liv.
– Det kan for eksempel være, at man har en lav følelsesmæssig modstandskraft, så man føler små ting meget stærkt. Det kan være at ens identitetsfornemmelse er udfordret, så man har svært ved at se den røde tråd i sit liv. Eller det kan være et behov for at kategorisere andre mennesker meget sort-hvidt, siger Bo Sayyad Bach.
Det sidstnævnte har man traditionelt kaldt ”splitting”, forklarer han. Hvis nogen for eksempel kommer til at glemme én eller begå en fejl, så ser man dem som de værste mennesker i verden, og hvis de er gode ved en, idoliserer man dem.
– Det er en slags overlevelsesmekanisme eller copingstrategi. Deres verden har ofte været meget utryg og uforudsigelig, så de har været nødt til at organisere den og gøre den simpel ved at inddele den i godt og ondt. Det integreres så i personligheden, siger Bo Sayyad Bach.
Det ligger alt sammen på et kontinuum af det at være menneske
Bo Sayyad Bach, Psykolog og klinisk professor
De mennesker, der behandles for borderline, har oftest mange fleredysfunktionelle copingstrategier end de nævnte og er en kompleks gruppe. Men ved borderline har man traditionelt fokuseret på dem, hvis tankemønstre nærmer sig grænsen mellem fantasi og virkelighed. Når man for eksempel oplever verden som enten ond eller god, ser man ikke verden som den virkelig er.
Derfor fandt man oprindeligt på navnet borderline.
– Det er en metafor for grænselandet mellem det neurotiske og det psykotiske. I dansk psykiatri snakkede man om ”grænsepsykose”, som er en betegnelse for det område, hvor man lidt mister kontakten med, hvad der er og ikke er virkeligt, siger Bo Sayyad Bach.
Ideen var, at man så på, hvor dysfunktionel den enkelte persons måde at tænke på var.
– Så kaldte man det borderline, hvis det var så meget, at det var tæt på at kamme over i det psykotiske, forklarer Bo Sayyad Bach.
Det er altså ikke en sygdom, hvor hjernen ændrer sig eller fungerer forkert. Det er nogle dysfunktionelle, men almenmenneskelige måder at reagere på at have haft belastninger gennem opvæksten, – en ”følelsesmæssig tredjegradsforbrænding” kalder Bo Sayyad Bach det.
– Det ligger alt sammen på et kontinuum af det at være menneske. Man kan ikke sige, at der er nogle, der har sådan et borderlinesyndrom eller en sygdom, og så er der alle os andre. Det er der simpelthen ikke belæg for. Man kan bare sige, at der er skruet op for styrken af de her karaktertræk hos denne gruppe, siger han.
Hvordan ændrede opfattelsen sig?
Efterhånden har vi glemt, hvad borderline oprindeligt betød. Bo Sayyad Bach forklarer, at skiftet begyndte i 80’erne, hvor man i psykiatrien lavede alle psykiske lidelser om til såkaldte syndromer.
Problemet er bare, at sådan opfører psykiske fænomener – og især personlighed – sig ikke
Bo Sayyad Bach, Psykolog og klinisk professor
– Det var for at efterligne præcisionen i måden, man diagnosticerer fysiske lidelser på, hvor man har præcist definerede syndromer, kan tage blodprøver og alt sådan noget, siger han.
Man prøvede derfor at gøre beskrivelserne af de psykiske lidelser meget præcise og opstille en række kriterier, der skulle opfyldes for at kunne stille diagnosen.
– Intentionen om, at man ville gøre det psykiatriske mere seriøst og ligestille det med det fysiske, var god. Problemet er bare, at sådan opfører psykiske fænomener – og især personlighed – sig ikke, siger Bo Sayyad Bach.
Han forklarer, at den ændring gjorde, at man begyndte at se borderline som en bestemt mennesketype med en række negative karaktertræk. Det blev en kasse, man kan putte andre i – for eksempel, når man synger om en ekskæreste.
Og så har det den konsekvens, forklarer han, at borderline bliver en diagnose, der ofte gives til den store gruppe patienter, der, selvom de ikke ligner hinanden, alligevel opfylder kriterierne.
Tilbage igen
I dag er psykiatrien ved at bevæge sig væk fra borderlinediagnosen igen. Med det kommende diagnosesystem ICD-11 bevæger man sig væk fra de skarpe kategorier for forskellige personlighedsforstyrrelser som borderline, og går i stedet over til at tænke mere overordnet på personlighedsforstyrrelse.
– Vi mennesker har en personlighed, som har nogle funktioner, der skal sikre vores overlevelse. De funktioner kan være forstyrret, og det er så det, vi kalder en personlighedsforstyrrelse. Hvis det har en høj nok intensitet, bliver det diagnostisk, og så kan vi se på, om det for eksempel er en let, moderat eller svær forstyrrelse af funktionerne, forklarer Bo Sayyad Bach og fortsætter:
– Vi går altså på en måde tilbage til den gamle måde at se borderline på, hvor det handler om sværhedsgrad. Hvis det er en meget svær personlighedsforstyrrelse, vil man sige at det ligner borderline, og hvis det er en let forstyrrelse, vil man måske sige, at det ligner en ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse.
Jeg ser absolut den nye udvikling som mere i overensstemmelse med videnskaben
Bo Sayyad Bach, Psykolog og klinisk professor
Udover sværhedsgraden vil man med det nye system også notere en række karakteristiske træk som en del af udredningen.
– Det er det stilistiske udtryk, altså hvilken flavor det har. Det kunne for eksempel være, at patienten har negativ affektivitet, impulsivitet, ængstelighed eller andet, fortæller Bo Sayyad Bach.
Man kommer altså ikke længere til at bruge borderlinebetegnelsen, når man stiller diagnosen. Men man vil stadig kunne bruge en tillægskode, der hedder ”borderline mønster” – det er rent pragmatisk og administrativt for at sikre, at dem, der for eksempel har fået tildelt behandling fra forsikringsselskaber i Tyskland, stadig kan få det.
Bo Sayyad Bach ser det som en god udvikling.
– Når jeg ser på data, kan jeg jo også se, at der er problemer med borderlinediagnosen, fordi den er så heterogen, og fordi den har skabt så meget stigma og myter. Jeg ser absolut den nye udvikling som mere i overensstemmelse med videnskaben. Det gør det nemmere at lave forskning, vi rent faktisk kan omsætte til noget, der kan hjælpe patienterne, siger han og tilføjer:
– Samtidig skal vi naturligvis gøre brug af den omfattende og værdifulde forskning vi nu engang har på baggrund af borderline diagnosen, og se hvordan vi kan oversætte den til fremtidig gavn for de mange patienter.
