Fordom eller fakta: Er der mere til depression end at være ked af det?

Selvom – eller måske fordi – depression er en af de mest udbredte psykiatriske diagnoser, undervurderer mange, hvor invaliderende sygdommen kan være. Mentalt forklarer

De fleste ved, hvad det vil sige at være deprimeret. Men har vi styr på, hvad det vil sige at have en depression?

Ikke hvis man spørger Poul Videbech, overlæge og professor i psykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup. Han oplever at mange ikke er klar over, hvad sygdommen egentlig indebærer – og hvordan den sætter sig i et menneske.

– Jeg ville gerne have, at flere vidste, hvor alvorlig en tilstand det er. Mere end halvdelen af de mennesker, der begår selvmord i Danmark, har en depression på tidspunktet, hvor de gør det, siger han.

Derfor har MenTalt bedt professoren om at afkræfte nogle af mest udbredte myter og misforståelser omkring depression.

Myte 1: Depression = ked af det

Depression er blevet en fast del af danskernes hverdagssprog. Man bruger det, når man taler om at være ked af det.

– Derfor tror mange også, at det at have en depression vil sige at være meget ked af det, siger Poul Videbech.

Men der er meget mere til det end det, forklarer han. Nedtryktheden er en stor del af symptombilledet, men noget af det særlige ved depressionen er, hvordan den ændrer hele ens følelsesliv.

– Noget af det værste er den glædes løshed, man oplever. Man kan ikke mobilisere følelser for personer eller ting, man plejede at holde af. En person, der tidligere var glad og kærlig over for sine børn, kan opleve at det bliver fuldstændig umuligt at føle noget for dem. Det er jo ekstremt ubehageligt at opleve.

Man kan ikke forestille sig det hvis man ikke selv har prøvet det eller er tæt på en, der har, forklarer professoren. Han tilføjer, at mange tænker nok på depression, som man tænker på smerter.

– Depression og smerter minder om hinanden på den måde, at selvom det er rigtigt ubehagelige tilstande, kan vi ikke måle dem med nogen måleenhed. Men forskellen er, at alle kender til smerte, hvad end det er fra at have født et barn eller at have haft ondt i ryggen – men det er et fåtal, der kender til depression, og som kan udtale sig om det.

Det alvorlige ved en depression er også, at der ofte følger fysiske sygdomme med. For eksempel, forklarer Poul Videbech, er risikoen for demens fordoblet, hvis man har haft en depression, og der er større risiko for, at man får en blodprop.

Myte 2: Depression skyldes uorden i hjernekemikalierne

En depressionsmyte, der lever i bedste velgående i både befolkningen og sundhedsvæsenet, er, at depression skyldes en kemisk ubalance i hjernen.

– Men det er bestemt ikke rigtigt, siger Poul Videbech.

Han forklarer, at det var sådan, man i forskerverden troede, at det hang sammen tilbage i 60’erne og 70’erne. Men i dag ved man, at det slet ikke er så enkelt.

– Det centrale er, at når vi taler om depression, tænker de fleste, at det er én sygdom. Men vi har efterhånden fundet ud af, at det er mange forskellige sygdomme, som viser sig på samme måde, fortæller Poul Videbech.

Han uddyber, at balancen i hjernekemien stadig godt kan spille en rolle – det er der bare mange andre ting, der også kan. Det har blandt andet vist sig, at kroppens stresshåndtering spiller en rolle for nogle, mens det for andre kan være betændelsestilstande i kroppen eller måske forstyrrelser i tarmfloraen, det handler om.

– Billedet er altså meget mere kompliceret, end man troede i gamle dage, siger Poul Videbech.

Når behandlere ikke er opmærksomme på dette, forklarer han, risikerer de at overse, hvilken behandling patienten egentlig har brug for.

– Man kan sammenligne det med symptomet ”åndenød”. I det forrige århundrede talte man om åndenød som en sygdom i sig selv. Men i dag ved vi så, at nogle har åndenød på grund af astma, nogle har det, fordi deres hjerte ikke fungerer, og at nogle har det gennem lungerne – og at de jo skal behandles vidt forskelligt, siger han og fortsætter:

– Jeg tror, at det om 50 år vil være lige sådan i psykiatrien – at man ved, at det hele ser ud som depression, men at det er forskellige sygdomme, der skal behandles på forskellige måder.

Myte 3: Når man er blevet rask, er man fri for depression

Det er træls at være forkølet. Men når man ligger med feber og pudser næse, ved man i det mindste, at man bare skal holde ud i en uge eller to, før man er på benene igen.

Sådan fungerer det ikke helt med depression. For selvom man godt kan komme over en depression og føle sig rask, vil man nok aldrig komme helt af med sygdommen.

– Mange ved ikke, at depression har tendens til at vende tilbage. Det er ret sjældent kun at få én. Der er større sandsynlighed for, at man får flere, og at de gradvist bliver værre, forklarer Poul Videbech.

I lægeverden undrede man sig i mange år over, at mange mennesker tilsyneladende fik depressioner, uden at noget havde udløst det, fortæller han. Men i dag ved vi, at der altid ligger noget bag.

– Hvis man ser på hele personens livsforløb, vil man se, at den første depression kommer under nogle ydre belastninger – for eksempel stress eller sorg. Men når man så har haft sådan en depression en-to gange, begynder der at skulle mindre og mindre til for at udløse den igen, forklarer han og fortsætter:

– Det betyder, at det 20 år senere kan se ud som om, at depressionerne kommer uden nogen særlig foranledning – simpelthen fordi, der er sket nogle forandringer inde i hjernen, som gør, at depressionerne kommer lettere og lettere igennem.

Men fordi de fleste ikke ved dette, risikerer de, der oplever tilbagevendende depressioner, ikke at blive mødt med forståelse af familien og arbejdspladsen. Derfor, understreger Poul Videbech, er det vigtigt at udbrede den viden og at sørge for at forebygge nye episoder.

Senest artikler