Man skulle ikke tro det, når man ser, hvilke psykiske lidelser medierne taler mest om, men angstlidelser er blandt de mest udbredte psykiske lidelser – og den hyppigste årsag til førtidspension.
Men angst kan også være være svært at forstå udefra. For hvordan kan noget så naturligt som en følelse blive til en sygdom?
MenTalt har ringet til Sonja Breinholst, som er lektor leder af Center for Angst ved Københavns Universitet, og bedt hende forklare tre af de ting, mange misforstår om angst.
Myte 1: Angst er naturligt
En misforståelse om angst, som Sonja Breinholst støder på igen og igen rundt om middagsbordene og i medierne, er idéen om, at ”angst jo er en naturlig del af livet”.
– Det er noget, mange med angst oplever, at folk siger til dem. ”Jeg har da også prøvet at være bange”. Men der er altså forskel på at opleve en naturlig følelse af angst og så at have lidelsen angst, siger Sonja Breinholst.
Noget af forvirringen bunder i sproget – altså at vi kalder lidelsen det samme som følelsen.
Hun forklarer, at selve angstfølelsen er helt naturlig og vigtig at kunne have. Mennesket havde næppe overlevet i junglen, hvis det ikke blev bange ved synet af en tiger. Angstfølelsen har altså en funktion.
– Men det dur ikke, hvis vi får angstfølelser, når der ikke er noget at være bange for. Hvis det sker over længere tid, bliver det funktionsforstyrrende og går ud over skole og arbejde. Lidelsen angst er altså noget andet end følelsen angst. Vi skal ikke finde os i at være bange i ikke-farlige situationer, siger Sonja Breinholst.
Myte 2: Man skal være klar, før man søger hjælp
Sonja Breinholst oplever, at mange har en idé om, at man ikke kommer nogen vegne med sin angst, hvis man ikke er ”klar” til at få hjælp.
– Men der er ikke noget i angstverden, der hedder at være ”klar”. Vi bliver aldrig klar til at udfordre vores angst – for hvis man føler sig klar, har man ikke længere angst. Hvis man går og venter med at søge hjælp, til man føler sig klar, eller ens barn føler sig klar, så kommer det aldrig til at ske, siger hun.
Ifølge Sonja Breinholst handler det om, at angsten grundlæggende altid helst vil undgå det, der er ubehageligt.
– Og hvis man fortæller lægen om angsten, er det nærmest som at udsætte sig selv for angsten på forhånd, forklarer hun.
Det er det, der gør angst til en vanskelig lidelse at behandle, forklarer Sonja Breinholst. Men professionelle må gøre deres bedste for at forklare personen med angst, at behandlingen er nødvendig for at komme af med angsten.
– Det er også vigtigt med folkeoplysning. Både på nettet og i virkeligheden. Hvis man kan give folk mulighed for at genkende symptomer som undgåelsesadfærd i sig selv, kan de måske blive motiverede for at snakke med en læge eller psykolog eller lignende.
Myte 3: Det er godt at skærme den ængstelige
Det kan være svært at gennemskue, hvordan man som pårørende bedst støtter en person med angst. Ved synet af et barn, en partner, en ven eller en forælder, der er bange og utilpas, vil manges første indskydelse være at fjerne vedkommende fra situationen – og efterfølgende at undgå, at den opstår igen.
Men selvom det er gjort af god vilje, er det ifølge Sonja Breinholst et misforstået hensyn.
– Vi ved fra forskningen, at det vedligeholder angsten, hvis personen med angst undgår det, vedkommende er bange for. Hvis mine forældre, eller mine kammerater altid henter mig, så jeg slipper for at køre i bus, tænker de måske, at det er godt, at de befrier mig fra den farefyldte situation. Men så vil jeg aldrig opleve at klare og mestre det. Så det er faktisk det stikmodsatte, man skal gøre, hvis man ønsker at hjælpe personer med angst, forklarer Sonja Breinholst.
Man skal udsættes for det, man er bange for, forklarer hun og understreger, at det skal gøres nænsomt. Forskningen viser nemlig også, at hvis man udsætter personen for for meget ubehag, vil motivationen til at prøve igen ikke være der.
– Så man bryder det ned i små trin. Hvis der er en, der ringer og siger ”jeg kan ikke lide at køre i bus – vil du ikke hente mig?”, vil det være nærliggende at sige ”nej – men jeg vil rigtig gerne køre i bus med dig, så du ikke er alene. Så kan jeg distrahere dig og hjælpe dig med at trække vejret”. På den måde hjælper man trinvist personen med på et tidspunkt at blive i stand til at køre i bus eller tog alene, siger hun.
