Forældres skærmvaner skaber problemer for børnene. Læs Sveriges nye forældre-anbefalinger

Små børn græder oftere og smiler sjældnere, når forældre afbryder legen for at tjekke mobilen. Forskning viser ifølge de svenske sundhedsmyndigheder at forældrenes skærmvaner smitter direkte af på børnene adfærd og skærmforbrug.

Mobilen er en del af hverdagen for de fleste voksne, men når forældre bruger skærmen i samvær med deres børn, påvirker det både kvaliteten af samspillet her og nu og barnets egne vaner over tid. Det konkluderer Sveriges folkesundhedsmyndighed (Folkhälsomyndigheten, red) i en ny videnskabelig gennemgang, der bygger på et regeringsopdrag om forældres digitale medievaner og børns sundhed.
Gennemgangen viser, at børn til forældre med højt skærmforbrug selv bruger skærme mere. Forskningen peger også på, at forældres mobilbrug kan forstyrre det følelsesmæssige samspil mellem barn og voksen på måder, der har umiddelbare konsekvenser for barnets trivsel.

Børn græder mere, når forælderen tjekker mobilen

I eksperimentelle studier har forskere observeret små børns reaktioner, når en forælder midt i leg eller samvær afbryder kontakten for at bruge mobilen: børnene reagerer oftere med gråd og irritation og sjældnere med smil og grin, når forælderen vender opmærksomheden mod skærmen i stedet for barnet .

Hver anden forælder oplever mobilbrugen som et problem – og det gør børnene også

Statistik fra den svenske mediemyndighed viser, at mere end halvdelen af forældre med børn mellem nul og tolv år selv mener, at de bruger for meget tid på mobilen. I fokusgrupper, som folkesundhedsmyndigheden i Sverige har afholdt i tidligere undersøgelser, har børn ligeledes beskrevet frustrationer over forældrenes mobilbrug.
Dermed synes der at være god ræson i rådene, som i øvrigt også langt hen ad vejen flugter med sundhedsstyrelsens råd, hvor det bl.a. hedder:

“Dit forbrug af skærm kan påvirke din relation til dit barn negativt, eksempelvis ved at du ikke er opmærksom på dit barns behov.
Små børn har brug for at blive set, hørt og føle sig forstået. Så overvej, om du bør begrænse dit eget forbrug af skærm i samvær med dit barn.
Børn gør som deres forældre og andre voksne, de er tæt på, så vær opmærksom på, at du er rollemodel for dit barn. Dine skærmvaner påvirker dit barns vaner.”

De nye svenske anbefalinger til forældres brug af skærm

På baggrund af den nye vidensgennemgang har Folkhälsomyndigheten i Sverige nu opdateret sine anbefalinger til forældre. De tre hovedbudskaber er:
1. Skab gode skærmvaner for dig selv, fordi de påvirker barnets vaner.
2. Læg mobilen fra dig, når du er sammen med dit barn, og brug den kun, når det er nødvendigt, eller når I bruger den sammen.
3. Beskyt og respekter dit barn på nettet ved at tænke dig om, før du deler billeder eller videoer.

Myndighedens anbefalinger indeholder også praktiske tips. Voksne kan for eksempel have de samme skærmfrie zoner som børnene, fx ved spisebordet eller i soveværelset. Et andet råd er at forklare barnet, hvad mobilen bruges til i forskellige situationer, så barnet forstår forskellen på nødvendig brug og unødvendig scrolling.

Senest artikler