Først da Kasper ramte bunden, fandt han vejen tilbage

Der er en særlig slags stilhed i et bibliotek, når man ikke er der for at læse.
Kasper sad på Vanløse Bibliotek i timevis. Ikke fordi han skulle studere, men fordi der var varme. Og fordi natcaféen på Hillerødgade først åbnede om aftenen, og han næste morgen skulle ud igen.
Han havde mistet sin lejlighed. Han havde løjet for sin far om sit studie, og han havde forsøgt at holde facaden, længe efter at den var begyndt at revne. 24 år gammel sad han blandt bøgerne uden fast adresse og uden kræfter til at redde sig selv.
– Der gik det sådan rigtig, rigtig godt op for mig, at det her liv er i stumper og stykker, og det kan blive meget, meget svært at fikse, fortæller han.

I dag beskriver Kasper, at han var så ramt af symptomer, at han ikke kunne overskue helt basale ting. Men i årene op til sammenbruddet havde sygdommen ikke lignet det billede, mange forestiller sig, når man taler om psykisk sygdom.
Udadtil lignede det en uheldig blanding af passivitet, dårlige beslutninger og ubetalt husleje. Indad til var det et ungt menneske, der brugte alle sine kræfter på at skjule, at han ikke længere kunne få livet til at hænge sammen.
– Jeg vidste godt, at jeg var på vej ned ad en sti, hvor broen ikke kunne holde. Men jeg havde ikke energi til at række ud og bede om hjælp, siger han.

Mange af mine løgne var bygget op om, at hvis ikke jeg havde et svar på noget, så ville jeg gerne give det bedst mulige svar for at skabe ro og tryghed, Kasper, på vej til at blive hjemløs

Kunne ikke holde sammen på sig selv længere

Kaspers problemer begyndte ikke den dag, han blev hjemløs. Længe før 2015 var der tegn på, at noget var galt, og det kan være svært for ham idag at huske alle detaljer.
Han var droppet ud af gymnasiet i 2.g. Senere forsøgte han at starte i gymnasiet igen, men det gik ikke. Senere tog han hf på VUC og kom videre til universitetet, hvor han begyndte at læse jura. På papiret lignede han en ung mand med retning. En, der nok skulle klare sig.
Men inde bagved voksede noget andet. Han havde ikke et sprog for, hvad der skete med ham. Og derfor forklarede han det heller ikke til andre.
– Jeg kunne ikke finde ud af at tale om, at jeg havde det dårligt, siger han.
I stedet svarede han, som han troede, han skulle.
Hvis nogen spurgte, hvordan det gik, sagde han, at det gik fint. Hvis nogen spurgte til studiet, fandt han et svar. Ikke nødvendigvis sandheden, men et svar, der kunne lukke samtalen og skabe ro.
– Mange af mine løgne var bygget op om, at hvis ikke jeg havde et svar på noget, så ville jeg gerne give det bedst mulige svar for at skabe ro og tryghed, siger han.
Problemet var, at løgnene virkede. I hvert fald kortvarigt. De skabte ro i øjeblikket, men ikke på sigt.

Brevene fra fogedretten

I 2015 begyndte konsekvenserne at vise sig.
Kasper var langt bagud på studiet og mistede sin SU. Han havde allerede i en periode levet på en måde, hvor økonomien kun hang sammen, fordi han skubbede problemerne foran sig.
Han betalte ikke husleje til tiden og fik lavet afbetalingsordninger. Til sidst kom brevene fra fogedretten.
Han kunne godt se, at han burde søge kontanthjælp. Han kunne godt se, at han burde tage fat i systemet eller i sine forældre. Men han kunne ikke.
– Det kan jeg simpelthen ikke, fordi jeg er – det ved jeg jo i dag – fuldstændig lagt ned af, hvad man kalder negative symptomer, grundet den her skizotypi-diagnose. Mit energiniveau er meget, meget lavt, og jeg kan ikke overskue nogen som helst ting, siger han.
Til sidst stod han til at blive sat ud af sin lejlighed. Og i en periode gik det med at couchsurfe og bo midlertidigt hos venner. Og i november 2015 endte han hjemme hos sin far.

Det er jo nok den allerhårdeste samtale, man kan have som forælder til et barn, siger Kasper

Teaterforestillingen

Hos sin far fortsatte Kasper facaden.
Han fortalte, at han havde lejet sin egen lejlighed ud. At han skulle læse et semester i England. At han var startet på SDU. Men i virkeligheden var han droppet ud af studiet.
Om morgenen pakkede han sine ting og gik hjemmefra, som om han skulle på universitetet.
– Så satte jeg mig ned på et bibliotek nede i Vanløse og tændte Netflix i syv timer, og så tog jeg hjem igen, siger han.
Han kalder det selv en teaterforestilling.
Men faderen, der har fulgt situationen tæt og koordineret med Kaspers mor om, hvordan de håndterer det, sætter en klar grænse. En dag finder han ud af, at Kasper ikke er studieaktiv, ikke læser i Odense, og ikke har en folkeregisteradresse.
– Han sagde sådan helt nøgternt og helt fair, at når han kom hjem fra arbejde dagen efter, så så han meget gerne, at jeg havde forladt lejligheden. Velvidende, at jeg ikke havde et nyt sted at tage hen.

Kasper forstod det rationelt – han vidste, at han har gjort det umuligt for sin far at blive ved med at have ham boende. Egentlig kunne faren godt håndtere relationen, men Kaspers løgne var begyndt at splitte familien. Men i øjeblikket var det en knusende samtale

– Det er jo nok den allerhårdeste samtale, man kan have som forælder til et barn, siger Kasper.
Alligevel mener han i dag, at grænsen var nødvendig.

På herberget

Efter samtalen forsøgte Kasper at blive indlagt på Psykiatrisk afdeling på Bispebjerg hospital. Han havde tidligere samme år haft et selvmordsforsøg, da han første gang stod til at miste sin lejlighed. Men han fik ikke den hjælp, han håbede på.
I stedet blev han sendt videre i systemet. Han fik to muligheder: et sted på Istedgade eller Kirkens Korshærs herberg på Hillerødgade. Han valgte Hillerødgade.
Der var skilte, der advarede mod at gå rundt uden sko på grund af knækkede kanyler. På toilettet var der beholdere til brugte sprøjter. Om natten lå han blandt mennesker, der var langt mere mærket af misbrug og gadeliv, end han selv var.
Han passede ikke rigtigt ind. Det kunne personalet også se.
Derfor ryddede de et lille depotrum, satte en seng, et skrivebord og en stol ind og gjorde det til et værelse. Så kunne han få ro nok til, at der kunne sættes hjælp i gang.
De fik Kasper i kontakt med gadepsykiatrien og siden en psykiater, og det blev et vendepunkt.
Kort før jul 2015 fik han diagnosen: psykoseindledning og skizotypi. Han blev henvist til OPUS, et behandlingstilbud til unge med psykosesymptomer.
For mange ville en diagnose være ubehagelig. For Kasper var det snarere en lettelse.
– Jeg var så lettet, for jeg vidste godt, at jeg havde begået rigtig mange fejl de sidste 10 år. Men jeg var fyldt med fred, fordi jeg endelig kunne sige: Det er det her, der har været galt, siger han.
Diagnosen fjernede ikke ansvaret. Men den gav en forklaring. Den gjorde det muligt at forstå, hvorfor han havde truffet beslutninger, som virkede uforståelige – også for ham selv.
– Det var det her, der gjorde, at jeg nogle gange traf nogle helt vanvittige beslutninger eller havde helt svært ved at træffe beslutninger. Der mangler et eller andet. Jeg danner simpelthen ikke erfaring helt på samme måde som andre, siger han.
Det var ikke en hurtig redning. Men det var begyndelsen på en vej ud.

…Det er en af de juleaftener, jeg husker allerbedst

Juleaften uden sygdommen i centrum

Kasper havde brændt tillid af hos sine forældre. Han havde løjet. Han havde skjult, hvor dårligt han havde det. Men efter diagnosen blev der også skabt en ny mulighed for at forstå, hvad der var sket.
En juleaften kort efter husker han særligt tydeligt. Han sad sammen med sin far, som sagde, at de næste fem timer skulle de ikke tale om alt det svære. De skulle bare være sammen.
– Det kommer jeg til at huske for resten af mit liv, siger Kasper.
For ham blev det et billede på noget vigtigt: Sygdommen måtte gerne være der, men den skulle ikke have lov til at fylde alt.
– Det var dejligt og hyggeligt, og det er en af de juleaftener, jeg husker allerbedst. Fordi vi var der bare. Korthuset var faldet, og nu skulle vi simpelthen bygge op.

Først blev det værre

Behandlingen blev sat i gang, men var ikke en umiddelbar lindring. Tværtimod.
Han fik det på nogle måder dårligere, fordi han stoppede med at skjule, hvor slemt det i virkeligheden stod til. Det, han før havde skjult for andre, blev nu synligt. Også for ham selv. Og det kostede ham al hans energi.
Han begyndte at handle ind om natten for at undgå stress og angst. Almindelige opgaver kunne vokse sig enorme.
– Når jeg skulle have nyt sengetøj på, så kunne det godt gå to-tre uger, fra det gamle til det nye røg på, siger han.
En psykiater forklarede ham, at noget så almindeligt som at gå i bad kan kræve op til 50 aktive beslutninger, hvis det ikke længere er en vane. For Kasper var det dér, genopbygningen skulle begynde. Ikke med de store drømme, men med de mindste funktioner fra hverdagen.
At stå op. Gå i bad og at tale med nogen. Møde op.

Det gjorde, at jeg fik ejerskab over mit eget liv. Det var ikke pludselig andre, der traf beslutningerne om mig

Fri til at fucke op

I 2016 var Kasper træt af at være gået i stå og søgte ind på lærerseminariet.
Det var, siger han i dag, en dårlig idé.
– Jeg er sgu ikke særlig god til børn og har aldrig rigtig været det.
Hans kontaktperson forsøgte at få ham til at tænke sig om. Men hun forhindrede ham ikke at søge in. Og netop det blev vigtigt.
For efter lang tid, hvor kommunen, jobcentret, herberget, psykiatrien og kontaktpersoner sad til møder om, hvad Kasper burde gøre, havde han brug for at opdage, at hans liv stadig var hans eget.
– Lige pludselig var der rigtig mange mennesker, der sad og holdt møde om, hvad Kasper burde gøre. Så jeg synes også, at der var en tendens til, at den eneste frihed, jeg havde tilbage i mit liv, var friheden til at fucke op, siger han.
Da lærerseminariet viste sig at være forkert, kunne han for første gang bruge fejlen konstruktivt.
For hvad ville Kasper egentlig?
Svaret var statskundskab. Politik havde altid interesseret ham. Men vejen dertil krævede, at han supplerede matematik fra C- til B-niveau. Første forsøg mislykkedes.
– Jeg kunne ikke tage bussen i de seks minutter, det tog derned. Der var simpelthen for mange mennesker og for meget angst, siger han.
Men i 2017 fik han egen lejlighed igen. Stressniveauet faldt. Han tog et intensivt sommerkursus, mødte op hver dag, var forberedt og gjorde, hvad han kunne.
Samtidig sendte han kvote 2-ansøgninger af sted.
Han kom ikke ind på statskundskab. Men han kom ind på CBS.
– Der fik jeg jo et ekstra stort skub til at møde op. Den selvtillid tog jeg med ind, da jeg skulle starte, siger han.
Og derfra, siger han, kørte det ”meget på skinner”.

Universitetet blev ikke let

Kasper blev ikke en anden person af at komme ind på universitetet. Men han kendte sine egne begrænsninger bedre. Og turde sige dem højt.
I studiegrupper kunne han forklare, at han fungerede anderledes.
– Så hvis I ikke ser mig i oktober og november, så er det ikke, fordi jeg er droppet ud. Når vi skal til at skrive eksamensopgaver, er jeg lige så forberedt som I er, siger han.
Det krævede mod. Men det gav ham også ejerskab over sin egen – sande – historie.
– Hvis jeg er ærlig, så åbner de rigtige døre sig for mig. Hvis ikke jeg er ærlig, så kan jeg godt gå ind ad nogle døre, men det kan også være de fuldstændig forkerte døre for mig at gå ind af, siger han.
I 2022 afleverede han speciale. Der var 6 år mellem han var hjemløs og fik sin kandidatgrad.

Det, der fik ham ud

Når Kasper i dag skal forklare, hvorfor det lykkedes ham at komme videre, nu med sin sygdom i bagagen, peger han på tre ting: behandling, familie og hans egen indsats.
Behandlingen gav ham en fast kontaktperson gennem to år. Det skabte tillid. Han følte, at hun havde hans ryg, men hun tog ikke livet fra ham ved at træffe alle beslutninger for ham.
– Det gjorde, at jeg fik ejerskab over mit eget liv. Det var ikke pludselig andre, der traf beslutningerne om mig. Det var rigtig vigtigt, siger han.
Familien hjalp ved at sætte en streg i sandet og noget at bygge videre på. Ikke ved at lade som ingenting, men ved at acceptere, at der var en sygdom bag meget af det, der var sket.
Og personligt lærte Kasper at leve mere realistisk.
Han bruger i dag faste rutiner og han passer på sin energi. Han ved, at han fungerer bedst i små sociale sammenhænge. Han ved, at han ikke skal bygge sit liv på en forestilling om at være mere udadvendt, mere robust eller mere fri, end han er.
– Jeg er kommet ret langt i min forståelse af mig selv og navnlig i at acceptere de begrænsninger, som mit sind også sætter for mig. Og så spille op ad, hvad jeg kan, i stedet for hvad jeg ville ønske, jeg var, siger han.
Han har ikke været på antipsykotisk medicin siden december 2017. Han har fuldtidsarbejde og han lever efter faste rammer. Han har stadig sin diagnose, men den styrer ikke længere alt.
– I dag har jeg en psykisk diagnose, men jeg føler mig ikke voldsomt psykisk syg længere, slutter han sin fortælling.

Kasper Grubak Jensen er idag projekleder i Nextstepforeningen. Han holder idag oplæg om sin sygdom og oplevelser. Find ham her.