Det var på skituren i vinteren 2005, at Wybke først lagde mærke til, at noget var anderledes. Hun var AKT-vejleder på 10.-klassecenteret i Tønder, som var på tur. Brittas tilbagetrukne adfærd kaldte på hendes opmærksomhed og fik hende til at reagere.

– Kan du huske, at du på vej hjem i bussen gav mig den der seddel? spørger Britta.

I dag, over 20 år senere, sidder de to i sofaen sammen. Britta er mellemblond og har en levende mimik og et bredt smil. Hun griner ofte. Wybke er iført en hvid, kortærmet skjorte, taler med tydelig sønderjysk accent og har nogle få grå stænk i det mørke hår.

Deres samtale er flydende, munter og naturlig på trods af det alvorlige emne og aldersforskellen. Det, der startede som en professionel bekymring fra en erfaren lærers side, udviklede sig til noget, ingen af dem havde forudset.

Vejen dertil gik gennem psykiske kriser, adskillige indlæggelser på psykiatriske afdelinger og et psykiatrisk system, der i lang tid ikke så Britta som andet end en diagnose.

– Sedlen var en reklame for det busselskab, vi kørte med. Du havde skrevet din mailadresse på den.

– Den må du altid skrive til, sagde du til mig. Jeg har den faktisk stadigvæk i dag, fortæller Britta.

De skulle ikke føle skyld, for de kunne jo ikke gøre for, at de havde fået sådan et dårligt barn som mig

Først en afvisning

Vel hjemme igen på skolen kunne Wybke ikke slippe tanken om Britta:

– Hun er jo tydeligvis velbegavet. Og så finder jeg også ud af, at hun aldrig har fejret sin fødselsdag i skolen, fordi hun bare ikke ville have, at nogen skulle se eller høre, at hun havde fødselsdag. Så hun var sådan set bare sådan en skygge, der gerne ville være der, men helst ikke ses.

Men det gik ikke, mente Wybke, som insisterede på at få Britta i tale. En dag efter skole trak hun Britta med ind i et tomt klasseværelse:

– Hun ville snakke med mig, siger Britta.

Men Britta afviste hende.

– Jeg stod faktisk med ryggen til dig, Wybke, i lang tid. Vi er i hvert fald derinde i en time, tror jeg.

Men inden de gik, insisterede Wybke på at give Britta et knus. Det kunne hun slet ikke være i, fordi hun hadede sig selv så meget.

Wybke endte med at få det. Og heldigvis.

– Det var nok det mest betydningsfulde knus, jeg nogensinde har fået.

For Britta var det et vendepunkt.

– Jeg tror ikke, Wybke var bevidst om, hvor betydningsfuldt det var. Men der var endelig et voksent menneske, der så mig.

60 sms’er om dagen

Da Britta forlod skolen efter 10. klasse, fortsatte kontakten. Mest envejs. Britta skrev til Wybke. Mange beskeder. Rigtig mange. Nu havde hun jo mailadressen og havde også fået hendes telefonnummer.

– En dag var det vist over 60 beskeder på sms, fortæller Wybke.

Britta skrev om alt: hvor meget hun hadede sig selv, alt, hvad hun tænkte, alt, hvad hun gjorde.

– Jeg lader hende bare flippe skråt, som Wybke formulerer det.

Og når Wybke endelig svarede, var det ganske roligt. Hun fandt ud af, at Britta bare skulle have luft for nogle af de her ting. Så hun ventede.

– Hun vidste, at jeg var her.

For Britta blev det spiren til tillid.

– Som tiden gik, fik jeg efterhånden mere og mere tro på, at hun ikke gik nogen steder.

Britta levede to liv

Hvad Wybke ikke vidste i starten, var omfanget af Brittas kamp. Hun levede nærmest to liv. På overfladen fungerede hun – hun tog en uddannelse, havde arbejde og var vellidt. Men derhjemme var det hårdt, fordi hun holdt det skjult for sine forældre. Ikke fordi de var dårlige forældre. Men fordi hun ville beskytte dem.

– De skulle ikke føle skyld, for de kunne jo ikke gøre for, at de havde fået sådan et dårligt barn som mig, fortæller hun om, hvordan hun havde det dengang.

Wybke troede i starten, at der var ”noget helt grueligt galt med Brittas familie”. Men i virkeligheden passede Britta på sine forældre. Hun ville fastholde normaliteten, men det var en stor byrde at bære alene. Heldigvis insisterede Wybke på, at Britta havde brug for professionel hjælp.

Når folk spørger, hvem Britta er, så siger jeg: ”Hun er bare min reservedatter.”

Årene i psykiatrien

Fire år efter, at de mødtes, i 2009, begyndte Britta at gå til psykolog. Wybke havde været vedholdende. Men det startede ikke helt godt.

– Jeg tror, jeg var ved psykolog fire-fem gange. Jeg sagde intet.

I 2010 blev Britta indlagt på psykiatrisk afdeling for første gang, og Wybke var med ved indlæggelsen. Det blev starten på en lang række indlæggelser over de næste år.

– Nok nærmere på 20 end på 10, fortæller Britta.

De varede fra et døgn til tre måneder.

For Britta var psykiatrien ikke et sted, hvor hun følte sig mødt som menneske.

– Størstedelen af de mennesker, jeg har mødt, har set den psykiatriske diagnose, før de har set mig. Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange der i de år, jeg har været tilknyttet psykiatrien, har set mig.

Frem til gennembruddet i 2018 var hendes opfattelse, at man blev set som uintelligent og proppet ind i en kasse, der bare hed: du har ingen fremtid, du har ingen intelligens, du har ingen ressourcer.

– Men fordi man får en diagnose, så bliver man ikke et monster. Man kan sagtens finde ressourcer, selvom man får en diagnose.

Langsomt blev hun en del af familien

Mens Britta kæmpede med det psykiske, begyndte der at ske noget mellem hende og Wybke. Britta begyndte at komme i hjemmet. Det startede egentlig som en praktisk foranstaltning, hvor hun passede Wybkes hus i tre uger, mens familien var på ferie. Andre gange var Britta i køkkenet og hjalp til, når de holdt fest.

Men gradvist ændrede det sig.

– … og så sagde Britta ja til at komme til vores julefrokost, og min mand kan også rigtig godt lide Britta, fortæller Wybke om forandringen.

Samtidig opstod der en tæt forbindelse med Sofia, Wybkes datter, som blot var otte år, da Britta begyndte at komme i hjemmet. De blev fortrolige. Når Sofia havde problemer – også med sine forældre – var det Britta, hun gik til. Senere hen var det Britta, der satte studenterhuen på Sofias hoved, og Britta var med ude at finde en brudekjole, da Sofia skulle giftes.

For Wybke og hendes mand blev Britta ikke en ven.

– Jeg har aldrig set hende som veninde, siger Wybke og vender hovedet mod Britta.

– Jeg tror, hun er et familiemedlem. Når folk spørger, hvem Britta er, så siger jeg: ”Hun er bare min reservedatter.”

Ligeværdigheden kom med fagfolk

Paradoksalt nok var det først, da Britta endelig fik professionel hjælp, der virkede, at forholdet til Wybke blev ligeværdigt.

I 2018 fik Britta en psykolog, Ida, som rent faktisk så hende og tog ansvar for hendes behandling.

– Hun stillede sig til rådighed for mig, som du, Wybke, egentlig gjorde før, fortæller Britta.

Med en ”seende” fagperson på sidelinjen kunne Wybke træde tilbage. Hun behøvede ikke længere at være den primære.

Hvorfor sidder de stadig sammen i sofaen 20 år efter, de mødtes?

I august 2021 blev Britta udskrevet fra psykiatrien. Hun har ikke været indlagt siden og blev afsluttet i psykiatrien i 2023.

I dag arbejder hun på fuldtid i et pilotprojekt, hvor hun leverer hjemmepleje og støttekontakt til udsatte borgere. Hun er uddannet social- og sundhedshjælper og tog senere en socialrådgiveruddannelse, som hun færdiggjorde i 2019. I dag holder hun foredrag som ambassadør for ”En af os” (indsæt link).

Måske er nøglen til, at de er nået hertil, at Wybke aldrig har set Britta som en diagnose eller et problem.

– Det mentale har aldrig fyldt. For eksempel vidste jeg slet ikke, at du havde været indlagt så mange gange, Britta, siger Wybke.

Det, der har fyldt for Wybke, har været, at Britta havde brug for hjælp.

Wybke kunne ikke kurere Brittas psykiske lidelse. Hun kunne ikke erstatte den professionelle behandling. Hun har set Britta som Britta. Og hun forsøgte aldrig at ”fikse” hende.

– Jeg tror ikke, at man altid skal tænke, at man skal fikse problemer.

Og netop det har været afgørende.

– Jeg er ret sikker på, at jeg ikke ville have været her i dag, hvis jeg ikke havde haft Wybke og hendes familie, siger Britta.

Wybke rømmer sig og er vist lidt tyk i mælet, da hun svarer på, hvad andre kan bruge deres historie til.

– Vi er jo bare mennesker. Jeg ved ikke, hvad man kan lære, siger Wybke.

I dag kalder Britta og Sofia hinanden ”søs”. Til oktober skal Britta stå fadder til Sofias søn.