En overskrift om fem selvmord, der kunne være undgået, er ikke neutral information. Den er et kirurgisk indgreb i læserens følelsesliv, og DR’s redaktion ved det. Alle, der har mistet et menneske til selvmord, bærer resten af livet på overbevisningen om, at de selv burde have gjort mere. Når DR kobler fem selvmord direkte til én navngivet psykiater i samme overskrift, ledes denne sorg ind i en fortælling, der er langt mere enkel end virkeligheden tillader. DR er forpligtet på uvildig og nuanceret formidling, og den forpligtelse er ikke opfyldt i denne dækning. Se link til artikel i kommentarsporet.
Vi spoler lige tilbage: Sagen om den ledende overlæge på sengeafsnit C i Regionspsykiatrien Randers begyndte i januar 2024, da han blev hjemsendt, under mistanke for mangelfuld behandling. Siden er alle journaler fra pågældende psykiater blevet gennemgået meget omhyggeligt, og det er på baggrund af dette, at man mener, at 5 selvmord potentielt kunne være blevet undgået, hvis behandlingen havde været anderledes. Som læser efterlades man således af det indtryk, at enhver anden psykiater ville have tilbudt en anden behandling, og patienten ville således være i live i dag. Men sådan kan man ikke fremstille det.
Enhver diskussion om, hvorvidt en konkret psykiaters behandlingsvalg var forsvarlige og korrekte, forudsætter forståelse for det faglige grundlag, behandlingsbeslutninger træffes på.
Og det er helt centralt, da psykiatrisk diagnostik adskiller sig fundamentalt fra diagnostik inden for de fleste somatiske specialer. Der findes ingen blodprøve for depression, ingen billeddiagnostik for personlighedsforstyrrelser, ingen biomarkør for psykose. Diagnosen stilles på baggrund af klinisk observation, strukturerede interviews og skøn over symptombilledet på det givne tidspunkt. Diagnostikken er i høj grad baseret på et øjebliksbillede af de præsenterede symptomer og forudsætter helhedsovervejelser, der kræver omfattende kendskab til psykopatologi og erfaring i mønstergenkendelse [1]. Selv for kernesygdomme som skizofreni vurderes identiske diagnosekriterier regelmæssigt forskelligt fra behandler til behandler [2].
DR illustrerede selv denne problematik med stor præcision i dokumentaren “Hvem griber Sarah?” fra juni 2025. Dokumentaren følger 23-årige Sarah Dam Rasmussen, som i løbet af tre en halv måned mødte seks forskellige behandlere i det psykiatriske system og blev præsenteret for fire forskellige diagnoser, inden hun tog sit eget liv [3]. Ingen af disse behandlere var inkompetente: De arbejdede inden for den samme strukturelle diagnostiske usikkerhed, som kendetegner klinisk psykiatri, hvor en diagnose ikke svarer til den, man stiller ved Covid eller brystcancer. Denne udsendelse viste meget åbenlyst, at psykiatri ikke er eksakt videnskab.
Den glimrende dokumentar og Sarah er et rystende portræt af et system under pres, og DR evnede i den sammenhæng at fremstille diagnostisk variation som et systemisk problem. Den samme logik er helt fraværende, når en enkelt overlæge i Randers holdes ansvarlig for behandlingsbeslutninger truffet inden for præcis den samme faglige virkelighed.
Den anklagede overlæge anfører, at der ikke skete et eneste selvmord på den afdeling, han var ansvarlig for, i de år han var ansat der, hvilket burde være et centralt faktum i sagen. Det fremgår dog ikke af artiklens overskrift og fremhæves ikke i brødteksten, men placeres diskret som overlægens egen udtalelse i artiklens afsluttende afsnit.
Fortællingen drives i stedet af, at patienter efterfølgende har begået selvmord. Selvmordsrisiko ophører ikke ved udskrivning fra psykiatrien, men er tværtimod statistisk dokumenteret forhøjet i den umiddelbare periode efter. En patient, der har passeret gennem udskrivning, ambulante forløb, praktiserende læge, eventuel genindlæggelse og skiftende livsomstændigheder, befinder sig i et kausalt netværk, som ikke kan reduceres til én behandlers beslutninger. At trække en direkte linje fra en overlæges praksis til selvmord begået af tidligere patienter er kausalitet uden dokumentation.
Patienterstatningen vurderer, om der er sket en skade i forhold til gældende behandlingsstandarder på skadetidspunktet. “Overvejende sandsynlighed” i erstatningsretlig forstand er et juridisk begreb med en specifik bevisbyrdestandard, som ikke er identisk med den lægefaglige vurdering af, om en alternativ behandling med rimelig sikkerhed ville have forhindret et selvmord. Patienterstatningen placerer derfor ikke individuelt ansvar og sanktionerer ikke sundhedspersoner, hvilket fremgår af artiklen, men betydningen af dette diskuteres ikke.
Det spørgsmål, ingen psykiater bliver bedt om at svare på i artiklen, er dette: Kan man inden for psykiatrien identificere ét behandlingsvalg, der med overvejende sandsynlighed forebygger selvmord hos en given patient? Kan andre psykiatere, med overbevisning, sige, at de aldrig har taget en beslutning, de var usikre på? Og har de ikke alle været i kontakt med patienter, der efterfølgende har begået selvmord? Selvmordsforebyggelse er et af de mest veldokumenterede og samtidig mest utilstrækkelige områder inden for moderne psykiatri som udtryk for sygdommenes natur. Selvmordsadfærd er multifaktoriel, tidsfølsom og delvist uforudsigelig, selv under optimale behandlingsbetingelser.
Ifølge Sundhedsstyrelsen begår omkring 560 mennesker selvmord i Danmark om året (gennemsnit 2021-2024) [4]. Cirka 53 procent af dem havde modtaget en eller anden form for psykiatrisk behandling i det sidste leveår; ca. 20 procent havde været indlagt, mens 26 procent udelukkende havde været i medicinsk behandling for psykisk sygdom [5]. Tallene dokumenterer, at psykisk sygdom er en af de stærkeste kendte risikofaktorer for selvmord, og at selv et velfungerende behandlingssystem ikke eliminerer risikoen. Spørgsmålet om, hvorvidt en alternativ behandling potentielt ville have ført til et andet udfald, kan med den samme logik stilles til enhver psykiatrisk behandler i landet om enhver af årets 560 selvmord.
Artiklen på DR bygger på tre kilder, der alle udtrykker harme. Ingen af dem har en baggrund inden for psykiatri eller klinisk behandling af alvorlig psykisk sygdom. Det er bestemt ikke en kritik af de pågældendes engagement eller viden – men en konstatering af, at DR har valgt ikke at spørge andre fagpersoner. Fem psykiatere eller psykologer med specialviden om svær psykisk sygdom og selvmordsforebyggelse ville sandsynligvis have givet et langt mere nuanceret billede af, hvad det er muligt at forvente af et psykiatrisk behandlingssystem under det ressourcepres, der kendetegner dansk psykiatri i dag. Valget om IKKE at spørge dem er en redaktionel beslutning med konsekvenser for, hvad læseren efterlades med.
Artiklen fremhæver, at medholdsandelen i erstatningssagerne fra Randers ligger på ca. 17 procent mod normalt ca. 10 procent i psykiatrien. To metodiske forbehold fortjener at stå tydeligt frem. Den anklagede overlæge anfører, at sagerne ikke er direkte sammenlignelige, fordi patienter og pårørende aktivt blev opfordret til at søge erstatning. En population, der aktivt er rekrutteret til at søge erstatning, afviger systematisk fra den naturlige tilgang af erstatningssager og er ikke umiddelbart sammenlignelig med sager fra andre psykiatriske enheder. Indvendingen er metodisk reel og afvises ikke i artiklen, men refereres som overlægens udlægning og placeres i slutningen uden stillingtagen. Hertil kommer, at en medholdsandel på 17 procent betyder, at 83 procent af sagerne er afvist.
DR er finansieret af alle danskere og forpligtet på uafhængig, faktabaseret og afbalanceret journalistik. Den forpligtelse indebærer pligten til at undersøge svigt i sundhedsvæsenet med den præcision og de metodiske forbehold, der er nødvendige for, at offentligheden faktisk forstår, hvad der er sket og ikke sket.
Denne artikel udnytter efterladtes sorg som fortælledrivkraft. Den udelader det faktum, at ingen selvmord skete på den anklagede overlæges afdeling under hans virke der. Den udelader, at Statsadvokaten har stoppet efterforskningen, fordi Styrelsen for Patientsikkerhed ikke selv ville have politianmeldt ham. Den undlader at spørge kliniske fagpersoner om deres vurdering. Den præsenterer en erstatningsstatistik med metodiske svagheder som dokumentation for individuel skyld. Psykiatrien i Danmark er under massivt og veldokumenteret pres. Den fortjener vedvarende kritisk journalistik på et fagligt grundlag, der modsvarer problemets alvor. Jeg håber at DR tager dette alvorligt, og vil tage en intern snak om etik og deres eget ansvar.
Kilder
[1] Ugeskrift for Læger. Psykopatologi og diagnose. 2018.
[2] Tidsskrift for Den norske legeforening. Criteria-based diagnostics generate excessive and incorrect diagnoses. 2015.
[3] DR Dokumentar. Hvem griber Sarah? Premiere 1. juni 2025. drtv.dk
[4] Sundhedsstyrelsen. Fakta om selvmord og selvmordsforsøg. Opdateret januar 2026. sst.dk/vidensbase/forebyggelse/selvmordsforebyggelse
[5] Bedre Psykiatri med reference til Hjortshøj 2014 og Bog: Psykiatrisk sygepleje 2020. bedrepsykiatri.dk/selvmord
