Så provokerende fik jeg udtalt mig i en paneldebat tilbage i juni. Debatten var et led i et inspirationsseminar i forbindelse med ”Bedst For Os”, så med andre ord var det et sted fyldt med de fremmeste fagfolk på området: læger, psykiatere, forskere, socialrådgivere og dem, det hele handlede om… familier ramt af psykisk sygdom.
Indrømmet – det er et karikeret statement. Meningen var selvfølgelig at provokere. Dermed ikke sagt, at jeg ikke står ved det langt hen ad vejen, for det gør jeg! Virkelig! Nu vil jeg fortælle, hvorfor…
Forestil dig, at du over en længere periode har haft det svært. Du har egentlig aldrig kunnet lide store menneskemængder, men det seneste år er det, som om tolerancen er blevet mindre og mindre. Faktisk har du fået svært ved overhovedet at komme ud ad døren, om det så er for at tage i skole, på arbejde eller ned at handle. Efter ALT for lang tid beslutter du dig endelig for at søge hjælp. Du tager ned til lægen, som henviser dig til en udredning. Du gjorde det. Du søgte hjælp! Det var en kamp for dig, men du gjorde det. Nu skal du bare lige vente. Vente, vente, vente… Ja, i gennemsnit skal du vente omkring 170 dage, før du kan påbegynde din udredning.
I mellemtiden kan du jo … Ja, hvad kan du egentlig?
Store forskelle på landsplan
Det afhænger fuldstændig af, hvor i landet du bor, hvor ressourcestærk du er, og hvilke frivillige organisationer der lige er i nærheden. For der er INGEN automatisk ventepakke i vores system. INGEN. Velfærdsstatens ellers til tider ret gode løsninger er, med få undtagelser, svære at få adgang til, indtil du har en diagnose.
Her kommer vi tilbage til mit provokerende udsagn, for det er netop ud af dette tomrum, at udsagnet er født: ”Diagnosen er ligegyldig – vi skal bare have noget hjælp.”
Man kan jo selv tænke sig til, at ventetid ikke gavner nogen, og ingen ønsker den. Jeg er overbevist om, at alle ønsker at hjælpe folk, som har brug for det. Så det undrer mig, hvorfor, hvordan og hvornår vi lige er blevet enige om, at diagnosen skal være adgangsbilletten til hjælp.
Ingen bliver helbredt i venteværelset, og ingen skal efterlades alene dér.
Diagnosen bør ikke være den eneste adgangsbillet
Jeg har til gode at høre om en person i psykisk mistrivsel, som har fået det dårligere af at blive tilbudt samtaler. Jeg har svært ved at forestille mig en person i psykisk mistrivsel, som ikke ville få gavn af at få hjælp til at strukturere sin dagligdag. Jeg har endnu til gode at møde en fagperson, som kun kan hjælpe, hvis de kender den præcise diagnose… Så hvorfor pokker er det så, at hjælpen ikke starter den dag, den bliver efterspurgt? Det lettilgængelige behandlingstilbud, som alle kommunerne i dag skal tilbyde, og akuttelefonen, som nu også modtager henvendelser fra psykisk udfordrede på linje med somatikken, er skridt på vejen – ligesom den gratis psykologhjælp for børn og unge uden henvisning. Men langt fra nok.
Psykiatrisk førstehjælp
Jeg anerkender til fulde, at en diagnose for mange er en kæmpe lettelse. Det er den, som kan få brikkerne til at falde på plads. Det, der får ens oplevelser til at give mening.
For fagfolk er den et voldsomt vigtigt redskab, et redskab, man selvfølgelig skal gøre brug af. I de her år bliver vi klogere på nærmest samtlige diagnoser, og det gør mig oprigtigt glad. Men i sidste ende er en diagnose blot et redskab. Et redskab, som mest af alt bruges til forståelse og behandling.
Bag diagnosen er der altid et menneske. Et menneske, som har brug for hjælp. Sørg nu for at hjælpe mennesket, når det er nødvendigt. Hjælpen burde starte, når behovet opdages, ikke først, når papirarbejdet er færdigt. Kunne man tænke en hurtig psykiatrisk førstehjælp som et kommunalt mentalt sundhedscenter, hvor man kan gå ind fra gaden? Kan der være automatiske hjælpepakker i ventetiden på diagnosen – på samme måde, som kræftpakker er færdigstøbte forløb? Skal der være gruppeforløb uden diagnosekrav? Jeg har ikke svaret, men behovet er tydeligt at se.
Den dag, diagnosen så er nedfældet på papir, efter alt for lang ventetid, skal behandlingen selvfølgelig begynde, og her er diagnosen selvfølgelig alfa og omega.
Ingen bliver helbredt i venteværelset, og ingen skal efterlades alene dér
Så den knap så provokerende udgave af ”Diagnosen er ligegyldig – vi skal bare have noget hjælp” er nok, at jeg anerkender, hvor dygtige vores fagfolk er, den dag, diagnosen er på plads. Jeg forstår bare ikke, hvorfor de ikke må, kan eller skal hjælpe, før diagnosen er nedfældet på papir.
Alle, der henvises til psykiatrisk udredning, bør inden for få dage tilbydes en behovsvurdering og en midlertidig støtteplan. Så lad os udvide de lettilgængelige tilbud til også at omfatte unge voksne, lad os indføre en national ”ventepakke” og lad hjælpen starte ved første henvendelse.
Ingen bliver helbredt i venteværelset, og ingen skal efterlades alene dér.
