Hun er ved at være lidt træt af det. At trække den gamle traver af stalden og fortælle om sin tid som indlagt på en psykiatrisk afdeling som 16-årig med anoreksi. Hun var indlagt i seks måneder, hvilket hun ikke husker tilbage på med varme:
– Da først jeg endte i psykiatrien, mistede jeg det sidste håb og troen på, at jeg kunne få det bedre.
Men hun fik det bedre. Især to ting var en hjælp. Det vender vi tilbage til.
Når jeg sætter mig selv i spil, oplever jeg, at musikken åbner op ind til noget andet i de folk, der lytter, Mathilde Falch, musiker.
Når Mathilde er træt af at fortælle sin historie – i dag er det 18 år siden, hun var indlagt – er det, fordi den hænger ved:
– Man slipper aldrig helt af med sin historie, når man først har været syg. Det er meget svært at gå fra at have fortalt noget til så ikke længere at være det. Jeg kan godt mærke, at det rammer mig, især efter jeg er blevet mor, at folk måske læser min historie og så tror, at jeg har det sådan nu. Også selv om jeg er stolt af den ting. Men stigma hænger ved.
Oplevelserne fra indlæggelsen gav hende erfaring med det psykiatriske system, så hun med vægt i stemmen i dag fortæller og forsøger at forandre. Hun blev siden ambassadør for SIND, Red Barnet og Projekt Hjemløs og sidder i bestyrelsen for det sociale initiativ ”De vildeste fugle”. Flere af hendes anmelderroste musikalbums har sange med som ”Lad Mig Gå Fri”, ”Væk Fra Denne Virkelighed” og ”Suk”, der handler om hendes egne oplevelser.
I dag er hun en aktiv stemme for bedre forståelse på et baggrundstæppe af psykiatri, misbrug og nedbrydning af tabuer. Redskabet til forandring er fortællingen og musikken.
Koncerter er ikke bare musik
– Jeg er sådan en, der spiller hele tiden, så jeg er egentlig altid lidt på turné. Jeg elsker bare at komme rundt. Jeg spiller næsten hver uge året rundt.
Ud over alle de mere almindelige spillesteder gæster hun også lokalafdelinger i SIND og Bedre Psykiatri og psykiatriske afdelinger, hvor hun kombinerer sin egen historie med musikken. Hun kalder det fortællekoncerter:
– Når jeg sætter mig selv i spil, oplever jeg, at musikken åbner op ind til noget andet i de folk, der lytter. Det giver mening på en ny måde, når man først har fået en historie om det.
Hver gang jeg gik i gang med at snakke om det, blev der bumstille.
Lysten til at skabe resonans
For Mathilde Falch er målet, at folk, der lytter, kan mærke noget – ikke bare noget til hovedet, men til følelserne.
– Jeg prøver at skabe resonans, altså noget, som folk kan mærke og derfor måske få lyst til at forstå eller få mere viden om. Med min historie kan jeg bruge mig selv som bindeled mellem noget viden og noget, der er tabuiseret. Når der opstår resonans, bliver det vigtigt for alle i rummet at forstå, hvorfor det her er vigtigt for andre end kun dem, det går ud over. De spørger måske sig selv: ”Hvordan føles det?” Og når folk er blevet følelsesmæssigt investeret, så er det svært at sige, at det ikke har noget med mig at gøre. Eller at det bare er nogle andre typer, som vi ikke kan lide eller ikke har noget til fælles med, forklarer hun.
Mindre tabu i dag end førhen
På hendes mange fortællekoncerter oplever hun, at samfundets opfattelse af psykiske udfordringer har forandret sig. Stressdiagnoser er i dag mere aftabuiserede end førhen, og ADHD er på vej i samme retning. Sådan var det langt fra, da Mathilde startede:
– Da jeg begyndte at snakke psykisk sygdom for 18 år siden, undrede det mig, at jeg ikke hørte nogen tale om det. Hver gang jeg gik i gang med at snakke om det, blev der bumstille.
Musikken kunne noget, oplevede Mathilde. Folk sænkede paraderne, og det blev en ”blød” måde at komme ind på alt det svære. Den viste, at det slet ikke er så farligt at tale om:
– Og så kom den der: Hov, det kender jeg faktisk godt, eller min far var faktisk i en periode ustabil. Så kommer alle historierne. Og jo også, at jeg godt ved, hvor mange der egentlig kender psykiske udfordringer, fortæller hun.
Indlæggelse blev en psykiatrisk klangbund for hendes liv
Der er langt mellem den 16-årige Mathilde, der blev indlagt med anoreksi, og den unge, mørkhårede og smilende mor, der sidder på skærmen med køkkenet flimrende i baggrunden. Alligevel blev oplevelsen en klangbund for hendes liv siden. Men vejen videre derfra var lang.
– Jeg lå rigtig meget bare i en seng. Jeg havde anoreksi og havde sonde og måtte ikke rigtig bevæge mig de første måneder, fordi jeg ikke måtte bruge nogen kræfter. Der lå jeg og kiggede ind i en hvid væg.
Jeg skrev mig frem til, at jeg gerne ville leve
Mathilde kedede sig ekstremt meget og havde alt for meget plads til alle de mørke tanker, der var meget lidt meningsfulde.
– Jeg tror, det værste, vi kan gøre ved mennesker, er at parkere os inde på et værelse alene og så sige: Held og lykke med at få det bedre.
Hun havde brug for noget, der kunne få hendes håb til at spire.
Hvordan skriver man sig tilbage til livet?
Det hjalp at skrive, fandt hun ud af. Hun begyndte at skrive dagbog. Og så kom sangteksterne:
– Som en måde at forstå mine tanker og mine drømme i bund og grund. Jeg skrev mig frem til, at jeg gerne ville leve. Denne her store, store glæde ved at skrive sange kom ind og blev fuldstændig livsændrende for mig. Noget, hvor jeg virkelig kunne mærke, at det bare gjorde mig så godt og så glad. Der var så meget mening for mig i det.
Det andet, der gav hende håb, var Louise.
– Der var en fantastisk sygeplejerske på afdelingen, Louise. Jeg kunne mærke, hun så mig, og hun havde humor. Hun talte ind til mig – og også til mit intellekt. Jeg havde ikke så meget brug for, at nogen var særligt følsomme.
Louise fik hende ud af sengen og stimulerede hende, fik hende til at grine og troede på hende.
– Hun var et menneske, jeg kunne mærke, ønskede mig det godt. Jeg kunne virkelig mærke, hun troede på, at jeg kunne blive rask. Hun var et kæmpe lyspunkt for mig.
Fleksibelt system skal være tilpasset den syge
Med alle sine koncerter, sin egen historie, sine æreshverv og sin egen dybe motivation til forandring har hun i dag en stor erfaring med at forsøge at forandre. Og indsigt i, hvad der skal til.
Så hvad kan forandre udsigterne for de mange mennesker, der kæmper?
– De titusindvis af mennesker, jeg har talt med, som kæmper eller har kæmpet med psykisk sygdom, peger næsten alle sammen på det samme. Det, der har gjort en forskel for dem, er et andet menneske, der ser en. Hvor man føler, at det andet menneske tror på, at der er et liv til dig. Det synes jeg er sindssygt smukt. Og man kan tænke, at det er jo let nok at få til at ske.
Men det er rigtig svært at passe ind i et system. Og så kommer vi til ressourcerne. Ikke bare i form af flere sengepladser, bedre mad eller medicin. Hun kalder på et mere menneskeligt system. Mathilde Falch oplever ikke, at der er ”prestige i følelser”. Når hun snakker med psykiatere, læger og personale i psykiatrien, er der stor efterspørgsel efter at forstå det, som ikke er diagnoser. Alt det menneskelige, helbredelsen, mangler.
Netop derfor mener hun, vi bør tale mere om kemi mellem patienter, borgere og behandlere:
– Jeg har råbt på det i årevis. Men vi ved jo alle sammen, hvordan kemi spiller en rolle alle steder, vi er. Hvad det betyder for, om vi har lyst til at åbne os.
Hun er med på, at det kan være ydmygende for en fagperson at sige: ”Jeg kan ikke nå ind til det her menneske”, men det er nødvendigt. Og så skal der være mere fleksibilitet i den hjælp, man modtager:
– Hele systemet omkring, at du har en samtale på torsdag kl. 16. Det er en vildt svær præmis. For det første kan der være nogen, der har svært ved at møde op der. Men der er også noget i det der med, at man skal åbne sig lige der kl. 16. Men man kan jo ikke åbne sig på kommando.
Ifølge Mathilde er der nogle vinduer, hvor man kan tage imod hjælp og sparring. Men hvad hvis der så er lukket på netop de tidspunkter? Derfor er der brug for et mere fleksibelt system.
“Du kan ikke hjælpe et andet menneske, hvis du ikke selv er med på arbejde”
Men de mennesker, der hjælper, er jo også bare mennesker, der er på arbejde. Er det ikke virkelig meget at kræve af folk i et system, at de skal ville dem, de behandler, og have et system, der er så stærkt tilpasset de syge?
– Jeg vil vove at påstå, at du kan ikke hjælpe et andet menneske, hvis du ikke selv er med på arbejde. Du kan sikkert godt hjælpe praktisk. Du kan holde mig i live. Men du kan ikke hjælpe mig, hvis du ikke er der.
Selv når vi har det allerdårligst, er vi altid alt muligt. Så er det mærkeligt, at vi hele tiden kun kan tale ud fra at være en, der er sårbar.
Mathilde møder ofte fagpersoner, som er kørt træt, og hun er med på, det er forbandet hårdt at se menneskelig lidelse dag ud og dag ind. Men mange kan ikke gøre deres arbejde på grund af manglende ressourcer.
– Der skal vi sætte ind med flere ressourcer, så det ikke sker. Det er for hårdt, når du ikke kan gøre det, du kan mærke, at det er rigtigt at gøre. Hvis jeg var politiker og fik finansloven og kunne gøre, hvad jeg ville, tror jeg, jeg ville sætte rigtig mange penge ind i det her.
Et andet sted, Mathilde kan se store muligheder, er i at forkorte ventetider.
– For eksempel går der alt for lang tid, fra en forælder rækker ud til skolen eller kommunen efter hjælp, til den kommer. Hvis man kunne få hjælp i hjemmet eller på skolen med det samme, tror jeg, meget færre ville ende i psykiatrien. Så hjælpen bliver nødt til at gå i gang med det samme.
Mennesker med psykiske lidelser er også stærke
På samfundsplan håber Mathilde, at fremtiden vil byde på endnu flere forandringer, og at det bliver mere normaliseret at tale om mentale udfordringer. Vi er jo alle sammen rigtig meget mere end diagnoserne.
– Selv når vi har det allerdårligst, er vi altid alt muligt. Så er det mærkeligt, at vi hele tiden kun kan tale ud fra at være en, der er sårbar. Vi taler ikke om den kæmpe erfaring, der kommer med, at vi har været i de her kampe og taget dem. Hvor vi får lov til at kigge meget, meget dybt indad. Ind i hvem man er, og hvorfor man gerne vil leve, hvorfor man gerne vil tage den her kamp op. Det kan vi jo alle sammen lære meget af, slutter hun.
