Varme strømmer ud af computerskærmen. Ikke som i et sirupsklistret kærlighedsdrama fra Hollywood, men som ægte levede fælles erfaringer indfanget mellem barnebarn Alex, der lider af paranoid skizofreni…
– Jeg hører stemmer og har hallucinationer og vrangforestillinger. Og så har jeg tidligere på ugen også fået en PTSD-diagnose, som kommer til udtryk i form af flashbacks og mareridt og søvnproblemer. Og generel angst, fortæller han.
… og farmor Bente, der blev født i 1948:
– Før jeg blev pensioneret, arbejdede jeg som hjemmehjælper, fortæller hun.
Deres ende af vores skærmforbindelse er en sofa i Haraldskær, der ligger mellem Vejle og Billund. På væggen bag dem hænger et midtjysk sofastykke med heste, grønt græs og en å.
– Men du var da også gældsinddriver i 1950’erne, bryder Alex ind.
-Nå ja… Men det var kun i kort tid, svarer Bente.
I dag er det præcis et år siden, Alex blev udskrevet efter sin seneste indlæggelse.
– Og jeg har ikke planer om at skulle ind igen, siger han.
En anden årsdag i Alex’ liv var langt mindre rar, skal det vise sig. Begge hans forældre var stofmisbrugere, og som 14-årig blev han tvangsfjernet og boede på Fyn. Her gik han blandt andet på efterskole. Bagefter fik han som 15-årig sin egen lejlighed.
Gode råd fra Bente til andre bedsteforældre til børnebørn med mentale udfordringer
Få et godt forhold til dine børnebørn. Vær der for dem, interesser dig for dem og spørg til deres oplevelser og deres hverdag, inddrag dem i din hverdag, men vær sammen på børnebørnenes betingelser. Sørg fx for at have lavet alt det praktiske, inden de kommer på besøg, så du kan koncentrere dig om dem.
Vær der, når den unge har brug for det.
Send dit barnebarn en sms, så barnebarnet ikke selv skal række ud.
Nedtur
På sin 17-års fødselsdag var han et helt andet sted i livet end nu:
– Jeg vågnede om morgenen og havde ikke længere lyst til livet. Et halvt år forinden havde jeg forsøgt at tage mit eget liv første gang. På min 17-års fødselsdag vågnede jeg med samme følelse, fortæller Alex.
Det blev til hans andet selvmordsforsøg. Og et vendepunkt. For da kom farmor ind i billedet igen.
– Alex og jeg har haft et rigtigt forhold, fra Alex blev født. Hans forældre kunne ikke tage sig af ham. Hverken som helt lille eller senere, fortæller Bente.
Hun passede ham de første halvandet år af hans liv og prøvede i lang tid at få ham tvangsfjernet, så han kunne bo hos hende. Men uden held. Da han gik i børnehave, boede han hos sine forældre fra søndag til onsdag. Men fra onsdag til søndag boede han hos farmor Bente.
– Og så har jeg jo ellers haft Alex i ferier, og hvis Alex var syg, og i weekender.
Dermed har hun også været tilskuer til alle op- og nedturene i hans liv.
Hvordan har det været at stå ved siden af som vidne til Alex’ lidelser?
– Der har været mange gange, hvor man tænker: “Hvad gør jeg nu?”. Men i de fleste tilfælde har vi snakket om det og er blevet enige om, at “så gør vi sådan og sådan”. Og så har man jo fået masser af kærlighed og kram, siger Bente og smiler.
Efter sit 2. selvmordsforsøg flyttede Alex permanent hjem til sin farmor.
– Nu var jeg jo næsten 17 og kunne selv bestemme, og desuden mente min værge på Fyn også, at det var en god idé, siger han.
– Og, bryder Bente ind, – jeg har jo altid sagt, at jeg ikke har to, men tre børn, siger hun med henvisning til, at hun selv har født to børn, men fået Alex med i købet, og at indflytningen var helt naturlig.
Om end ikke nem at få til at fungere.
Brug for rådgivning
– Jeg havde den her totalt urealistiske idé om, at det at komme ud til farmor ville fikse alt. Jeg var jo vant til det fra ferier og weekender, men der var ret meget forskel, fortæller Alex.
Det er absolut det bedste, farmor gjorde for mig. De værktøjer, jeg fik der, var noget, vi sammen forsøgte at implementere herhjemme.
Hverken farmor Bente eller Alex har nogensinde fået nogen rådgivning i at bo sammen, men når de kigger tilbage, havde det måske været en god idé.
– Jeg ville have ønsket, at kommunen dengang gik ind og fandt et familieterapi-tilbud til os. For der er stor forskel på det, jeg var vant til som barn og teenager med at ses i weekenderne og ferierne, og så faktisk at skulle bo sammen, siger Alex.
De fortæller, at det undervejs til tider har været mening mod mening. Der ville det have været en hjælp med en tredje person, der havde haft et mere objektivt syn.
– Det havde nok sparet os for nogle konflikter. Ikke at de har været synderligt slemme, men de har været der. Altså, vi har jo aldrig råbt ad hinanden. Eller smækket med døren, forklarer Bente.
Men lidt hjælp fik de nu. For da Alex flyttede ind, sendte Bente ham i psykoterapi hos en privatpraktiserende psykolog.
– Det er absolut det bedste, farmor gjorde for mig. De værktøjer, jeg fik der, var noget, vi sammen forsøgte at implementere herhjemme, fortæller han
Og der var god brug for dem.
– Det første års tid, jeg boede her, vækkede jeg farmor om natten tre-fire-fem gange om ugen, fortæller Alex. Og Bente indskyder:
-Så stod vi jo op, og så sad vi og snakkede og hyggede os med en kop te og en smøg. Og når Alex så var ved at være træt, så gik vi op, og jeg nussede ham lidt. Og så sagde farmor: “Nå, nu går jeg altså også ned og sover”, fortæller hun.
Også om dagen har farmor Bente været der, når der var brug for det.
– Hvis jeg fik et angstanfald, så sad farmor altid og trøstede mig og lavede vejrtrækningsøvelser med mig. Eller hvis vi skulle til fødselsdag, og farmor glædede sig til det, så lod vi alligevel altid være, hvis jeg ikke kunne overskue det, fortæller Alex og fortsætter sin lovprisning:
– Og da jeg begyndte at arbejde og ikke kunne tage offentlig transport, da kørte farmor mig til og fra arbejde.
Alex har haft mange forskellige job. På en skole, på et lager, som bartender, i en tøjforretning. I dag laver han frivilligt arbejde for Ungdommens Røde Kors som bestyrelsesmedlem og er med i forskellige projekter.
Vi må jo se, om ikke vi kan finde en eller anden løsning. For det duer ikke. Og jeg vil ikke af med dig.
Bøvl med bedstefar
Det var ikke gnidningsfrit, da Alex flyttede ind. Heller ikke i forhold til hans pap-bedstefar. Bente havde boet sammen med ham i 10-11 år, inden Alex flyttede ind i deres lejlighed. Men Alex og hans pap-bedstefar kom ikke godt ud af det med hinanden. Han forstod ifølge Alex ikke problematikken og var heller ikke så interesseret i at finde ud af, hvad hans sygdom betød. Der var flere gange, hvor Alex snakkede om at flytte ud, men det blev ikke til noget, forklarer Bente bestemt.
– Jeg sagde til Alex’ bedstefar, at hvis ikke han accepterede Alex, så var det ikke os, der skulle være sammen.
Siden er de alle tre flyttet ud til en nedlagt skole med mere plads, og Alex har sin egen lejlighed ovenpå. Det har – sammen med en øget interesse for Alex’ sygdom – givet et meget nemmere samliv. Også med bedstefar.
Gode råd fra Axel til én med psykisk udfordringer
Vi har haft stor glæde af samtalekort. På den måde får man indsigt i at bedsteforældes liv heller ikke altid har været nemt. Og så bliver det ikke så ”forhør-agtigt”, som hvis man hele tiden bliver udspurgt.
Ræk ud. Gør brug af dit netværk. Ring eller skriv hvis de bor langt væk, men hold fast i dit netværk.
De kreative løsninger kommer af vedholdenhed
Bente og Alex har en imponerende samhørighed på tværs af alder. Alex på 23. Bente på 78. Endnu mere imponerende er deres ihærdighed og tro på, at tingene kan forandre sig.
Da Alex tidligere var indlagt på en psykiatrisk afdeling på Fyn, var han voldsomt selvskadende, og Bente kørte tit over for at besøge ham.
– så siger jeg til ham: “Vi må jo se, om ikke vi kan finde en eller anden løsning. For det duer ikke. Og jeg vil ikke af med dig, fortæller hun.
Derfor lavede de den ordning, at farmor skrev en godnathilsen hver eneste aften.
– Så hvis jeg havde haft en dårlig dag, behøvede jeg ikke at række ud, forklarer Alex. Det er en aftale, der stadig holder ved i dag. Hvis jeg ikke er hjemme, men overnatter inde ved kæresten, skriver farmor stadig, fortæller Alex.
Men efter han flyttede ind hos Bente, gav det ikke rigtig mening at gøre hver aften. I stedet har de fundet på en anden måde at undgå selvskade.
– Først og fremmest har farmor fået den kniv, jeg brugte til selvskade. Og så blev vi enige om at starte en ordning, hvor jeg har fået en sparegris. For hvert døgn, jeg ikke selvskader, får jeg en femmer. Og når jeg har minimum 500 kroner, kan jeg få dem udbetalt. Og hvis jeg selvskader undervejs, vil hvad end beløb, der ligger, blive halveret, siger Alex.
– Den er ikke blevet halveret endnu, siger Bente og fortæller, at pengene endda er blevet udbetalt 3 gange.
Alex fik idéen til sparegrisen, fordi han så kunne tage femkronen i hånden og mærke den, hvis han fik lyst til selvskade.
– Selvskade udløser jo dopamin, men det gør det jo også at spare op til ting, så derfor tænkte jeg, at det kunne virke, siger han.
Alex selv har altid haft en stor interesse i emner, der berører hans sygdom. Han har med egne ord “læst internettet tørt”.
Som problemerne opstår, søger de to i fællesskab hele tiden efter nye løsninger. De virker til at have en klar overbevisning om, at det meste kan lykkes. Hvis bare de har nætter, smøger og snakke nok. Da Alex havde angst, kørte farmor ham på genbrug, gik en tur med ham på gågaden eller tog ham med på togtur for at træne angsteksponering.
En anden løsning, de fandt på, var at bruge karameller, når Alex havde angstanfald.
– Jeg læste en artikel om, at man kun spiser, når man er i ro, og at tyggebevægelsen virker afslappende. Så når jeg hyperventilerede, og der var kommet lidt ro på, så gav farmor mig en karamel, og så faldt jeg ned. Så i lang tid rendte jeg rundt med sådan en lille rulle Mentos i lommen.
Det virker næsten overvældende, hvad farmor Bente formår og medvirker til.
Hvordan får du energien til det?
– Jamen, det bliver jeg da nødt til, udbryder hun. – Det er jo mit hjertebarn. Selvfølgelig har det nogle gange været hårdt. Men det kan jo ikke hjælpe noget. Vi skal jo videre.
– Men indimellem har du da siddet og grædt sammen med mig, bryder Alex igen ind.
Vejen frem
Alex har boet hos Bente i godt 6 år, og det lyder til at fungere godt. Alligevel tegner sig konturer for en fremtid med hver sin bopæl.
– Vi har snakket om, at jeg snart ville prøve at finde en lejlighed inde i byen. Jeg har før i korte perioder boet for mig selv, men er flyttet hjem igen, da det ikke har holdt i længden. Jeg er klar til at prøve igen, og tror på, at det denne gang ville kunne lykkes. Og ellers, så har farmor lovet, at min lejlighed får lov at stå tom, mens jeg er væk. Har jeg brug for at komme hjem, ville der altid være en plads til mig.
Selv har Alex et fromt håb for fremtiden:
– Det bliver selvfølgelig en proces med fortsatte op- og nedture. Drømmen er, at jeg får et godt liv. Det er alt, jeg ønsker, og det som farmor kæmper for at hjælpe mig tættere på.
