Danske børn under 15 år skal som udgangspunkt ikke længere kunne få adgang til sociale medier. Det er konsekvensen af et nyt lovforslag, som forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund nu sender i høring. Det skriver forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsministeriet i en pressemeddelelse.
Lovforslaget ventes fremsat i begyndelsen af 2027 og skal efter planen træde i kraft 1. juli samme år.
– Vi har længe været to skridt bagud, når det kommer til sociale medier. Med lovforslaget forsøger vi nu at indhente et langt skridt, siger Christina Egelund.
Hun fremhæver, at flere lande og EU samtidig bevæger sig i retning af strammere regulering af sociale mediers ansvar over for børn.
Skal skærme mod børns tidlige debut
Baggrunden er blandt andet, at mange danske børn opretter profiler, længe før de fylder 15 år. Knap halvdelen har ifølge materialet en profil på sociale medier som tiårige, mens 94 procent har mindst én profil, inden de fylder 13 år.
Samtidig havde 69 procent af de 9-17-årige i 2024 oplevet mindst én digital krænkelse eller anden ubehagelig oplevelse online inden for det seneste år.
Venstres digitaliseringsordfører Christoffer Melson peger på, at en aldersgrænse ikke kan stå alene.
– En aldersgrænse for de største sociale medier er kun en del af løsningen, siger han og fremhæver blandt andet undervisning i teknologiforståelse og tiltagene, der styrker forældrenes mulighed for at tage ansvar for børnenes skærmbrug.
Hos De Konservative er der fortsat bekymring for muligheden for, at 13-15-årige kan bruge visse sociale medier med forældresamtykke.
Aftalepartierne lægger samtidig vægt på, at techvirksomhederne skal bære et større ansvar for børns brug af deres platforme. Ifølge en undersøgelse fra Center for sociale medier, tech og demokrati omsætter fem store platforme årligt for anslået 327 millioner kroner i Danmark på reklamer vist til børn og unge mellem 8 og 17 år.





