– Er du stolt af ham?
– Ja, det er jeg da, siger Kaspers far, Carsten.
– Det er sindssygt, hvor han er landet i dag. Det har været en fantastisk rejse, og det er nemmere at sige nu, ti år efter, hvor det er gået godt.
Men da det stod på, var det alt andet end nemt.
Facaden, der begyndte at revne
Kasper flyttede ind hos sin far i København som ung. På papiret lignede han et menneske med retning. Han var godt nok droppet ud af gymnasiet i 2.g, men havde taget HF på VUC og var kommet videre til universitetet, hvor han begyndte at læse jura. En ung mand, der nok skulle klare sig.
Men inde bagved voksede noget andet. Kasper havde ikke et sprog for, hvad der skete med ham, og derfor forklarede han det heller ikke til andre. Hvis nogen spurgte, hvordan det gik, sagde han, at det gik fint. Hvis nogen spurgte til studiet, fandt han på et svar. Ikke nødvendigvis sandheden, men et svar, der kunne lukke samtalen og skabe ro.
Problemet var, at den strategi virkede. I hvert fald kortvarigt.
Jeg gik ind på hans værelse om eftermiddagen og sagde, at vi ikke kunne leve i de her løgne
Alarmklokkerne ringer
Carsten kunne mærke, at noget ikke var, som det skulle være i hjemmet.
– Han lå bare ned. Der var nogle alarmklokker, der ringede.
På det tidspunkt var Carsten selv i krise. Han stod uden arbejde, og han og Kasper gik hinanden lidt på nerverne. Samtidig begyndte Kaspar at lyve mere og mere om sit studie og om, hvad han foretog sig.
Han fortalte, at han skulle læse et semester i England. Eller at han var startet som studerende på Syddansk Universitet. Men i virkeligheden var han droppet ud. Om morgenen pakkede han sine ting og gik hjemmefra, som om han skulle på universitetet. Så satte han sig på biblioteket i Vanløse og så Netflix i syv timer, før han tog hjem igen.
Nogle gange sagde han én ting til sin mor i Holbæk og noget andet til sin far. Løgnene begyndte at splitte familien, og forældrene blev mere og mere klar over, at det ikke kunne holde i længden.
Konfrontationen
Det kulminerede en dag, hvor Carsten konfronterede sin søn med løgnene.
– Jeg gik ind på hans værelse om eftermiddagen og sagde, at vi ikke kunne leve i de her løgne. Det kunne vi simpelthen ikke, fortæller Carsten.
Kasper gav sin far ret. Løgnene var løgne, og dermed var tilliden brugt op. Samtidig var det tydeligt, at det haltede med det psykiske. Familien havde forsøgt at få hjælp på Bispebjergs Psykiatriske afdeling, men der var ikke nogen hjælp at hente.
– Det var ligesom ude af vores hænder. Og hvad fanden skulle vi gøre? siger Carsten.
Den hårdeste beslutning
Uden mulighed for at få hjælp og efter at have prøvet mange forskellige ting stillede Carsten sin søn stolen for døren.
– Jeg glemmer det aldrig. Det er den hårdeste beslutning, jeg nogensinde har taget i mit liv. Jeg sagde til ham, at når jeg kom hjem dagen efter, så skulle han være ude. Så måtte han finde noget andet. Jeg sagde: “jeg skal nok være der for dig, men det bliver ikke her”, fortæller Carsten.
Carsten troede, at Kasper ville tage ud på Bispebjerg Psykiatriske afdeling og blive indlagt og få hjælp. Det var først bagefter, at han fandt ud af, at Kaspar på det tidspunkt havde haft tanker om selvmord.
Dagen efter var Kasper væk. Men han kunne ikke blive indlagt på Bispebjerg. Han blev sendt videre og endte på Kirkens Korshærs herberg, der huser udsatte og hjemløse. Han havde ikke andre steder.
– Nu kommer jeg tit forbi herberget, fortæller Carsten, og jeg tænker sgu altid ved mig selv: hvordan fanden kunne du gøre det, mand?
Kasper er enig i, at det var hårdt.
– Det er jo nok den allerhårdeste samtale, man kan have som forælder til et barn, fortæller han.
Alligevel mener han i dag, at grænsen var nødvendig.
En juleaften uden snak om det svære
Det var efterår, da Carsten bad sin søn om at flytte. Kaspar ringede og fortalte, at han var på herberget. Så blev det jul.
– Det hårdeste var, da jeg hentede ham derude og kørte ham til fælles juleaften. Da aftenen var forbi, kørte jeg ham tilbage. Jeg tror, jeg sad på parkeringspladsen bagefter og græd i ti minutter. Hvordan fanden kunne jeg gøre det her? fortæller Carsten.
Men hvordan kunne du være sikker på, at beslutningen om at bede din søn om at flytte var den rigtige?
– Det var jeg heller ikke der. Det fandt jeg først ud af bagefter, siger han.
Når man føler, at man har prøvet alt det, der står i ens magt for at hjælpe, mener Carsten. Så kan det være i orden at træffe den slags valg
Hjælpen kom endelig
På herberget begyndte tingene langsomt at vende. Kasper fik kontakt til psykiatrien, og kort før jul fik han en forklaring på det, der havde stået på i årevis, og han fik diagnosen psykoseindledning og skizotypi. Han blev henvist til OPUS, et behandlingstilbud til unge med psykosesymptomer.
Carsten og Kaspers mor kom på en række kurser og kunne følge med i de små skridt, sønnen tog, helt ned til personlig hygiejne. Uden diagnosen og forløbet var Kasper aldrig kommet videre. Med tiden begyndte han på studiet igen, og selvtilliden voksede skridt for skridt.
Faren ville gøre det igen
Carsten bærer stadig på en dårlig samvittighed.
– Jeg har stadig dårlig samvittighed over, hvordan jeg kunne gøre det. Men det var nok den bedste løsning, der var på det tidspunkt, siger han tøvende og fortsætter:
– Vi kunne ikke mere som familie. Og så fik Kasper den hjælp, vi ikke selv kunne give som familie. Selv om det var hårdt, ville jeg gøre det igen.
I dag tænker han naturligvis på, hvad der kunne være sket, hvis det var gået galt.
– Jeg havde nok aldrig kunnet tilgive mig selv, hvis det var gået galt. Men i den situation kan man ikke tage det med ind i overvejelserne. Det vigtigste var, at der fanme var nogen, der måtte tage sig af ham, så han forhåbentlig kunne få hjælp der, hvor han endte, siger Carsten.
Hvornår er så hård en beslutning den rigtige i Carstens optik?
En ny tøven i røret.
– … Når man føler, at man har prøvet alt det, der står i ens magt for at hjælpe, mener Carsten. Så kan det være i orden at træffe den slags valg.
Hvor er Kasper i dag ?
Der gik seks år, fra Kasper stod uden bolig, til han i 2022 færdiggjorde sin universitetsuddannelse. Vejen gik hverken lige eller let. Undervejs prøvede han flere studieretninger af, før han fandt den rette, og han lærte gradvist at leve mere realistisk med faste rutiner og med respekt for sin egen energi.
Han har ikke været på antipsykotisk medicin siden december 2017. Han har fuldtidsarbejde og lever efter faste rammer. Han har stadig sin diagnose, men den styrer ikke længere hele hans liv.
I dag er Kasper projektleder i Nextstepforeningen, hvor han også holder oplæg om sin sygdom og sine erfaringer. Historien om den unge mand, der sad på biblioteket i Vanløse uden fast adresse og uden kræfter til at redde sig selv, er blevet til historien om et menneske, der har fået sit liv tilbage.
Og faren er stolt af sønnike
– Ja, for satan, mand. Jeg er rigtig stolt af ham.
Og Kasper? Han oplever i dag, at det var en hjælp for ham, da familien satte en tyk streg i sandet og sendte ham væk.
