Spørgsmål: Min ven forsvinder helt væk, når han er i sine depressive perioder, og jeg bliver nogle gange meget urolig for ham. Hvordan kan jeg sikre mig, at han er okay, uden at jeg invaderer hans behov for at komme sig?
Signe: Jeg tror, at rigtig mange mennesker med svær depression, som det her lyder som, ligger derhjemme, isolerer sig og kommer ikke rigtig ud. Og det er jo den lidt højere sværhedsgrad. De oplever desværre rigtig mange negative tanker om, at folk ikke vil dem. Og de har ikke har kræfter til selv at kontakte folk.
Det her minder jo om, at når man er alvorlig somatisk syg, så er folk bange for at træde forkert. Jeg siger skriv og ring til ham. Det kan godt være, han ikke tager den, og det kan godt være, han ikke svarer, men udvis interesse og tilbyd noget. Lad være med at spørge: hvad har du brug for lige nu? Man sig: skal jeg komme med nogle flødeboller? Skal jeg kigge forbi i morgen efter arbejde, så banker jeg lige på, så ser jeg, om du åbner? Så er det en ret ukrævende kontakt, man har med et menneske, som ikke har ret mange kræfter på det tidspunkt.
Tilbyd dig selv: Jeg er her. Jeg tænker på, hvordan du har det. Hvis du har lyst, så kan du svare mig, ellers så skriver jeg igen på tirsdag. Og hvis du bliver ægte bekymret, så er det jo noget med politiet. Hvis man tror, at folk har taget livet af sig, eller valgt bagdøren, så er det en lidt anden øvelse. Så må man tage fat i nogen, der har forstand på den procedure.
Men for det meste er depressive mennesker meget opfyldte af tanker om, at folk ikke vil dem. Og det kan være svært at være i, fordi det er rigtig tungt. Så hvis man har kræfter til at tilbyde sin tilstedeværelse, bare kort, bare en lille smule, bare et besøg, så kan det godt være, at de ikke siger ja, men det er rart.
Katrine: Jeg synes, at den meget uforpligtende sociale kontakt kan være rar. Dengang jeg var meget syg, så kunne jeg ikke rigtig overskue, at jeg skulle have besøg af mange mennesker, heller ikke bare et kvarter.
Forberedelsen op til at få besøg ville betyde, at jeg ville sidde og tænke meget over det, og bagefter ville jeg være træt. Så den uforpligtende sociale kontakt, man kan have fx: Ved du hvad, jeg har lavet for meget aftensmad. Jeg sætter lige en boks ude foran døren. Jeg banker på, når jeg sætter den, så kan du åbne, hvis du har lyst. Eller: jeg skal se den her fodboldkamp i aften. Skal vi sætte os og se den sammen?
Eller hvis man har en hobby, hvor man sidder og strikker, kan man sige: Er det okay, at jeg kommer forbi sofaen og bare sidder og strikker? Vi behøver slet ikke snakke. Altså, mine børn larmer derhjemme, så jeg kommer lige over. Man skal ikke sige: nu skal vi virkelig sætte os ned og snakke intenst. Vi er bare i samme lokale, uden at behøve at gøre noget.
Kristoffer Frøkjær (vært): Men jeg tænker på, Christian, om du nogle gange oplever, når du snakker med folk, der har psykiske udfordringer, om ikke det kan blive et pres med al den omsorg?
Christian: Selvfølgelig kan det være et pres, men jeg tænker, at det i høj grad handler om at blive ved med at være nysgerrig på det. Altså spørge ind til det, så kan folk sige til eller fra. Måske ikke lige, hvis man er svært deprimeret, så kan det være svært både at sige til og fra.
Men i mange andre sammenhæng, så er det jo selvstændige individer, og de har en holdning til tingene. Så vær nysgerrig på det, spørg ind, så det giver folk mulighed for selv at bestemme graden af opmærksomhed, de har behov for.
MenTalts ekspertpanel
MenTalts ekspertpanel består af Katrine Egeberg med levet erfaring, psykolog Finn Luff, psykiatrisk specialsygeplejerske Christian Lie Delcomyn og Signe Düring, der er overlæge og psykiater, Psykiatrisk Center København
