Bjarne var udsendt i krigen på Balkan: ”Soldater er heldigvis blevet bedre til at tale om tingene i dag”

De godt 130 soldater var lige landet i Danmark efter at have været udsendt til krigen på Balkan. De havde været udsendt til en krig, der udspillede sig mellem de tre befolkningsgrupper bosniakker, kroater og serbere. Mennesker, der før havde været naboer, skød på hinanden i dét, der endte med at være en krig fuld af overgreb, krigsforbrydelser og folkedrab.

De danske soldater var kommet helskindet hjem; de havde ikke mistet nogen på holdet, og sad med deres kærester, koner og familie i en sportssal for at blive budt velkommen hjem. Som en del af arrangementet opfordrede en ung, kvindelig psykolog fra scenen til, at man skulle række hånden op, hvis man havde brug for at tale med en psykolog. Ikke én eneste hånd røg i vejret. Soldaterne, kæresterne og familierne kiggede sig rundt i salen. Der var ikke en af de omkring 130 mænd, der havde hævet hånden. Mændene var blevet skudt på, de havde overværet voldsomme overgreb uden at kunne gribe ind, men ingen skulle tale med en psykolog.

– Det er en anden sag i dag. Når man kommer hjem, er det en tvungen del af tjeneste at tale med nogen. Da jeg var udsendt var soldater sådan nogle machomænd, men det er heldigvis blevet bedre, fordi man også har italesat de problemer, der kan være, siger Bjarne Andresen.

Måske skulle der have været hævet et par soldaterhænder i sportssalen, for flere af Bjarnes soldaterkammerater henvendte sig ikke af sig selv, indenfor de seks måneder, der var kravet dengang for psykologhjælp. Og flere kom hjem med benet i behold, men med ar på sjælen.

Mænd skal lære at tale om følelser

På Bjarnes hold mistede de ikke folk til krudt og kugler, men flere kom hjem med tydeligt mærkede af dén krig, hvor de som FN-soldater ikke måtte gribe ind overfor de uretfærdigheder, de var vidner til.

– Der var klare mandater for, hvad vi måtte og ikke måtte som FN-soldater. Vi så en masse uhyrligheder og mange har haft svært ved senere ikke at have dét mandat til at handle. Jeg har selv oplevet kammerater, der i løbet af 6-10 år havde brændt alle broer på grund af ar på sjælen, hvor de har selvmedicineret og mistet alt, siger Bjarne Andresen.

Læs mere her: What doesn’t kill you makes you stronger – test dine fordomme om PTSD 

Bjarne Andresen var som 30-årig ældre end de fleste andre udsendte, og oplevede, at han både havde et bagland, der var i orden, og at han kom styrket hjem. Men det gjaldt langt fra alle, der var udsendt i krigen på Balkan, hvor flere soldater kom hjem med PTSD som fast følgesvend.

Et frirum for danske veteraner

De mistede ikke nogen, da de var udsendt til krigen på Balkan, men fem var omkommet indenfor et år, da de var hjemme igen, hvilket er unaturligt for den unge aldersgruppe, de fleste af soldaterne var. Bjarne Andresen havde set flere soldat, der havde mistet alt og var knækkede mentalt, og han var derfor med fra starten, da Veteranhjem Fredericia så dagens lys i 2010.

– Jeg er selv veteran, og var udsendt i 1995 og 1997. Vi mistede ikke nogen på mit hold, men jeg havde observeret folk, som kom hjem og ikke havde det godt især mentalt. Så det var på sin plads at etablere et sted, hvor vi kunne mødes og snakke sammen, siger Bjarne Andresen.

Veteranhjem Fredericia er, ifølge Bjarne Andresen, et frirum, hvor man kan få en kop kaffe, læse avisen og snakke med én, der forstår, hvad man siger. Fx tror mange, at veteraner er bange for de høje knald fra fyrværkeriet nytårsaften, men for Bjarne er det de høje knald samtidig med, at jorden ryster, der kan gøre ham nervøs.

Læs mere her: Veteranhjem Fredericia hædret med Peter Lund Madsen-prisen

– Det er nemmere, hvis man brækker en arm, for med den mentale skade, der udvikler sig over lang tid, fjerner man sig fra andre, bliver alene og udstødt. Gips er nemmere at se i forhold til, hvad der sker oppe i hovedet. Det er nogle af de ting, vi er med til at italesætte. Det er heldigvis blevet bedre, fordi man har italesat det. Der skal meget mere oplysning til, og mænd skal også lære og turde at tale om følelser, mener Bjarne Andresen.

Veteranhjem Fredericia arbejder nu på også at inddrage veteranernes familier i deres arbejde.