Antidepressiv medicin som gravid: så stor er risikoen for autisme og ADHD hos barnet

En ny stor undersøgelse viser, at der ikke er klar sammenhæng mellem at tage antidepressiv medicin under graviditeten, og risikoen for at, at barnet udvikler ADHD og autisme.

Kvinder, der har brug for at tage antidepressiv medicin under graviditeten, kan nu ånde lettet op. I hvert fald når det handler om bekymringen for, om medicinen skulle give barnet markant større risiko for autisme og ADHD.

Et stort såkaldt metastudie viser nemlig, at der ikke er en klar sammenhæng mellem den antidepressive medicin og risikoen for de to lidelser.

Øget risiko er ikke medicinens skyld

Forskere har længe diskuteret og undersøgt, om antidepressiv medicin under graviditeten kan give større risiko for ADHD og autisme. Forskerne bag det nye studie fandt, at der var en øget risiko mellem at tage antidepressiv medicin og risikoen for ADHD og autisme, men den øgede risiko forsvandt, da forskerne dykkede dybere ned i tallene og analysen:

– Vi fandt øget risiko hos børn, hvis fædre tog antidepressiv medicin og hos mødre, der tidligere havde taget det, men ikke tog medicinen under graviditeten. Det betyder, at det ikke er medicinen, men andre faktorer, der er i spil. Når vi korrigerede for forskellige faktorer som fx morens mentale helbred, forsvandt den øgede risiko, siger en af forfatterne bag studiet, Dr. Wing-Chung Chang fra University of Hong Kong, i pressemeddelelsen.

Før forskerne kontrollerede for andre faktorer var der en øget risiko for ADHD på 35 procent, og en øget risiko for autisme på 69 procent. Denne øgede risiko forsvandt altså, da forskerne korrigerede for en lang række faktorer, hvilket tyder på, at det er andre forhold en netop medicinen, der giver sammenhængen:

– Det betyder, at det højst sandsynligt ikke er den antidepressive medicin, men andre faktorer, der er skyld i den øgede risiko for ADHD og autisme, som for eksempel genetik og mentalt helbred, siger dr. Wing-Chung Chang.

Nogle af begrænsninger ved studiet er blandt andet, at der ikke er korrigeret for blandt andet socioøkonomiske forhold, livsstilsfaktorer og lave fødselsrater.

Om studiet

Forskerne har gennemgået 37 internationale studier med data fra mere end 25 millioner graviditeter. Det inkluderede omkring 600.000 gravide, der tog antidepressiv medicin under graviditeten, og knap 25 millioner, der ikke gjorde.

Konklusionen er, at børn af mødre, der tager antidepressiv medicin under graviditeten, ganske vist oftere får diagnoser som ADHD eller autisme. Men når forskerne tager højde for andre vigtige faktorer – især forældrenes psykiske sygdomme og genetiske forhold – bliver sammenhængen meget svagere eller forsvinder helt.

Studiet er offentliggjort i det anerkendte tidsskrift The Lancet Psychiatry

Senest artikler