112 er nu også psykiatrisk akuthjælp

Akuthjælp er nu samlet, så uanset, om man har brug for fysisk eller psykisk hjælp, skal man ringe 112 eller kontakte lægevagten.

I hele landet skal man nu ringe til 112 eller lægevagten, både hvis man har brug for akut psykiatrisk eller fysisk hjælp. Den psykiatriske akuttelefon bliver altså en del af 112, så der er én fælles indgang til den akutte hjælp. Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse. 

“Uanset om du oplever en akut psykisk sygdom eller bliver ramt af alvorlig fysisk sygdom, skal du hurtigt kunne få hjælp. Den samlede indgang gør det lettere at få den rette hjælp i tide og er et vigtigt skridt mod større ligestilling mellem psykisk og fysisk sygdom. Borgere med psykisk sygdom skal mødes med samme hurtige adgang til hjælp som alle andre.”, siger Mads Duedahl, formand for Danske Regioner i pressemeddelelsen.

Den psykiatriske akuttelefon blev rullet ud i Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark 1. december 2025, hvor borgere kan få akut psykiatrisk hjælp via én samlet indgang gennem 112 og lægevagten. Det betyder, at borgerne ikke skal ringe på et særskilt psykiatrisk akutnummer for at få hjælp i krisetilfælde.

Region Hovedstaden og Region Sjælland er nu fulgt trop, så hele landet nu har adgang til den psykiatriske akuttelefon via 112 eller lægevagten på lige fod med fysiske akutte sygdomme. Den psykiatriske akuttelefon er en del af Aftale om en bedre psykiatri’, der blev indgået mellem SVM-regeringen og Folketingets partier i 2023.

 

Senest artikler